Folkekirken er inddelt i 107 provstier. Provstierne omfatter i gennemsnit ca. 20 sogne. Der er dog meget stor forskel på antallet af sogne i provstierne - fra 5-6 sogne i enkelte provstier i byområder og op til flere end 40 sogne i enkelte provstier i landsdistrikter.
Man kan finde en oversigt over provstierne og de tilhørende sogne bed hjælp af menuen til venstre.
Man kan finde yderligere oplysninger om de enkelte provstier ved hjælp af "Søg provsti" i menuen til venstre eller link til højre til Provstiportalen.
Provstiet er ramme om økonomisk koordinering mellem sognene i provstiet. Provstiet er også ramme om tilsyn med menighedsråd, kirker og kirkegårde i provstiets sogne. Provstiet er desuden i stigende grad ramme om samarbejde mellem sognene i forhold til såvel kirkelige aktiviteter som administrative opgaver.
I hvert provsti er der et provstiudvalg, som består af 2-7 medlemmer, der er valgt af menighedsrådene, samt af provsten, der er født medlem af og forretningsfører for provstiudvalget.
Provstiudvalget har ansvar for at koordinere den lokale folkekirkelige økonomi. Provstiudvalget fastsætter således rammerne for de lokale kirkelige kassers budgetter samt det beløb, der skal udskrives i kirkeskat til de lokale kasser. Provstiudvalget er i øvrigt på en række økonomiske, administrative og bygningsmæssige områder godkendende instans i forhold til menighedsrådenes beslutninger. Provstiudvalgets kompetence i forhold til økonomien kan overdrages til et besluttende budgetsamråd, der består af repræsentanter for menighedsrådene samt af provstiudvalget.
Provsten fører desuden på biskoppens vegne tilsyn med præsterne i provstiet og tilrettelægger den præstelige betjening af sognene under præsters ferie, fridage og sygdom.
Da kirkeskat udskrives fælles for alle sogne i en kommune, følger provstiernes grænser som hovedregel kommunernes grænser. I nogle af de største kommuner er der dog to eller flere provstier.