Flere delaftaler om religiøse forkyndere

Seks partier blev i formiddag enige om at stramme kravene til religiøse forkyndere og trossamfund. På mødet enedes de om, at trossamfund og foreninger, der underminerer grundlæggende friheds-og menneskerettigheder, skal fratages skattemæssige fordele i form af fradrag.

Skatteminister Karsten Lauritzen er meget tilfreds med aftalen.

- Vi skal ikke give økonomisk støtte til nogen, som modarbejder vores samfundsværdier. Derfor er jeg glad for, at der er enighed om at afskære skattebegunstigelsen for foreninger, hvis adfærd underminerer vores demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder. Derudover er der bred enighed om at styrke SKATs kontrol med denne type foreninger og religiøse samfund, siger Karsten Lauritzen.

Der blev desuden opnået enighed om, at vielsesbemyndigelse til religiøse forkyndere skal kobles sammen med et værdighedskrav – et såkaldt decomrumkrav. Det betyder, at en forkynder med vielsesbemyndigelse skal udvise en adfærd, der ikke gør den pågældende uegnet eller uværdig til at udøve offentlig myndighed. Det kan f.eks. være, hvis man vier mindreårige eller vier i tilfælde uden begges samtykke.

Kirkeminister Bertel Haarder, der leder forhandlingerne, ser dagens enighed som en naturlig følge af sidste uges aftale om opstramninger på folkeoplysnings-og friskoleområdet.

- Det handler stadig om, at vi ikke vil være til grin for egne penge. Hvis man underminerer grundlæggende friheds-og menneskerettigheder, skal man hverken kunne opnå tilskud eller fradrag. Og det er ganske rimeligt, at man lever op til et værdighedskrav, hvis man vil have bemyndigelse til at vie folk, siger Bertel Haarder.

Enigheden blev opnået i en ny delaftale mellem de seks partier – regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance og SF – der sigter imod en samlet pakke med forskellige initiativer, der skal dæmme op for ekstremistiske, religiøse forkyndere i Danmark.

- Der er stadig udsigt til, at vi kan blive enige om en samlet aftale inden sommerferien, siger Bertel Haarder.

Foruden skattestramningen og værdighedskravet blev partierne også enige om, at der er behov for en kortlægning af moskeer i Danmark. Seneste kortlægning er Lene Kühles ”Moskeer i Danmark” fra 2006. Det er en fornyet udgave af denne undersøgelse, de seks partier er enige om at gennemføre.

Drøftelserne om kriminalisering af visse ytringer i religiøse læreforhold samt spørgsmålet om en liste over uønskede personers indrejse til Danmark drøftes fortsat. Næste møde blandt partierne er sat til den 31. maj.

Enighedspapir

Endeligt papir om vielsesbemyndigelse

 

Nyhedsarkiv

21/11 2018
01/11 2018

Folkekirkens tre kirkemusikskoler går en sikrere fremtid i møde med en ekstrabevilling på ca. 2,4 millioner kroner i 2019 – stigende til 7 millioner...

Læs mere
05/10 2018

Der bliver ikke afstemningsvalg i år for de menighedsråd, som ved valget i 2016 blev valgt for en to-årig funktionsperiode.

Det drejer sig om 150...

Læs mere
01/10 2018

Land og by, indendørs- og udendørs, akademikere, folkeskolelærere og ufaglærte – folkekirken beskæftiger ca. 12.000 medarbejdere i vidt forskellige...

Læs mere
27/09 2018

Når der i forbindelse med Folketingets åbning tirsdag den 2. oktober afholdes åbningsgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke, bliver det med...

Læs mere
10/09 2018

Andre akademikere end teologer skal kunne søge ansættelse som præst, hvis de gennemfører en teologisk efteruddannelse. Efteruddannelsen med en...

Læs mere