Der er 2.123 sogne i folkekirken. Sogneinddelingen er grundlæggende mange hundrede år gammel, men efterhånden som der er bygget nye kirker, er der også blevet oprettet nye sogne. Sognene varierer meget i størrelse. I godt 100 sogne er der således færre end 200 indbyggere, mens der i knap 100 sogne er flere end 10.000 indbyggere.
Man kan ved hjælp menuen til venstre finde frem til et bestemt sogn, en bestemt præst eller en bestemt kirke.
Der er mindst én kirke i hvert sogn. I nogle sogne er der to eller flere kirker. Folkekirken har i alt knap 2.354 kirker. I nogle sogne med mere end en kirke er der oprettet et kirkedistrikt, som er knyttet til en af kirkerne. Der er for tiden 93 kirkedistrikter.
Som hovedregel er der et menighedsråd i hvert sogn og kirkedistrikt. To eller flere sogne eller kirkedistrikter kan dog beslutte at have fælles menighedsråd. Derfor er antallet af menighedsråd for tiden 2.111.
Menighedsrådet styrer sognets eller kirkedistriktets kirkelige og administrative anliggender, medmindre der i den kirkelige lovgivning udtrykkeligt er bestemt noget andet. En af de væsentlige undtagelser findes i menighedsrådslovens § 37, der lyder: "Præsten er i udøvelsen af sin pastorale forpligtelse, herunder sin forkyndelse, sin sjælesorg og sin undervisning, uafhængig af menighedsrådet."
Et menighedsråd består af mellem 6 og 15 valgte medlemmer samt sognets præst(er). Antallet af valgte medlemmer afhænger af sognets indbyggertal. Ved næste valg af menighedsråd, der holdes i november 2008, ændres antallet af medlemmer, så det skal være mindst 5 og højst 15, og antallet fastsættes på grundlag af antallet af folkekirkemedlemmer i sognet.
Det påhviler menighedsrådet at virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse i sognet. Menighedsrådet har ansvar for sognets kirke og kirkegård og har det overordnede ansvar for det kirkelige liv i sognet. Menighedsrådet er også arbejdsgiver for kirkefunktionærerne, det vil sige alle medarbejdere, der er ansat ved kirken eller kirkegården, bortset fra præsterne. Præster er ansat af Kirkeministeriet og er under tilsyn af biskoppen. Præster er ansat med et pastorat som ansættelsesområde. Et pastorat består af et sogn eller af flere små sogne. I store sogne/pastorater er der ansat to eller flere præster.
Som medlem af folkekirken hører man til det sogn, hvor man bor, og man har ret til at få foretaget kirkelige handlinger i sognets kirke. Medlemmer af folkekirken kan ved at løse sognebånd knytte sig til en præst i et andet sogn end bopælssognet.