Valg til provstiudvalg 2017

Ordinært valg til provstiudvalg skal foretages inden udgangen af oktober 2017. Valget gælder fra 1. november, og funktionsperioden er 4 år, jf. kapitel 1 i bekendtgørelse nr. 770 af 19. juni 2017 om valg af medlemmer til provstiudvalg og stiftsråd.

Forud for valget indkalder provstiudvalget til et offentligt møde, der skal afholdes i perioden 14. august til 3. september 2017. På dette møde vælges den valgbestyrelse, der har ansvaret for valg til provstiudvalg og valg af menighedsrepræsentanter til stiftsrådet. Valgbestyrelsen skal bestå af 3 medlemmer af menighedsråd i provstiet. På mødet skal det også besluttes, hvor mange lægmedlemmer der skal vælges til provstiudvalget.

Provstiudvalget består af provsten, mindst 4 og højst 8 lægmedlemmer og 1 repræsentant for provstiets præster.

 

Valg af læge medlemmer til provstiudvalget

Valgbar er enhver, der opfylder betingelserne for at blive valgt til medlem af et menighedsråd i provstiet.

Valgret har alle medlemmer af provstiets menighedsråd - dvs. både valgte medlemmer af menighedsrådet og de præster der er medlemmer af menighedsråd, jf. lov om menighedsråd § 2, stk. 1 og stk. 3. Herudover har en repræsentant for en valgmenighed, der er indtrådt i et menighedsråd, stemmeret ved valget.   

Præster i pastorater, der omfatter flere menighedsrådskredse i samme provsti, har kun én stemme og kan vælge, i hvilket menighedsråd de vil afgive stemme. Omfatter pastoratet menighedsrådskredse (sogne) i mere end ét provsti, har præsten en stemme i hvert provsti.

Kandidaterne skal opfylde valgrets- og valgbarhedsbetingelserne senest den 18. september 2017 kl. 19:00, hvor fristen for afhjælpning af mangler udløber. Valgrets- og valgbarhedsbetingelsen om alder og bopæl i riget skal dog først være opfyldt på valgdagen.

 

Valg af præsterepræsentant til provstiudvalget

Enhver sognepræst, der er fastansat i provstiet, er valgbar og har valgret – bortset fra provsten, der som født medlem ikke er valgbar, men har valgret ved valg af præsterepræsentanten.

Kredsen af valgberettigede omfatter således alene sognepræster, der er ansat i tidsubegrænsede stillinger som sognepræst i provstiet (tjenestemænd og overenskomstansatte). Oplysning herom fremgår af de pågældendes ansættelsesbreve/ansættelsesbeviser.

En sognepræst, der er ansat i en tidsbegrænset stilling- uanset længden af ansættelsesperioden – opfylder ikke betingelsen for valgret og valgbarhed ved valg af præsterepræsentant. Det gælder uanset, at ansættelsen har en sådan længde, at vedkommende er født medlem af et menighedsråd.

 

Valget af lægmedlemmer og valget af en præsterepræsentant til provstiudvalg foregår med kandidatlister.

Vigtige frister ved valg til provstiudvalg 2017:

a) I perioden 14. august til 3. september 2017 afholdes et offentligt orienterende møde. På mødet skal antallet af valgte medlemmer af provstiudvalget fastsættes, ligesom der skal vælges en valgbestyrelse.

b) Sidste frist for indlevering af kandidatlister til formanden for valgbestyrelsen er 11. september 2017 kl. 19.00.

c) Valgbestyrelsen skal senest 13. september 2017 underrette listens kontaktperson om eventuelle mangler.

d) Afhjælpning af mangler kan ske indtil 18. september 2017 kl. 19.00. Denne dato er også seneste frist for anmeldelse af listeforbund ved valget til provstiudvalg.

 

Hvis der kun er kommet en kandidatliste (Afstemningsvalg aflyses):

Hvis der kun er indleveret en kandidatliste vedr. valg af læge medlemmer, aflyser valgbestyrelsen afstemningen om valg af læge medlemmer. Tilsvarende gælder, hvis der kun er indleveret en kandidatliste vedr. valg af præsterepræsentant.

Valgbestyrelsen orienterer de valgte kandidater og eventuelle stedfortrædere om valget og om fristen for indgivelse af klage over valget.

Valgbestyrelsen underretter de valgte kandidater om, at de senest den 1. november 2017 kan indlevere en særlig stedfortræderliste.

Aflysningen og valgets resultat indføres i provstiudvalgets beslutningsprotokol. Valgbestyrelsen sørger for, at stiftsadministrationen modtager en udskrift af beslutningsprotokollen.

Valgbestyrelsen skal senest 24. oktober 2017 offentliggøre valgresultatet.

Eventuelle klager over valget skal være indgivet til biskoppen senest den 24. oktober 2017. Hvis der ikke er indgivet klage, underretter valgbestyrelsen provstiets menighedsråd om valgets resultat.

 

Hvis der er indleveret mere end en gyldig kandidatliste (Afstemningsvalg gennemføres):

Valgbestyrelsen sørger for udarbejdelse af stemmemateriale.

2. oktober 2017 er sidste frist for, at stemmematerialet er formanden for de enkelte menighedsråd i hænde.

16. oktober 2017 kl. 19.00 er sidste frist for, at det udfyldte stemmemateriale er valgbestyrelsen i hænde.

Optælling af stemmesedler og opgørelse af valget skal være afsluttet den 17. oktober 2017. Valgets resultat indføres i provstiudvalgets beslutningsprotokol, og en udskrift af beslutningsprotokollen sendes til stiftsadministrationen. De valgte medlemmer og stedfortrædere underrettes om valgets resultat.

Valgbestyrelsen skal senest 24. oktober 2017 offentliggøre resultatet af afstemningsvalget.

Eventuelle klager over afstemningsvalget skal være indgivet til biskoppen senest den 24. oktober 2017. Hvis der ikke er indgivet klage, underretter valgbestyrelsen provstiets menighedsråd om valgets resultat.

 

Spørgsmål om valget kan rettes til:

Specialkonsulent Jørgen Kroer tlf. nr. 33923927 eller

fuldmægtig Katrine G. Søndergaard tlf. nr. 33923916 eller

på mail til: [email protected]

Kandidatlister, bekendtgørelse og cirkulære

Reglerne om valg af medlemmer til provstiudvalg findes i bekendtgørelse nr. 770 af 19 juni 2017 om valg af medlemmer til provstiudvalg og stiftsråd.

I § 39, stk. 2, i bekendtgørelsen er der vedrørende opgørelsen af valget som forholdstalsvalg henvist til cirkulære nr. 9359 af 19. april 2016 om valg til menighedsråd den 8. november 2016.

Kandidatliste for valg af læge medlemmer til provstiudvalg 2017

Kandidatliste for valg af præsterepræsentant til provstiudvalg 2017