I december 2005 præsenterede Arbejdsgruppen om ændring af den kirkelige struktur sit oplæg til ændring af provstistrukturen i sammenhæng med kommunalreformen. Det følger arbejdsgruppen, der er nedsat af kirkeministeren, nu op med et debatoplæg om, hvordan de mange forskellige opgaver i folkekirken kan eller bør fordeles mellem sogne, provstier og stifter.
"Opgaven - at forkynde evangeliet - er den samme, som den har været i 2000 år. Men de ændrede vilkår giver anledning til at spørge, om der kan tænkes ændringer i organiseringen af opgaverne i folkekirken, der gør kirken mere egnet til at varetage sin mission i det samfund, vi lever i i dag," skriver arbejdsgruppen blandt andet.
Arbejdsgruppen præsenterer på den baggrund en række mulige ændringer i fordelingen af opgaver mellem sogne, provstier og stifter. De bygger på tre generelle målsætninger:
Arbejdsgruppen lægger op til en bred debat om den fremtidige fordeling af opgaver mellem sogn, provsti og stift. Emnet vil også indgå i de debatmøder for medlemmer af menighedsråd, provstiudvalg og stiftsøvrigheder, som i den kommende tid holdes 10 steder i landet. Debatmøderne arrangeres i samarbejde mellem arbejdsgruppen og Landsforeningen af Menighedsråd.
Arbejdsgruppen opfordrer til, at menighedsråd, provstiudvalg, stiftsøvrigheder, præster og andre ansatte i folkekirken samt andre interesserede indsender kommentarer til debatoplægget til Kirkeministeriet inden den 1. april 2006.