• Kirkeministerens CV
• Ministerens udgifter og aktiviteter
• Artikler
• Billeder
• Lovforslag fremsat i Folketinget 2008-2009
• Svar på spørgsmål fra Folketinget
• Samråd i Folketingets Kirkeudvalg
• Tidligere kirkeministre

Kommentar i Kristeligt Dagblad den 19. marts 2010

Der har været mange interessante indlæg i debatten om registrerede partnerskaber. Debatten viser, hvor mange spørgsmål sagen rummer, og hvor forskellige svarene er.

Der rejses imidlertid også påstande, som kræver afvisning. Således så jeg et indlæg, hvor det blev påstået, at det er at sætte folkekirken over staten, når nogle af os folkekirkemedlemmer mener, at Folketinget skal afholde sig fra at lovgive om registreret partnerskab, før folkekirken beder om det.

Den uforståelige påstand må jeg helt afvise. Naturligvis kan Folketinget lovgive om registrerede partnerskaber i folkekirken. Ja, det kræver ganske enkelt en lovændring, hvis folkekirken skal medvirke til indgåelse af registrerede partnerskaber. Det, jeg og mange med mig beder om, er, at Folketinget venter.

Sagen kan efter min mening heller ikke - som det har været påstået - umiddelbart sammenlignes med situationen i 1948. Lovgivningen, der førte til, at kvindelige præster kunne ansættes, var en frihedslov for kvinderne og for menighedsrådene. Kvinder havde tidligere været afskåret fra at søge embede, og menighedsrådene havde dermed været afskåret fra at vælge en kvindelig præst. Kvindelige præster fik vi derfor også først, da der var en ansøger, som et menighedsråd indstillede. Til trods for lovændringen nægtede biskopperne minus en enkelt dog at medvirke.

Det er vigtigt at minde om, at der til gengæld ikke dengang var nogen, der blev bedt om endsige tvunget til at ændre eller indføre nye ritualer. For lovændringen om adgang for kvinder til præsteembedet krævede ikke ændring af ritualerne. Ritualet var det samme for ordination af kvinder som for mænd.

Hvis Folketinget derimod uden at afvente folkekirkens stilling lovgiver om registreret partnerskab i folkekirken, vil det kræve, at der udformes et ritual for kirkelig velsignelse og et ritual for indgåelse af registreret partnerskab. Og man kan da vel ikke tænke sig, at Folketinget vil påtage sig at udforme ritualer eller tvinge kirkeministeren til at udforme et ritual, som om der bare er tale om et tilfældigt cirkulære. Faktisk synes de partier, der nu fremsætter forslag i Folketinget, overhovedet ikke at have tænkt så langt.

Men en lovændring, der tvinger en nyordning ned over folkekirken, gennemtvinger også nye ritualer. Helt bortset fra det principielt meget ulykkelige i, at Folketinget overhovedet tvinger folkekirken, som jeg skrev om i min artikel her i Kristeligt Dagblad den 11. marts, så forekommer det mig at være en helt umulig situation, både for Folketinget, kirkeministeren og folkekirken, at staten direkte eller indirekte gennemtvinge nye ritualer. Det må da vist også være enestående i dansk kirkehistorie.

Derfor er det, jeg anmoder Folketinget om at holde sig i ro. Lad nu først og fremmest kirkeministerens rådgivere, biskopperne, få tid til at drøfte, om ikke tiden er inde til, at folkekirken tager et initiativ og kommer Folketinget i forkøbet og dermed også sikrer den teologiske grundighed og respekt for de forskellige teologiske opfattelser, som udarbejdelsen af et ritual i forbindelse med en så skelsættende nyordning kræver.

Nå jeg overhovedet har turdet rejse dette spørgsmål, skyldes det naturligvis, at der i nogle år har været et flertal blandt biskopperne for en nyordning, ligesom jeg formoder, at der er tilsvarende flertal både blandt præster, menighedsrådsmedlemmer og folkekirkemedlemmer .

Endelig føler jeg mig overbevist om, at det flertal af biskopper, der ikke tidligere er skredet til handling i respekt for de forskellige opfattelser i folkekirken, kun vil komme med en indstilling til mig om at igangsætte et nyt arbejde, hvis det er fornemmelsen, at der kan opnås en forståelse bredt i folkekirken, hvilket ikke betyder, at alle vil blive taget til indtægt for en eventuel nyordning.

Retten til at sige nej vil ingen anfægte.

Jeg mener selv, at den omstændighed, at der allerede er et flertal for en nyordning ikke nødvendigvis har den konsekvens, at der forlanges, at det bestående ritual for ægteskab ændres. Det vil egentlig være at begå fortidens fejl en gang til, nu blot mod de heteroseksuelle som den gruppe, der tvinges.

Det er i øvrigt min klare fornemmelse, at netop kravet om kønsneutralitet og den tvang, der ligger deri over for de heteroseksuelle, egentlig er den værste anstødssten for mange.

At konstatere ligeværdighed for registreret partnerskab og ægteskab er ikke at gøre tingene ens. At konstatere ligeværdighed er netop at fastholde forskellene og kalde tingene ved deres rette navn uden at foretage en værdidom.