• Kirkeministerens CV
• Ministerens udgifter og aktiviteter
• Artikler
• Billeder
• Lovforslag fremsat i Folketinget 2008-2009
• Svar på spørgsmål fra Folketinget
• Samråd i Folketingets Kirkeudvalg
• Tidligere kirkeministre

Kommentar i Kristeligt Dagblad den 13. marts 2009

Mantraet om, at religionen er en privat sag, fremføres med jævne mellemrum. Mantraet bliver ikke mere rigtigt af at blive gentaget. Tværtimod ægger mantraet snarere til, at nogen bliver provokeret til modstand. Det er en grundlæggende menneskelig erfaring, at tryk avler modtryk. Og det er helt forståeligt, at mennesker, for hvem troen er en grundlæggende del af tilværelsen, ikke lader sig kyse af, hvad andre mener.

Mange danskere insisterer da også på offentligt gennem for eksempel klædedragt og brug af symboler at vise, til hvilken religion de hører. Tilhængere af den mest synlige religion, islam, som måske er flygtet fra lande med tørklædetvang, tager i deres nye land tørklædet på for at vise, hvem de er. Således talte jeg forleden med en ung andengenerationsdansker, der fortalte, at kvinder, der i hans hjemland netop ikke gik med tørklæde, tager det på i Danmark for at vise, hvem de er.

Naturligvis kan religion og kristendom i et frit land ikke drives ud af det offentlige rum og henvises til privatsfæren. Det ville være det samme som at forbyde borgerne at udtale sig om deres tro og forbyde dem at klæde sig, som de vil, i det offentlige rum.

Retten til at bære religiøs påklædning er en del af religionsfriheden. Men retten kan ikke gennemtvinges over for andre og betyder langt mindre, at andre skal rette ind. Således synes også regeringen i Norge at have indset, at muslimer ikke skal kunne gennemtvinge en ændring af påklædningsreglementet for det norske politi.

Historien viser, at religionsdyrkelse netop finder sted i det offentlige rum. Således er religionen fra de ældste tider forbundet med afvikling af en lang række ritualer, som netop forudsætter et fællesskab og afvikling af ritualerne i det offentlige rum.

Fra gammel tid har det religiøse fællesskab vist sig langt ud over døden i form af fælles begravelsessteder i særlige afdelinger på kirkegårdene, og muslimerne i Danmark har for nogle år siden omsider fået deres egen gravplads. Også religionens modstandere, for eksempel personificeret gennem ateisterne , gør krav på at blive set og hørt i det offentlige rum. De danner fællesskaber i form af foreningsdannelser og gør krav på særlige gravpladser og kan få deres ønske opfyldt, som det må være i et frit land.

Sådan er det desværre langtfra i alle lande. Ikke mindst kristne chikaneres eller forfølges i dag, blandt andet i den muslimske verden, så de ligesom Jesu disciple må samles bag lukkede døre.

Kristenforfølgelserne i vor tid har også fået betydning for Danmark, der i nyere tid har modtaget forfulgte kristne fra hele verden. De søger naturligt sammen i Danmark enten i folkekirken eller i de mange migrantmenigheder.

Det kirkelige tilhørsforhold holder man ikke for sig selv, men søger netop til en menighed, hvor man kan deltage i det gudstjenestelige fællesskab.

Danmark har lang tradition for at modtage religiøse mindretal, der fik frihed til i det offentlige rum at vise deres religion ved at bygge først reformerte kirker. Siden blev Brødremenigheden grundlagt i Christiansfeld, og jeg har netop i år kunnet deltage i jubilæumsfejring både hos metodister og jøder i Danmark.

Det er et underligt paradoks, at vi på den ene sider modtager forfulgte kristne, samtidig med at mantraet om, at religionen er et privat anliggende, fremføres i den offentlige debat.

Mantraet skal modsiges igen og igen. Og det bør stilfærdigt tilføjes, at det stadige forsøg på at gøre religionen til en privat sag i virkeligheden strider mod Grundloven. Religionsfriheden er ikke bare retten til at tro og tænke, som man vil, for en sådan ret er jo intet værd. Ytringsfriheden giver naturligvis enhver ret til at skilte med sin tro og andre ret til at udøve religionskritik. Men ikke nok med det. Foreningsfriheden og forsamlingsfriheden gælder naturligvis også for menigheder med hvilken som helst tro.

Ja, faktisk giver Grundloven ikke blot den enkelte ret til at sidde derhjemme og dyrke sin tro. Grundloven sikrer netop, at man kan dyrke sin tro sammen og fejre gudstjeneste i kirker , der er bygget, så de kan ses i det offentlige rum.

Derfor er der i Grundloven indføjet en hel særlig bestemmelse om, at borgerne kan samles og dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning.

Ikke blot er det en utålelig undertrykkelse at kræve, at anderledes troende skal holde deres tro for sig selv. Det strider også mod princippet i Grundloven.