Kirkeskat er folkekirkens væsentligste indtægtskilde. Det er kun medlemmer af folkekirken, som betaler kirkeskat. Kirkeskatten er altså et medlemsbidrag, der beregnes ud fra folkekirkemedlemmernes skattepligtige indkomst og opkræves sammen med skat til staten og kommunerne.
I 2011 forventes folkekirkens medlemmer tilsammen at betale ca. 5,9 mia. kr. i kirkeskat. Medlemmerne skal i gennemsnit betale 0,89 % af deres skattepligtige indkomst i kirkeskat.
Kirkeskatten fastsættes fælles for alle sogne i en kommune. Det betyder, at folkekirkens medlemmer i en kommune betaler samme procentsats i kirkeskat, men at der er forskel på procentens størrelse fra kommune til kommune. I 2011 er den laveste kirkeskatteprocent 0,44 i Gentofte Kommune, mens den højeste er 1,50 i Samsø Kommune. En oversigt over kirkeskatteprocenterne i 2011 kan ses ved hjælp af link nedenfor.
Kirkeskatteprocenten fastsættes først og fremmest på grundlag af de enkelte sognes samt provstiudvalgenes budgetter. Det er provstiudvalget eller et besluttende budgetsamråd mellem provstiudvalg og menighedsrådene, som bestemmer, hvor meget der skal udskrives i kirkeskat til de lokale kasser i sogne og provstier. I beregningen af kirkeskatteprocenten indgår desuden landskirkeskat, som fastsættes af kirkeministeren. Landskirkeskatten går til fællesfonden, der dækker en række fælles folkekirkelige udgifter.
Af de i alt ca. 5,9 mia. kr. i kirkeskat i 2011 går godt 4,9 mia. kr. til de lokale kasser, mens 1 mia. kr. er landskirkeskat.
Kirkeskatteprocenter 2012 (pdf)
Kirkeskatteprocenter 2011 (pdf)
Kirkeskatteprocenter 2010 (pdf)
Kirkeskatteprocenter 2009 (pdf)