Kirkeminister Tove Fergo: "Ja til ny salmebog"

Pressemeddelelse fra Kirkeministeriet den 28. maj 2002

 

Kirkeminister Tove Fergo er parat til at indstille Salmebogskommissionens reviderede forslag til ny salmebog til kongelig autorisation som Den danske Folkekirkes officielle salmebog.

 

Det fastslog kirkeministeren, da hun i dag, tirsdag 28. maj, fik overrakt Salmebogskommissionens reviderede forslag.

 

Ministerens indstilling til Dronningen vil dog afhænge af biskoppernes holdning til kommissionens forslag. Det vil blive drøftet på et samråd mellem ministeren og biskopperne torsdag 13. juni. Ministeren vil inden da også lytte til de holdninger, som bliver udtrykt på Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers årsmøde i dagene 6.-8. juni.

 

Hvis forslaget bliver autoriseret, vil en ny salmebog kunne udkomme i 2003 - 50 år efter, at den nuværende Den Danske Salmebog blev udgivet.

 

Kirkeministeren siger om sin holdning til en ny salmebog: 

 

"Da jeg tiltrådte som kirkeminister for et halvt år siden, gav jeg, som de fleste ved, udtryk for en del skepsis over for tanken om en ny dansk salmebog. Det gjorde jeg på grundlag af det Forslag til Ny Salmebog, som kommissionen fremlagde den 1. marts 2000. Jeg mente bl.a., at kommissionen med det forslag havde vraget for mange salmer, som er kendte og elskede af danskerne, og at kommissionen i for høj grad havde ændret salmers ordlyd i forhold til den nuværende salmebog for at føre dem tilbage til en mere oprindelig form. Mange mennesker har over for mig givet udtryk for tilsvarende holdninger. 

 

I dag, hvor jeg har fået Salmebogskommissionens reviderede forslag, kan jeg konstatere, at Salmebogskommissionen har været meget lydhør over for de mange kritiske røster, som har lydt gennem 1.659 indsendte høringssvar og igennem et meget stort antal indlæg i dagblade og andre medier.  

 

En række af de kendte og elskede salmer, som kommissionen for to år siden foreslog skulle udgå af salmebogen, er således med i det reviderede forslag. Salmebogskommissionen foreslår nu også, at man i en ny salmebog fastholder den kendte ordlyd og form i en lang række af de salmer, som kommissionen for to år siden foreslog at ændre på. Endelig imødekommer det reviderede forslag også kritikken af, at der var for få salmer fra nutiden og dermed for lidt reel fornyelse i forslaget fra marts 2002. 

 

Alt i alt har jeg således i dag fra kommissionen fået et forslag til ny salmebog, som imødekommer et forståeligt og selvfølgeligt krav om videreførelse og genkendelighed i forhold til den værdifulde danske salmetradition, samtidig med at det rummer fornyelse i form af nye salmer. 

 

Derfor er jeg parat til at indstille forslaget til autorisation, hvis det bakkes op af biskopperne og i de holdninger, som udtrykkes på menighedsrådenes årsmøde. 

 

Jeg har tidligere givet udtryk for et ønske om, at der før en eventuel autorisation skulle gennemføres en eller anden form for høring blandt menighedsrådene. Dette spørgsmål vil indgå i mine drøftelser med biskopperne. Jeg har imidlertid ved mine mange møder med menighedsrådsmedlemmer ud over landet konstateret, at de ikke deler ønsket om en høring. Derfor er jeg også villig til at indstille forslaget til autorisation uden en sådan høring. 

 

Det stærke folkelige engagement i salmebogen, som er blevet afspejlet i de mange høringssvar og den offentlige debat, har haft stor indflydelse på kommissionens arbejde med at revidere forslaget fra marts 2000. Det har derfor bidraget meget til det resultat, som nu foreligger, og som forhåbentlig kan samle befolkningen."

 

Links:

Pressemeddelelse den 28. maj 2002

 

Betænkning fra Salmebogskommissionen, Pressemeddelelse den 28. maj 2002

 

Betænkning fra Salmebogskommissionen, 142 salmer i Salmebogskommissionens forslag 2002, som ikke findes i Den Danske Salmebog (1953),  Pressemeddelelse den 28. maj 2002

 

Betænkning fra Salmebogskommissionen, 28. maj 2002

 

Betænkning fra Salmebogskommissionen, Melodivalg, 28. maj 2002

Nyhedsarkiv

18/07 2018

Ny kirkekunst af John Körner til Horslunde kirke på Lolland, istandsættelse af tre malerier fra 1908-09 af Frans Schwartz i Elisakirken på Vesterbro i...

Læs mere
16/04 2018

Kirkeminister Mette Bock har nu udpeget de fire medlemmer, der skal sidde i Det rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund for de kommende fire år.

Udv...

Læs mere
09/04 2018

2017 var et år i Reformationens tegn – et år, hvor det i stor stil blev markeret, at det var 500 år siden, Martin Luther offentliggjorde sine 95 teser...

Læs mere
21/02 2018

Tre ud af fire danskere er fortsat medlemmer af folkekirken. Men der er flere, der forlader folkekirken ved udmelding eller dødsfald, end der er nye,...

Læs mere
15/02 2018

Kirkeministeriet har i dag udsendt cirkulære om ringning med kirkeklokkerne i anledning af Hans Kongelige Højhed Prins Henriks død.

Læs mere
09/02 2018

Ny undersøgelse viser, at der nu er større forskel på, hvordan konfirmationsforberedelsen passes ind i elevernes skoleskema, end inden...

Læs mere