Indholdsfortegnelse

6.4. Flytning mellem to sogne i samme pastorat

Udvalget er opmærksom på, at der fra tid til anden rejses spørgsmål om rimeligheden af, at personer, som flytter fra et sogn til et andet i samme pastorat, ikke fx ved sognebåndsløsning har mulighed for at opnå parlamentariske rettigheder i det tidligere bopælssogn.

 

Udvalget har kort drøftet problemstillingen og vil på et senere tidspunkt drøfte problemet mere detaljeret.

6.3.3. Model 3

Bestemmelserne om parlamentariske rettigheder ændres således, at en sognebåndsløser fortsat kan vælge at være valgbar i en menighedsrådskreds i sognebåndsløserpræstens pastorat, mens valgretten kun skal kunne udøves i bopælssognet.

 

Modellen kræver, at der foretages ændring af menighedsrådsvalglovens § 5 og sognebåndsløserbekendtgørelsens § 3, stk. 2, § 6, § 9, stk. 2, § 10, § 13, stk. 2, § 14, stk. 1, § 15, stk. 2, § 17, stk. 2, og §§ 18 - 21.

Til toppen

6.3.4. Udvalgets indstilling

Udvalget finder, at de parlamentariske rettigheder, der har været knyttet til sognebåndsløsningen, er en så integreret del af de folkekirkelige frihedsrettigheder, at man skal være meget varsom med at ændre på disse regler.

 

Som nævnt i afsnit 6.3. bliver de parlamentariske rettigheder imidlertid til tider mødt med den kritik, at en sognebåndsløser med de nugældende regler kan opnå indflydelse på kirkeskatten i et sogn, hvis økonomi sognebåndsløseren ikke selv bidrager til.

 

Udvalget finder denne kritik relevant, men skal samtidig understrege, at en ændring af reglerne om opkrævning af kirkeskat således, at kirkeskatten opkræves i det sogn, hvor en sognebåndsløser har valgt at udøve valgret/være valgbar, formentlig ikke vil opleves som en administrativ forenkling, ligesom en sådan ændring vil kunne føre til et stort antal sognebåndsløsninger, som alene er begrundet i skattetekniske forhold.

 

Udvalget finder samtidig, at kritikken kan imødekommes med en gennemførelse af model 3.

 

Ved model 3 får sognebåndsløseren mulighed for at deltage i det kirkelige liv i en menighedsrådskreds i sognebåndsløserpræstens pastorat gennem valgbarheden til menighedsrådet. Da modellen forudsætter, at sognebåndsløserens valgret fortsat udøves i bopælssognet, vil sognebåndsløseren kun kunne opnå den ønskede indflydelse i et menighedsråd i sognebåndsløserpræstens pastorat, hvis folkekirkemedlemmerne med bopæl i sognet - og deraf følgende skattepligt - ønsker det.

 

Det bliver med andre ord sognets folkekirkemedlemmer, der med model 3 får den fulde indflydelse på, hvem der faktisk bliver valgt til menighedsrådet.

 

Samtidig vil model 3 imødekomme den kritik, at sognepræsten gennem modtagelse af sognebåndsløsere kan medvirke til, at menighedsrådet får en bestemt sammensætning. Ved at sognebåndsløsere som nævnt ikke ved sognebåndsløsningen kan flytte valgretten, vil det - uanset antallet af sognebåndsløsere til sognepræsten - fortsat være folkekirkens medlemmer i sognet, der bestemmer, hvem der skal vælges til menighedsrådet.

 

Administrativt vil model 3 være en forenkling for valgbestyrelsen, idet valgbestyrelsen ikke skal udskrive valgkort til sognebåndsløsere. Sognebåndsløserne vil automatisk modtage et valgkort til valget i bopælssognet.

 

Udvalget er opmærksom på, at valgbestyrelsen ved godkendelse af kandidatlister fortsat skal kontrollere, at kandidaterne er valgbare. Udvalget skal i denne forbindelse anbefale, at den protokol, som sognepræsten fører over sognebåndsløsere henholdsvis til og fra sognepræsten, suppleres med oplysninger om sognebåndsløserens valg med hensyn til valgbarhed. I forbindelse med valgbestyrelsens kontrol af valglisten må sognepræsten herefter være behjælpelig med oplysninger om, hvorvidt der er sognebåndsløsere blandt kandidaterne, og hvorvidt disse er valgbare i menighedsrådskredsen.

 

Udvalget skal med disse bemærkninger anbefale, at model 3 gennemføres.

 

Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers repræsentanter har ønsket følgende tilføjelse:

 

"Efter afslutning af udvalgsarbejdet har de delegerede på Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers årsmøde klart tilkendegivet, at man ikke ønsker den nugældende ordning ændret."

Til toppen

6.3.2. Model 2

De nugældende regler om parlamentariske rettigheder for sognebåndsløsere ændres således, at medlemmer af folkekirken i fremtiden alene har valgret og er valgbare i bopælssognet.

 

Her må man være opmærksom på, at der særligt i Københavns Stift er sogne med et forholdsvist stort antal sognebåndsløsere i menighedsrådet. En afskaffelse af de parlamentariske rettigheder vil indebære en risiko for, at det ikke vil være muligt at sammensætte et fuldtalligt menighedsråd i nogle af disse sogne.

Forslaget vil nødvendiggøre en overgangsordning, hvorefter den beslutning om udøvelse af valgret/valgbarheden, som nuværende menighedsrådsmedlemmer har truffet, fortsat vil være gældende, sålænge den nuværende sognebåndsløsning består.

 

Modellen kræver, at der foretages ændring af menighedsrådsvalglovens § 5 og sognebåndsløserbekendtgørelsens § 3, stk. 2, § 6, § 9, stk. 2, § 10, § 13, stk. 2, § 14, stk. 1, § 15, stk. 2, § 16, § 17, stk. 2, og §§ 18-21.

Til toppen

6.3.1. Model 1

De nugældende regler om sognebåndsløseres parlamentariske rettigheder bevares uændret.

Til toppen

6.3. UDVALGETS OVERVEJELSER OG FORSLAG

De parlamentariske rettigheder, der knyttes til sognebåndsløsningen, har eksisteret siden vedtagelsen af den første lov om menighedsråd i 1912. Der er således tale om frihedsrettigheder, der har eksisteret i en ikke ubetydelig årrække, hvilket i sig selv kan tale for, at de parlamentariske rettigheder ikke afskaffes.

 

Det er næppe umiddelbart foreneligt med den traditionelle opfattelse af sognebåndsløsningen som et personligt forhold mellem sognebåndsløseren og sognebåndsløserpræsten med henblik på, at sognebåndsløseren kan blive betjent af en præst, der har det teologiske tilhørsforhold, som sognebåndsløseren foretrækker, at der til sognebåndsløsningen kan knyttes parlamentariske rettigheder.

 

Hertil kommer, at sognebåndsløseren fortsat er kirkeskattepligtig i sit bopælssogn, men at sognebåndsløseren ved at flytte valgretten/valgbarheden til sognebåndsløserpræstens menighedsrådskreds får indflydelse på blandt andet kirkeskatten i et sogn, hvis økonomi sognebåndsløseren ikke selv bidrager til.

 

De parlamentariske rettigheder giver endvidere anledning til en række problemer i forbindelse med menighedsrådsvalgene, idet sognebåndsløsere, der har flyttet valgretten, ikke automatisk optages på de valglister, som udskrives på baggrund af oplysningerne i cpr. Det enkelte sogns valgbestyrelse skal derfor manuelt optage og slette sognebåndsløsere af valglisten. Dette giver ved hvert menighedsrådsvalg anledning til en række praktiske problemer for valgbestyrelserne, og det kan ikke afvises, at sognebåndsløsere som følge heraf har haft mulighed for at stemme både i bopælssognet og i sognebåndsløserpræstens menighedsrådskreds.

 

Endelig kan det ikke udelukkes, at sognebåndsløserinstituttet i nogle tilfælde anvendes udelukkende for at opnå indflydelse i menighedsrådet og dermed ikke bruges i overensstemmelse med instituttets primære formål - nemlig at søge en bestemt forkyndelse.

 

Udvalget har overvejet følgende tre modeller vedrørende parlamentariske rettigheder.

Til toppen

6.2.2. PARLAMENTARISKE RETTIGHEDER

Siden vedtagelsen af lov af 10. maj 1912 om menighedsråd har sognebåndsløsere haft adgang til at vælge at udøve valgret og være valgbar til menighedsrådet enten i bopælssognet eller i en menighedsrådskreds i sognebåndsløserpræstens pastorat.

 

De gældende regler findes i menighedsrådsvalglovens § 5 samt i bekendtgørelse nr. 58 af 24. januar 1992, som ændret ved bekendtgørelse nr. 572 af 21. juni 1996, om stiftelse og ophør af sognebåndsløsning og om sognebåndsløseres optagelse på valglisten.

 

Sognebåndsløseren skal i forbindelse med sognebåndsløsningens etablering vælge, om han eller hun vil udøve valgret i den menighedsrådskreds, hvor sognebåndsløseren bor, eller i en menighedsrådskreds, hvor sognebåndsløserpræsten er ansat.
Sognebåndsløseren er kun valgbar i den menighedsrådskreds, hvor valgretten udøves, jf. menighedsrådsvalglovens § 5, stk. 1 - 2.

 

Hvis sognebåndsløseren ikke træffer beslutning om at udøve valgretten i en menighedsrådskreds i sognebåndsløserpræstens pastorat inden 8 dage efter, at sognebåndsløsningen er etableret, udøver sognebåndsløseren sin valgret i bopælssognet, jf. menighedsrådsvalglovens § 5, stk. 2, og sognebåndsløserbekendtgørelsens § 3, stk. 2, og § 6.

 

Det trufne valg er bindende, så længe sognebåndsløsningen består, jf. menighedsrådsvalglovens § 5, stk. 3.

Til toppen

6.2.1. SOGNEBÅNDSLØSNINGENS STIFTELSE OG OPHØR

Ethvert medlem af folkekirken kan ved sognebåndsløsning slutte sig til sognepræsten for en anden menighed end den, hvortil medlemmet hører, jf. medlemskabslovens § 10, stk. 1, 1. pkt.

 

Det følger af ordene i § 10 om, at sognebåndsløsning kan ske ved at "slutte sig til sognepræsten for en anden menighed", at der ikke kan løses sognebånd til midlertidige hjælpepræster, til præster, der er ansat ved stiftelser eller institutioner, eller til valgmenighedspræster. Tilsvarende kan der ikke løses sognebånd til en konstitueret præst, og denne kan heller ikke modtage sognebåndsløsere på den sognepræsts vegne, i hvis stilling han/hun er konstitueret.

 

Sognepræsten har ikke en ubetinget forpligtelse til at modtage en ansøger som sognebåndsløser, idet ansøgeren kan afvises, såfremt hensyn til ansøgeren findes at burde vige for afgørende hensyn til præsten eller dennes menighed, jf. medlemskabslovens § 10, stk. 1, 2. pkt. Præstens afslag skal være begrundet.

 

Den præst, der løses sognebånd til, påtager sig herved udførelsen af kirkelige handlinger og sjælesorg for sognebåndsløseren, og omvendt bliver den præst, fra hvem der løses sognebånd, fritaget for disse pligter, jf. medlemskabslovens § 6, stk. 1.

 

Selvom en person gennem sognebåndsløsning knyttes til en anden præst, bevarer sognebåndsløseren dog samtidig en vis tilknytning til sit bopælssogn. Sognebåndsløseren betaler således fortsat kirkeskat i sit bopælssogn, og svarer omvendt ikke kirkeskat til den menighed, som han knyttes til ved sognebåndsløsningen. Sognebåndsløseren bevarer endvidere retten til at blive begravet på kirkegården i bopælssognet, mens sognebåndsløseren ikke erhverver ret til at blive begravet på kirkegården i det sogn, hvortil han ved sognebåndsløsningen er blevet knyttet.

 

Såfremt sognebåndsløseren ikke har udnyttet adgangen til at udøve valgret og være valgbar i den menighedsrådskreds, hvor sognebåndsløserpræsten er ansat, jf. nedenfor i afsnit 6.2.2., har sognebåndsløseren fortsat valgret og er valgbar i sit bopælssogns menighedsrådskreds.

 

Sognebåndsløsning kan bringes til ophør ved sognebåndsløseren anmeldelse herom, jf. medlemskabslovens § 11, stk. 1. Der er således fri adgang for sognebåndsløseren til når som helst at opsige et sognebåndsløsningsforhold, uden at det i denne forbindelse er nødvendigt at give nogen begrundelse.

Endvidere kan sognebåndsløserpræsten skriftligt med 6 måneders varsel opsige sognebåndsløsning, såfremt der foreligger omstændigheder, som gør det urimeligt at fastholde præstens forpligtelser overfor sognebåndsløseren, jf. medlemskabslovens § 11, stk. 2, 1. - 2. pkt. Præstens opsigelse af sognebåndet skal således være begrundet i ganske særlige omstændigheder, og sognepræsten skal redegøre for disse grunde i opsigelsen.

 

Endelig ophører sognebåndsløsningen, når den præst, til hvem sognebånd er løst, forflyttes, dør eller afskediges. Sognebåndsløserne kan dog i dette tilfælde udsætte ophørstidspunktet, indtil en ny præst er ansat, jf. medlemskabslovens § 11, stk. 3.

 

Når sognebåndsløsningen ophører, vender sognebåndsløseren tilbage til den menighed, hvor han ellers - bortset fra sognebåndsløsningen - hører hjemme, hvilket normalt vil være sognemenigheden på bopælsstedet.

Til toppen

6.2. GÆLDENDE REGLER

6.1. HISTORISK OVERSIGT

Nedenstående historiske oversigt bygger for visse afsnits vedkommende på betænkning 1176/1989 (Sognebåndsløsning og kirkelig betjening af folkekirkens medlemmer).

 

Karakteristisk for den ældre kirkelige ordning herhjemme var det i Danske Lov hjemlede sognebånd, der dels medførte, at ethvert medlem af kirken skulle holde sig til sognets præst og kirke (D.L. 6 - 3 - 1), dels forbød nogen præst at befatte sig med andens kald uden med rette sognepræsts samtykke eller efter biskoppens befaling (D.L. 2 -11- 3). Sognebåndet var dels begrundet i rent administrative hensyn dels i de dagældende regler om aflønning af præster og kirkebetjente.

 

Siden vedtagelsen af lov af 4. april 1855 om løsning af sognebånd har ethvert medlem af en sognemenighed imidlertid haft ret til i det hele at slutte sig til en anden præst end sognets.
Oprindeligt var der alene tale om et forhold mellem sognebåndsløseren og vedkommende præst, men ved lov af 10. maj 1912 om menighedsråd blev der åbnet mulighed for, at sognebåndsløsere kunne lade sig opføre på valglisten i det sogne, hvortil de var knyttet gennem sognebånd.

 

Disse regler om sognebåndsløsning blev stort set videreført med lov nr. 284 af 30. juni 1922 om sognebåndsløsning og brugen af kirkerne (brugsloven af 1922). Denne lov betegnede endvidere en endelig ophævelse af det i ældre dansk ret hjemlede sognebånd, idet der ifølge lovens § 2 - og senere § 18, stk. 2, - blev givet personer, der ikke var medlemmer af menigheden, adgang til at få kirkelige handlinger udført af menighedens præst, når denne var villig til at betjene dem, uden at der hertil krævedes samtykke fra vedkommendes egen præst.

 

De nugældende bestemmelser om sognebåndsløsning findes i lov nr. 352 af 6. juni 1991, som ændret ved lov nr. 941 af 20. december 1999, om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning kapitel 4 (§§ 10 - 13) (bilag 13), i lov om valg til menighedsråd § 5, jf. lovbekendtgørelse nr. 32 af 19. januar 2000 (bilag 14) samt i bekendtgørelse nr. 58 af 24. januar 1992, som ændret ved bekendtgørelse nr. 572 af 21. juni af 1996, om stiftelse og ophør af sognebåndsløsning samt om sognebåndsløseres valgret til menighedsråd (bilag 15).

Til toppen

Kapitel 6

Sognebåndsløsning

5.2.3. SALG AF BYGNINGER TIL BRUG FOR KIRKEN ELLER KIRKEGÅRDEN

Salg af bygninger, der er i brug for kirken eller kirkegården, skal i dag godkendes af kirkeministeren, jf. økonomilovens § 21, stk. 3. Som eksempel på sådanne bygninger kan nævnes nedlagte funktionærboliger eller sognegårde.

 

Med henblik på også at decentralisere kompetencen på dette område foreslår udvalget, at provstiudvalget får kompetence til at godkende menighedsrådets beslutning om salg af bygninger til brug for kirken eller kirkegården.

 

Afhændelse skal ske ved offentligt salg i overensstemmelse med de retningslinier, der normalt gælder for salg af fast ejendom på stedet. Provstiudvalget må derfor træffe beslutning om, hvorvidt salget skal ske ved offentligt udbud, eller om ejendommen skal afhændes fx ved brug af ejendomsmægler.

 

Provenuet ved salg af bygninger, der bruges af kirken eller kirkegården, skal indbetales til stiftsøvrigheden til forvaltning som en kirken tilhørende kapital, jf. bekendtgørelse nr. 431 af 24. maj 1996 om bestyrelse af kirkernes og præsteembedernes kapitaler § 3, nr. 1.

 

Udvalgets forslag forudsætter, at økonomilovens § 21, stk. 3, og bekendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde § 13 ændres.

Til toppen

5.2.2. ERHVERVELSE OG OMBYGNING AF EKSISTERENDE BYGNINGER UDENFOR KIRKEGÅRDSDIGET

Erhvervelse eller ombygning af en eksisterende bygning udenfor kirkegårdsdiget ændrer ikke på kirkens omgivelser, og derfor er en særlig sagkyndig bistand fra kgl. bygningsinspektører og Nationalmuseet ikke åbenlyst nødvendig.

 

Udvalget foreslår derfor, at kompetencen til at godkende erhvervelse og ombygning af en eksisterende bygning udenfor kirkegårdsdiget som udgangspunkt flyttes fra stiftsøvrigheden til de lokale kirkelige myndigheder, hvilket vil sige menighedsråd og provstiudvalg i forening. I de tilfælde, hvor menighedsrådet ønsker at erhverve eller ombygge en eksisterende bygning, som er fredet, skal denne beslutning efter udvalgets opfattelse fortsat godkendes af stiftsøvrigheden.

 

I den udstrækning hvor der i forbindelse med erhvervelse eller ombygning er behov for juridisk rådgivning, vil denne kunne fås hos stiftsøvrigheden.

 

Udvalgets forslag forudsætter, at økonomilovens § 21, stk. 3, og bekendtgørelsen om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde § 13 og § 15 ændres.

Til toppen

5.2.1. SAMARBEJDE MED KONSULENTER

Folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde har for hovedpartens vedkommende status af national kulturarv. Derfor har de kirkelige myndigheder i mere end 100 år benyttet særlige eksperter som konsulenter til at rådgive sig i spørgsmål, der vedrører kirker, kirkegårde og disses omgivelser.

 

Det lovmæssige grundlag for brug af konsulenter findes i § 8 i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde. Her er det i stk. 1 bestemt, at blandt andet de kgl. bygningsinspektører og Nationalmuseet yder Kirkeministeriet og stiftsøvrighederne sagkyndig bistand i forhold, der vedrører kirker og kirkegårde. I stk. 2 er der hjemmel for kirkeministeren til at udpege særlige konsulenter i spørgsmål om varmeanlæg, orgler, klokker og andre forhold, hvor vejledning skønnes ønskelig, hvilket fx er sket ved udpegning af kirkegårdskonsulenter.

 

De kgl. bygningsinspektører og Nationalmuseet er centrale statsrådgivere også i ikke-kirkelige sager, og de henhører under henholdsvis By- og Boligministeriet og Kulturministeriet. Efter § 8, stk. 1, er de forpligtet til at yde konsulentbistand til ministeriet og stiftsøvrighederne i alle forhold, der vedrører kirker og kirkegårde. Det ligger forudsætningsvis til grund for bestemmelsen, at de skal inddrages som rådgivere i spørgsmål om kirker og kirkegårde, idet de gennem deres særlige ekspertise i henholdsvis arkitektoniske og kulturhistoriske spørgsmål varetager samfundsmæssige interesser i henseende til at sikre, at der ikke sker forringelse af de kulturværdier, der er knyttet til kirkebygninger og kirkegårde.

 

Brugen af konsulenter opfattes af nogle menighedsråd som et bureaukratisk og forsinkende element i sagsbehandlingen.
Kritikken fra disse menighedsråd af konsulenterne går ofte på, at de ikke er til at få i tale, og at de i øvrigt bestemmer for meget.

 

For så vidt angår det sidste udsagn skal det understreges, at konsulenterne ikke har selvstændig kompetence til at bestemme i de sager, som de udtaler sig om. Konsulenternes funktion er alene at yde rådgivning for den myndighed, der træffer afgørelsen. Men det ligger i sagens natur, at en sagkyndig vurdering må og skal tillægges en betydelig vægt, når fx en stiftsøvrighed træffer afgørelse vedrørende et kirke- eller kirkegårdsprojekt, som et menighedsråd ønsker godkendt.

Udvalget skal i denne forbindelse særligt fremhæve den rapport med titlen "Folkekirkens konsulentordning - Rapport fra en konference", der er udgivet af Kirkeministeriet og udsendt til blandt andet alle menighedsråd i begyndelsen af juni 2000. Efter udvalgets opfattelse er rapporten et vægtigt bidrag i henseende til dels at belyse de særlige problemstillinger, der er i forholdet mellem menighedsråd og konsulenter, dels at styrke dialogen mellem de to parter.

 

Udvalget skal i øvrigt pege på begrebet god forvaltningsskik. Dette forudsætter, at et menighedsråd høres om de fakta, der danner grundlag for en stiftsøvrigheds afgørelse om helt eller delvist afslag på en menighedsrådsansøgning, ligesom det naturligvis forudsættes, at stiftsøvrighedens afgørelse begrundes.

 

Når konsulenterne inddrages som rådgivere i disse sager, er det derfor et krav til god forvaltningsskik, at menighedsrådet bliver gjort bekendt med konsulenternes eventuelle indvendinger mod et projekt, før stiftsøvrigheden træffer sin afgørelse. Dette kan betyde, at der går lidt ekstra tid med sagsbehandlingen, men dette opvejes af, at menighedsrådet ved høringen får mulighed for at imødegå konsulenternes indvendinger mod projektet.

Til toppen

5.2 UDVALGETS OVERVEJELSER OG FORSLAG

Opførelse af en ny bygning på kirkegården eller i nærheden af kirken betyder en ændring af kirkens omgivelser. Da den nye bygning således skal indgå i et samspil med kirkebygningen, stilles der særlige krav til en sådan bygnings udformning. Det kræver særlig sagkyndig konsulentbistand at vurdere disse forhold, og denne bistand yder Nationalmuseet og de kgl. bygningsinspektører til stiftsøvrighederne efter § 8 i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, jf. nedenfor.

 

Udvalget mener derfor, at opførelse af nye bygninger til brug for kirken eller kirkegården samt også nedrivning af sådanne bygninger fortsat skal godkendes af stiftsøvrigheden.

 

Da samme hensyn gør sig gældende vedrørende ombygning af bygninger, som ligger indenfor kirkegårdsdiget, mener udvalget, at menighedsrådets beslutning om ombygning af disse bygninger fortsat skal godkendes af stiftsøvrigheden.

 

Tilsvarende mener udvalget, at det også fortsat skal være stiftsøvrigheden, der skal godkende erhvervelse af arealer samt anlæggelse, udvidelse og nedlæggelse af kirkegårde og parkeringspladser til brug for kirken eller kirkegården.

Til toppen

5.1.3. 1992-LOVEN OM FOLKEKIRKENS KIRKEBYGNINGER OG KIRKEGÅRDE

1986-loven blev ændret ved lov nr. 287 af 29. april 1992, jf. lovbekendtgørelse nr. 454 af 11. juni 1992. Der er endvidere fortaget mindre tekniske ændringer af loven ved henholdsvis lov nr. 433 af 1. juni 1994 og lov nr. 391 af 22. maj 1996 (bilag 11).

 

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget i 1992 blev det blandt andet anført:

 

"Det foreliggende forslag til ændring af lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde skal ses som et led i Kirkeministeriets fortsatte bestræbelser for gennem regelforenkling og decentralisering af beslutningsprocesserne at tilvejebringe kortere og mere klare beslutningsveje for menighedsrådene ved varetagelsen af deres opgaver som kirke- og kirkegårdsbestyrelser.

 

Ændringer vedrører først og fremmest lovens kapitel II om kirkebygninger og kapitel III om kirkegårde.

Kirkeministerens godkendelseskompetence i henhold til loven foreslås nu indskrænket til kun at omfatte opførelse og nedbrydning af kirker, jf. forslagets § 1, nr. 1.

 

Nogle af de beføjelser, der ifølge loven udøves af kirkeministeren foreslås overført til stiftsøvrighederne. Dette gælder fx udvidelse, ombygning eller ændring af kirkebygninger, jf. forslagets § 1, nr. 2. Med hensyn til andre dele af det nuværende ministerielle kompetenceområde foreslås det at bemyndige kirkeministeren til at fastsætte nærmere regler fx om anlæggelse af nye kirkegårde og nedlæggelse af kirkegårde, jf. forslagets § 1, nr.6.

 

Som en yderligere decentraliseringsforanstaltning foreslås stiftsøvrighedernes kompetence til at godkende kirkegårdsvedtægter overført til provstiudvalgene, jf. forslagets § 1, nr. 8.".

 

Lovforslaget blev vedtaget uden ændringer.

Ifølge § 9, stk. 2, i 1992-loven fastsætter kirkeministeren regler om anlæggelse, udvidelse, nedlæggelse, indhegning, indretning, beplantning og vedligeholdelse af kirkegårde samt om opførelse, ombygning, nedrivning og istandsættelse af bygninger til brug for kirken eller kirkegården.

 

I medfør af 1992-lovens § 9, stk. 2, har ministeriet i bekendtgørelse nr. 527 af 19. juni 1992, som ændret ved bekendtgørelse nr. 123 af 18. marts 1998, om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde (bilag 12) gennemført en række kompetenceændringer med den virkning, at Kirkeministeriet ikke mere skal godkende anlæggelse af kirkegårde, større udvidelser af kirkegårde eller opførelse af konfirmandstuebygninger og sognegårde.

 

Kompetenceændringen betyder, at stiftsøvrigheden skal godkende:

  • Erhvervelse af arealer og bygninger til brug for kirken eller

    kirkegården (1992-bekendtgørelsens § 13). Det vil fx sige køb af

    arealer til anlæggelse eller udvidelse af kirkegårde og køb af

    bygninger, som tænkes anvendt til sognegårde, graverfaciliteter,

    menighedshuse o.lign.

  • Anlæggelse, udvidelse og nedlæggelse af kirkegårde og

    parkeringspladser til brug for kirken eller kirkegården (1992-bekendtgørelsens

    § 14).

  • Opførelse, ombygning og nedrivning af bygninger til brug for

    kirken eller kirkegården (1992-bekendtgørelsens § 15, stk. 1).

Provstiudvalget skal godkende ændring og regulering af kirkegårdens indretning, fjernelse af træer på kirkegården samt dræning af kirkegården (1992-bekendtgørelsens § 19).


Menighedsrådet træffer bestemmelse om istandsættelse af bygninger til brug for kirken eller kirkegården, jf. 1992-bekendtgørelsens § 15, stk. 2.

Til toppen

5.1.2. 1986-LOVEN OM FOLKEKIRKENS KIRKEBYGNINGER OG KIRKEGÅRDE

Denne decentralisering inden for Kirkeministeriets sagsområde blev indarbejdet og videreført med lov nr. 268 af 22. maj 1986 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde.

 

Ifølge 1986-loven skulle Kirkeministeriet - fortsat - godkende anlæggelse af nye kirkegårde og kirkegårdsudvidelser, jf. 1986-lovens § 11, stk. 1.

 

Kirkeministeren kunne dog bestemme, at mindre kirkegårdsudvidelser ikke skulle godkendes af ministeren, jf. 1986-lovens § 11, stk. 2.

 

Regler om kirkegårdes indhegning, indretning, beplantning, vedligeholdelse og udvidelse samt om opførelse af bygninger til brug for kirken eller kirkegården skulle fastsættes af kirkeministeren, jf. 1986-lovens § 11, stk. 3.

 

Disse regler blev fastsat med Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 389 af 20. juni 1986 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde. I overensstemmelse med 1986-loven fastslår bekendtgørelsen i § 15, stk. 1, at Kirkeministeriet skulle godkende forslag til placering og anlæggelse af nye kirkegårde og til større udvidelser af bestående kirkegårde.

 

Kirkeministeriet skulle yderligere godkende forslag til opførelse af blandt andet konfirmandstuebygninger og sognegårde, jf. 1986-bekendtgørelsens § 18, stk. 2.

 

Stiftsøvrigheden skulle ifølge 1986-bekendtgørelsen godkende:

  •  

    forslag til mindre kirkegårdsudvidelse, jf. 1986-bekendtgørelsens

    § 15, stk. 2,

     

  •  

    forslag til opførelse, ombygning, istandsættelse og nedrivning

    af bygninger til brug for kirken eller kirkegården, jf.

    1986-bekendtgørelsens § 18, stk.1.

     

Til toppen

5.1.1. DECENTRALISERINGEN I 1970

I 1970 blev der med lov nr. 260 af 4. juni 1970 om ændring af den kirkelige lovgivning som følge af ændringerne i landets kommunale inddeling givet hjemmel for decentralisering af dele af Kirkeministeriets sagsområde.

 

Med brev af 12. august 1970 blev landets stiftsøvrigheder bemyndiget til at træffe afgørelse i en række sager om blandt andet kirker og kirkegårde, hvor afgørelsen hidtil var blevet truffet af Kirkeministeriet. Det drejede sig blandt andet om:

  •  

    erhvervelse af ejendomme - bebyggede såvel som ubebyggede -

    til sikring af kirkers og kirkegårdes omgivelser,

     

  •  

    mindre udvidelser af kirkegårde og indretninger af

    parkeringspladser,

     

  •  

    udførelse af arbejder vedrørende kirkegårde, fx udførelse,

    fornyelse og istandsættelse af indhegning og indgangspartier, og

     

  •  

    opførelse, ombygning og istandsættelse af de for kirkegårdenes

    drift fornød- ne bygninger samt nedrivning af sådanne bygninger.

     

Til toppen

5.1. KOMPETENCEÆNDRINGER SIDEN 1970

Kapitel 5

Ejendomme til brug for kirke og kirkegård

4.2.6. KLAGEBESTEMMELSER

Udvalget skal foreslå, at både tjenestemanden og menighedsrådet får mulighed for at påklage provstiudvalgets afgørelse om tjenesteboligen til stiftsøvrigheden. Stiftsøvrighedens afgørelse vil ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

I de tilfælde, hvor stiftsøvrigheden træffer afgørelse i 1. instans, vil denne afgørelse, ligesom i dag kunne indbringes for Kirkeministeriet.

 

Ved siden af disse regler om administrativ rekurs vil Den danske Præsteforening naturligvis have mulighed for at gøre sin forhandlingsret gældende overfor Kirkeministeriet, hvis foreningen finder, at administrationen af tjenesteboligområdet ikke er tilfredsstillende.

 

Udvalgets forslag forudsætter, at tjenesteboligcirkulærets § 31 ændres.

Til toppen

4.2.5. BETALING FOR VARME OG EL

Hvis menighedsrådet har overtaget forpligtelsen til at sørge for boligens opvarmning, skal præsten betale et af stiftsøvrigheden fastsat bidrag til opvarmningen, jf. tjenesteboligcirkulærets § 25, stk. 3. Præstens opvarmningsbidrag indeholdes i lønnen således, at stiftsøvrigheden afregner til kirkekassen eller præstegårdskassen, jf. tjenesteboligcirkulærets § 25, stk. 5.

 

Hvis menighedsrådet har overtaget forpligtelsen til at sørge for boligens opvarmning, har dette den konsekvens, at menighedsrådet også overtager forpligtelsen til at sørge for el- og gasforsynningen. Præsten betaler for forbrug af el og gas efter den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Tjenestemændenes Centralorganisationer om betaling for naturalydelser, jf. tjenesteboligcirkulærets § 25, stk. 4, og afregningen foretages direkte til kirkekassen.

 

Det forekommer ikke hensigtsmæssigt, at udgifter til opvarmning, el og gas afregnes på forskellige måde, og udvalget skal derfor anbefale, at tjenesteboligcirkulærets § 25, stk. 5, ændres således, at der også foretages lønindeholdelse for betalingen for el og gas, og at stiftsøvrigheden afregner de indeholdte betalinger til kirkekassen eller præstegårdskassen.

Til toppen

4.2.4. REGLER OM TJENESTEBOLIGENS OG KONFIRMANDLOKALETS STØRRELSE

I relation til spørgsmålet om indretningen af tjenesteboligen skal udvalget foreslå, at de nugældende regler vedrørende maksimum for tjenesteboligens størrelse gøres vejledende, og at der for boligarealets vedkommende eventuelt fastsættes minimumsregler.

 

Reglerne om, at et konfirmandlokale incl. garderobe, toiletter m.v., der opføres i forbindelse med præsteboligen, ikke må være større end 95 m2, kan betyde, at lokalet reelt ikke kan anvendes til den øvrige mødeaktivitet, som ellers med fordel kunne henlægges til dette lokale. Menighedsrådet kan derfor opleve, at det - ved siden af konfirmandlokalet - er nødvendigt at have adgang til lokaler andre steder i sognet til brug ved den øvrige mødeaktivitet.

 

Udvalget skal i denne forbindelse bemærke, at den nuværende praksis vedrørende råderetten over en konfirmandstue er således, at konfirmandstuen er undergivet præstens råderet, hvis konfirmandlokalet er mindre end 95 m2, mens menighedsrådet har rådigheden over lokalet, hvis det er større end 95 m2. Udvalget finder ikke, at der skal foretages ændringer i denne praksis, men at der bør foretages en præcisering af denne. Ved denne præcisering bør det understreges, at konfirmandlokaler, der ligger sammen med boligen, ved om- og tilbygning samt ved nybyggeri af hensyn til præsten og dennes familie ikke bør blive større end 95 m2.

 

Den af udvalget foreslåede ændring forudsætter, at der foretages ændring af tjenesteboligcirkulærets § 3.

Til toppen

4.2.3. PRÆSTENS UDTALERET

Udvalgets flertal finder ikke, at reglerne om præstens udtaleret, jf. tjenesteboligcirkulærets § 6, bør ændres.

 

Et mindretal bestående af Den danske Præsteforenings repræsentant i udvalget finder, at reglerne om præstens udtaleret skal ændres således, at der i vakanceperioder efter udpegning gennem centralorganisationen tillægges en repræsentant for en kommende bruger udtaleret.

Til toppen

4.2.2. BISTAND FRA KONSULENT

Vedrørende brug af konsulenter skal udvalget anbefale, at de nugældende regler ændres således, at provstiudvalget, når der er tale om almindelige parcelhuse, har mulighed for at søge bistand dels hos provstiudvalgets bygningskyndige dels hos den stedlige bygningskonsulent for præstegårde.

 

Når der derimod er tale om præstegårde, som er bevaringsværdige, vil det efter udvalgets opfattelse fortsat være nødvendigt, at den fornødne bygningskyndige bistand gives af den stedlige bygningskonsulent for præstegårde. Ved vurderingen af om præstegården er bevaringsværdig, må menighedsrådet og provstiudvalget henholde sig til den aktuelle lokalplan for kommunen, eller hvis der ikke er en lokalplan til den stedlige bygningskonsulent for præstegårdes vurdering.

 

Forslaget forudsætter, at tjenesteboligcirkulærets § 5 og instruks af 28. december 1989 ændres.

 

Forslaget forudsætter endvidere, at bekendtgørelse nr. 964 af 16. december 1998 om diæter m.v. til medlemmer af menighedsråd, provstiudvalg og stiftsudvalg samt til bygningskyndige deltagere i synsforretninger over kirker og præsteboliger ændres således, at provstiudvalgets bygningskyndige kan honoreres for bistanden til provstiudvalget. Honoraret vil i givet fald skulle betales af kirkekassen.

 

Honoraret til den stedlige bygningskonsulent for præstegårde vil fortsat blive finansieret af fællesfonden.

Til toppen

4.2.1. KØB, SALG, LEJE, OPFØRELSE, OMBYGNING, NEDRIVNING AF TJENESTEBOLIGER

Menighedsråd og provstiudvalg i forening har kompetencen til at træffe beslutning omkring ligningsområdets økonomi og i denne forbindelse foretage en samlet vurdering af ligningsområdets økonomiske forhold. På denne baggrund har det været udgangspunktet for udvalgets overvejelser, at kompetencen i relation til erhvervelse m.v. af tjenesteboliger bør ligge hos de lokale kirkelige myndigheder, hvilket vil sige menighedsråd og provstiudvalg i forening.

 

Udvalget foreslår derfor, at menighedsrådets beslutning om køb, salg, leje, opførelse, ombygning eller nedrivning af tjenestebolig alene skal godkendes af provstiudvalget. I de forholdsvis få tilfælde, hvor der er tale om fredede præstegårde, er det dog efter udvalgets opfattelse fortsat nødvendigt, at menighedsrådets beslutning om salg og ombygninger godkendes af stiftsøvrigheden.

 

Tjenesteboligpligten i medfør af ansættelseslovens § 18 berøres ikke af dette forslag, idet forslaget alene betyder, at kompetencen til at træffe beslutning om de fysiske rammer for tjenesteboligen flyttes ned i det kirkelige hierarki. Der vil derfor fortsat som hovedregel være knyttet tjenestebolig med boligpligt til sognepræstestillinger, jf. afsnit 4.1.1.

 

Udvalget skal endvidere foreslå, at afhændelse af tjenesteboliger sker ved offentligt salg i overensstemmelse med de retningslinier, der normalt finder anvendelse for salg af fast ejendom det pågældende sted. Provstiudvalget må derfor træffe beslutning om, hvorvidt salget skal ske ved offentligt udbud, eller om tjenesteboligen skal afhændes fx ved brug af ejendomsmægler.

 

Det skal understreges, at provstiudvalget kan have behov for juridisk rådgivning, og at denne rådgivning i givet fald vil kunne fås ved henvendelse til stiftsøvrigheden.

 

Udvalgets forslag indebærer, at der skal foretages ændring af tjenesteboligcirkulærets §§ 2-7 og § 17.

Til toppen

4.2. UDVALGETS FORSLAG
4.1.2. NUVÆRENDE PRAKSIS

Bestemmelserne vedrørende erhvervelse og salg m.v. findes i tjenesteboligcirkulærets §§ 2-8.

 

I § 3 fastsættes en række forskrifter, som skal iagttages ved opførelse af ny tjenestebolig, herunder at boligens bruttoetageareal alt inkl. ikke må overstige 185 m2, og at konfirmandstuen i intet tilfælde må overstige 95 m2. Stiftsøvrigheden er bemyndiget til at godkende fravigelser i omkostningsniveau samt i tilfælde af køb eller leje af ejendom også i de angivne størrelsesnormer.

 

I § 4 fastslås det detaljeret, at salg af tjenestebolig skal ske efter offentligt udbud på en række betingelser, herunder at ejendommen averteres til salg i både lokal og landsdækkende dagspresse, og at stiftsøvrighedens godkendelse forudsættes for endeligt salg.

 

I § 5 findes en bestemmelse om, at menighedsrådet kan anmode den stedlige bygningskonsulent om bistand.

 

§ 6 indeholder regler om præstens udtaleret.

 

§ 7 indeholder bestemmelser om stiftsøvrighedens godkendelse af menighedsrådets beslutninger om køb, leje, opførelse, ombygning, nedrivning eller salg af tjenesteboliger.

Endelig indeholder § 8 bestemmelser om indbetaling til stiftsmidlerne af eventuelt salgsprovenue.

 

Disse regler er i alt væsentligt en videreførelse af de før tjenesteboligcirkulæret bestående regler, idet maksimumsgrænserne i § 3 dog er blevet til i forbindelse med tjenesteboligcirkulæret.

 

For hovedparten af de approbationer, som meddeles af stiftsøvrigheden, er der tale om områder, hvor provstiudvalget i forvejen er detaljeret indblandet efter sagernes natur. Endvidere er udbudsreglerne særdeles vidtgående i deres detaljering og fraviges erfaringsmæssigt ofte i praksis.

Til toppen

4.1.1. INDSNÆVRING AF OMRÅDET FOR REGELFORENKLING

De nuværende regler om tjenesteboliger under Kirkeministeriets område vedrører alene tjenesteboliger for præster. Enkelte tjenesteboliger for kirkefunktionærer er opretholdt i den nuværende beboers embedsperiode eller efter ganske ekstraordinære ordninger, men generelt er der ikke mulighed for at knytte tjenestebolig til stillinger som kirkefunktionær.
Sådanne boliger kan eventuelt stilles til rådighed for kirkefunktionærer på lejeboligvilkår.

 

Reglerne vedrørende præsteboliger findes i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. § 18, hvori det fastslås: "Til stillinger som sognepræst knyttes tjenestebolig. Kirkeministeren kan dog undtage herfra." (bilag 8).

 

Endvidere er reglerne om tjenesteboliger for præster detaljeret fastsat i cirkulære om tjenestebolig for folkekirkens præster af 20. marts 1989 med senere ændringer og i cirkulæreskrivelse af samme dato (bilag 9 og 10).

 

Reglerne kan groft opdeles i 3 kategorier.

 

Den første kategori vedrører reglerne om tilknytning af tjenesteboligpligt til en præstestilling. Den førnævnte bestemmelse i ansættelsesloven praktiseres sådan, at der i udgangspunktet knyttes tjenestebolig til stillinger som sognepræst, men i det omfang menighedsråd, provst og biskop indstiller, at en stilling opslås uden boligpligt, imødekommes dette.

 

I denne forbindelse skal udvalget opfordre til, at de lokale parter nøje overvejer, hvorvidt der er grundlag for at knytte tjenestebolig til en ledig præstestilling, hvor en eller flere præster i forvejen bor i sognet.

 

For så vidt angår dispensation fra tjenesteboligpligten for allerede ansatte præster, er praksis derimod stram. Dette hænger sammen med, at menighedsråd, provst og biskop ved opslaget af stillingen har forudsat, at der skulle knyttes tjenestebolig til denne, og dermed markeret, at sognepræsten forudsættes at bo i sognet. Der gives i dag alene dispensation i tilfælde, hvor præsten har indtil 6 måneder til fratrædelse på grund af alder eller sygdom, og i tilfælde hvor samgifte præster i forvejen bebor en tjenestebolig, og afstanden til denne er mindre end ca. 30 km. fra det andet embede, og endelig i ganske særlige tilfælde af sociale eller helbredsmæssige grunde.

Stiftsøvrigheden er i dag bemyndiget efter cirkulæreskrivelsen om tjenesteboliger til at dispensere fra boligpligten i tilfælde af indtil 6 måneder til afsked.

 

Disse regler er grundpillerne i den hidtil fra alle kirkelige sider forudsatte tjenesteboligpligt, som anses for nødvendig for at opretholde kravet om, at præsten som hovedregel bor i sit sogn, og det er vanskeligt at forestille sig, at administrationen på dette område kan decentraliseres eller forenkles væsentligt.

 

Den anden kategori af regler vedrører præstens brug af tjenestebolig og de dermed tilknyttede rettigheder og pligter i form af betaling af boligbidrag, varme m.v.

Disse regler er i hovedsagen baseret på aftaler mellem Finansministeriet og centralorganisationerne i henhold til tjenestemandsloven og har i øvrigt tæt sammenhæng til skattelovgivningen (frynsegodebeskatning m.v.). Da endvidere reglerne - måske bortset fra bestemmelserne om boligvurdering - ikke skønnes at være administrativt byrdefulde, og da vanskelighederne ved at lave dem om næppe vil stå mål med eventuelt indhøstede gevinster, har udvalget koncentreret sit arbejde om den tredje kategori af regler.

 

Disse regler vedrører erhvervelse, nyopførelse, leje eller salg af tjenesteboliger og omfatter dels en række krav om stiftsøvrighedens godkendelse dels en række maksimums- og procedurekrav vedrørende bygningens beskaffenhed. Endvidere er der i tjenesteboligcirkulæret detaljerede anvisninger om fremgangsmåden ved salg af en præstebolig.

4.1. GÆLDENDE REGLER

Kapitel 4

Tjenesteboliger

3.7.3. UDVALGETS INDSTILLING

Mulighederne for skovrejsning er som nævnt ovenfor begrænset af en række regler, som ligger udenfor Kirkeministeriets ressortområde, og udvalget skal derfor blot pege på muligheden for, at menighedsrådene indenfor den nugældende lovgivning overvejer, om det kan være hensigtsmæssigt at omlægge en traditionel landbrugsmæssig drift til skovbrug.

Til toppen

3.7.2.2. STRUKTURDIREKTORATETS OPGAVER

Strukturdirektoratet varetager sammen med jordbrugskommissionerne de jordbrugsmæssige interesser i relation til den fysiske planlægning. Struktur- direktoratet inddrages derfor altid bl.a. ved revision af regionplaner og udarbejdelse af regionplantillæg, hvor der fastlægges ændrede retningslinier for skovrejsning og sker revurdering af de hidtil udpegede skovrejsningsområder og projekter, hvis gennemførelse forudsætter ændring af region- og/eller kommuneplan eller udarbejdelse af lokalplan.

 

Som medlem af Skov- og Naturstyrelsens rådgivende Naturforvaltningsudvalg inddrages Strukturdirektoratet herudover i vurderingen af alle projekter, der forelægges for udvalget, specielt i stillingtagen til revisioner af de prioriterede indsatsområder for skovrejsning.

Til toppen

3.7.2.1. JORDBRUGSKOMMISSIONERNES INDDRAGELSE I BEHANDLINGEN AF OFFENTLIGE SKOVREJSNINGS- PROJEKTER

Jordbrugskommissionerne inddrages - som led i kommissionernes almindelige opgavevaretagelse - i arbejdet omkring regionplanlægningen og herunder udpegning af regionplanernes skovrejsningsområder m.m, jf. §§ 1 og 5 i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris bekendtgørelse nr. 625 af 26. juli 1999 om administration af landbrugsloven m.v.

 

Ved udarbejdelsen af konkrete skovrejsningsprojektforslag bør jordbrugskommissionen inddrages tidligt i processen med henblik på at give en samlet vurdering af, om projektet bør og kan gennemføres ud fra en konkret vurdering af de lokale jordbrugsmæssige interesser og ud fra en vurdering af, om projektets gennemførelse kræver tilladelse efter landbrugsloven.

 

Skovplantning på landbrugsejendomme betragtes som nævnt ovenfor som jordbrugsmæssig udnyttelse af en landbrugsejendom, der umiddelbart er tilladt, jf. landbrugslovens § 7 a, stk. 1.
Reglerne vedrørende harmonibehov/suppleringsjord samt anden lovgivning, specielt naturbeskyttelsesloven og vandløbsloven, indeholder dog umiddelbare forbudsbestemmelser mod skovrejsning.

Til toppen

3.7.2. LANDBRUGSLOVENS REGLER OM SKOVBRUG

Jorderne til en landbrugsejendom skal udnyttes på forsvarlig jordbrugsmæssig måde i det omfang, de er egnede hertil. Ved jordbrugsmæssig udnyttelse forstås, at jorderne anvendes til landbrug, skovbrug m.v., jf. landbrugslovens § 7a, stk. 1, 1. - 2. pkt.

 

Skovbrug er således almindelig jordbrugsdrift, som ikke kræver særlig tilladelse, ligesom skovbrug som udgangspunkt ikke er undergivet særlige restriktioner. Det er således som udgangspunkt tilladt at tilplante hele en landbrugsejendoms areal med skov, men ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan dog fastsætte særlige regler om skovplantning, herunder regler om, at der ikke må foretages skovplantning inden for områder, hvor skovplantning er uønsket i henhold til en endeligt godkendt regionplan, jf. landbrugslovens § 7a, stk. 3.

 

Det bemærkes, at skovplantning traditionelt forstås som beplantning med henblik på etablering af sluttet højskov af højstammede træer, mens dyrkning af pyntegrønt og juletræer i kort omdrift ikke anses som skovplantning.

 

I medfør af § 4, stk. 2, i landbrugsloven kan landbrugspligten ophæves på skov-arealer over 35 ha, der er pålagt fredskovspligt. Formålet med denne bestemmelse er at lette sammenlægning af skovparceller, og ophævelse af landbrugspligten betyder blandt andet, at driftslederens og eventuelt erhververens pligt efter landbrugsloven til at bebo ejendommen bortfalder. "Fjerneje" af skove over 35 ha er derved muligt. Arealgrænsen på 35 ha er fastsat for at undgå udstykning af skovarealer, der ikke er begrundet i en erhvervsmæssig, skovbrugsmæssig anvendelse, men i en anvendelse til private rekreative formål.

 

Ophævelsen af landbrugspligten, jf. landbrugslovens § 4, stk. 1, kan, såfremt jorden agtes anvendt til skov eller rekreative formål, blandt andet betinges af, at jorden tilplantes og pålægges fredskovspligt i henhold til skovloven, jf. landbrugslovens § 4, stk. 4, 2. pkt. I dette tilfælde gives der normalt kun tilladelse til, at landbrugspligten ophæves, hvis der kan etableres en driftsenhed, der kan danne basis for rationel skovdrift.

 

Det bemærkes, at skove, der tilhører staten, kommunerne eller folkekirken er fredskovspligtige, jf. skovlovens § 4, stk. 1, nr. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 959 af 2. november 1996, og at det påhviler staten, kommunerne og folkekirken at orientere miljø- og energiministeren om erhvervelse eller etablering af skov, jf. skovlovens § 4, stk. 6.

Til toppen

3.7.1.1. REGIONPLANLÆGNING FOR SKOVREJSNING

For hver amtskommune skal der foreligge en regionplan, jf. planlægningslovens § 6, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 551 af 28. juni 1999, og denne skal på grundlag af en samlet vurdering af udviklingen i amtskommunen indeholde retningslinier for beliggenhed af skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er uønsket, jf. planlægningslovens § 6, stk. 3, nr. 7.

 

Regionplanernes retningslinier giver således som udgangspunkt rammerne for de offentlige skovrejsningsinitiativer.

 

Gennem "Den statslige udmelding til Regionplanrevision 2001" er der stillet krav om, at amterne som led i det kommende arbejde skal revurdere regionplanernes retningslinier for skovrejsning med henblik på at fremme regeringens ovennævnte hovedformål med de kommende års skovrejsningsinitiativer samt forbedre spredningsmuligheder for planter og dyr.

Til toppen

3.7.1. OFFENTLIG SKOVREJSNING

Ved offentlige skovrejsningsprojekter forstås projekter, der gennemføres enten som statslig skovrejsning eller som lokal skovrejsning ved kommuner, amtskommuner, menighedsråd eller sammenslutninger af disse myndigheder, herunder i selskaber med væsentlige kommunale interesser som f.eks. de kommunale vandværker.

 

Den hidtidige offentlige skovrejsning er hovedsageligt udført af Skov- og Naturstyrelsen som led i naturforvaltningsarbejdet.

 

Der er i de kommende år tilsigtet en øget skovrejsning i lyset af andre natur- og miljøpolitiske initiativer. Den politiske målsætning om fordobling af skovarealet over en trægeneration på 80-100 år er fra 1989 og indeholder en forudsætning om en ligelig fordeling mellem offentlig og privat skovrejsning.

 

Som led i Vandmiljøplan II (1998) og opfølgningen af bl.a. Drikkevandsudvalgets betænkning (1998) skal hensynet til sikring af grund- og drikkevandsressourcerne, de bynære friluftsinteresser og etableringen af samlede grønne netværk fremover prioriteres særligt højt og gives en øget vægt ved skovrejsning. Revision af regionplanlægningen for skovrejsning og særlig prioritering af tilskudsmidler til disse formål skal understøtte dette. (Der er eksempelvis i Vandmiljøplan II stillet krav om, at der skal afsættes øgede midler til etablering af 20.000 ha ny skov i perioden fra 1998 - 2003).

Til toppen

3.7. SKOVREJSNING

Til toppen

3.6.2. UDVALGETS INDSTILLING

Kirkeministeren har med hjemmel i økonomilovens § 21, stk. 2, mulighed for at udstede et generelt forbud mod anvendelse af kemiske midler til bekæmpelse af ukrudt og skadedyr på præstegårdsbrugene. Et sådant forbud vil imidlertid have økonomiske konsekvenser for de præsteembeder, hvis indtægter (forpagtningsafgifter) vil falde som følge af forbuddet.

 

Et generelt forbud mod brug af pesticider på jorder, der ejes af præsteembederne, vil omfatte både præstegårdsbrug, der udgør en driftsøkonomisk bæredygtig enhed, og parceller og mindre jordarealer, som bortforpagtes til samdrift med en anden landbrugsejendom. Der vil formentlig - ved et generelt forbud mod brug af pesticider - imidlertid være menighedsråd, som trods offentligt udbud ikke kan bortforpagte præstegårdsbruget, herunder parceller og mindre jordarealer.

 

Folkekirkens præstegårdsbrug drives ved bortforpagtning på tilsvarende vilkår som landets øvrige landbrug, og præstegårdsbrugene adskiller sig herved væsentligt fra de arealer, som ejes af staten, amts- og primærkommunerne.

 

Udvalget kan på denne baggrund ikke anbefale, at der indføres et generelt forbud mod brug af pesticider på præstegårdsbrugene.

 

Udvalget skal dog anbefale, at provstiudvalget i forbindelse med godkendelsen af fremtidige forpagtningsaftaler er opmærksom på, at brugen af pesticider bør begrænses mest muligt, og udvalget skal i denne forbindelse særligt pege på muligheden for, at menighedsråd og provstiudvalg søger at forpagte jorden ud til økologisk drift.

Til toppen

3.6.1. PESTICIDANVENDELSE PÅ AREALER, DER EJES, DRIVES ELLER VEDLIGEHOLDES AF OFFENTLIGE MYNDIGHEDER

Som led i finanslovsaftalen 1998 blev der mellem regeringen og SF indgået aftale om, at der inden 5 år skulle ske en principiel udfasning af det offentliges pesticidanvendelse. Ifølge aftalen skulle denne udfasning af pesticidanvendelsen omfatte staten, amtskommunerne og primærkommunerne.

 

Som en opfølgning på finanslovsaftalen 1998 indgik miljø- og energiministeren i november 1998 en aftale med de kommunale organisationer om en afvikling af pesticidanvendelsen inden 2003 på offentlige arealer. Aftalen vedrører alene arealer, der ejes, vedligeholdes eller drives af kommuner, amtskommuner eller staten.

 

Der er ikke som led i denne aftale ydet kompensation til kommuner og amtskommuner for eventuelle økonomiske tab.

 

Miljø- og energiministeren har i marts 1999 skrevet til kirkeministeren og bedt om en tilbagemelding vedrørende opfølgningen af finanslovsaftalen inden for kirkeministerens ressortområde.

 

Som nævnt omfatter finanslovsaftalen umiddelbart kun pesticidanvendelse på arealer, der ejes, vedligeholdes eller drives af staten, amtskommuner og primærkommuner, hvorimod arealer, der ejes, vedligeholdes eller drives af folkekirken, ikke er omfattet af aftalen.

Til toppen

3.6. BRUG AF PESTICIDER
3.5.5.5. UDVALGETS INDSTILLING

En indbetaling af kapitalen til forvaltning hos provstiudvalget eller det enkelte menighedsråd, vil næppe være hensigtsmæssig, da forrentningen af kapitalerne formentlig vil blive ringere, end hvis der sker en samlet stiftsvis forrentning af disse.

 

Udvalget kan derfor ikke anbefale, at kapitalerne bliver indbetalt til provstiudvalget eller menighedsrådet til forvaltning, men skal foreslå, at kapitalerne fortsat indbetales til stiftsøvrigheden til forvaltning blandt præsteembedernes kapitaler (model 1).

 

Beslutningen om at sælge præstegårdsbruget træffes af menighedsrådet, og ved denne afhændelse mister menighedsrådet en - måske beskeden - indtægtskilde.
Menighedsrådet vil imidlertid næppe kunne motiveres til at sælge præstegårdsbruget, hvis ikke salgssummen bliver forrentet til fordel for det enkelte præsteembede.

 

Udvalget skal derfor anbefale, at fremtidige præsteembedekapitaler forrentes til fordel for det enkelte præsteembede med 4 % pr. år (model 1).

 

Endelig er det udvalgets opfattelse, at kapitalen alene bør kunne frigives til vedkommende kirke- eller præstegårdskasse til brug ved arbejder eller løsning af opgaver, der vedrører kirken eller præsteembedet. At kapitalen alene bør kunne frigives til den/de kirke- eller præstegårdskasser, som har indbetalt kapitalen, hænger sammen med, at dette vil være de pågældende menighedsråds motivation til ikke straks at anvende salgssummen til - for så vidt - unødvendige aktiviteter (model 1 og 3).

 

Udvalget skal på denne baggrund anbefale, at model 1 gennemføres.

Til toppen

3.5.5.4. MODEL 4

Kapitalen anvendes til nedsættelse af den kirkelige ligning i ligningsområdet.

 

Modellen forudsætter, at der foretages ændringer af økonomilovens § 21, stk. 3, og § 23, stk. 1, samt af bekendtgørelse nr. 431 af 24. maj 1996 om bestyrelse af kirkernes og præsteembedernes kapitaler.

Til toppen

3.5.5.3 MODEL 3

Kapitalen udbetales til menighedsrådet til forvaltning, og således at kapitalen forrentes til fordel for det enkelte præsteembede.

Menighedsrådet får kompetencen til at træffe beslutning om kapitalernes anbringelse, idet det forudsættes, at kapitalerne anbringes til den bedst mulige forrentning enten i et pengeinstitut, blandt stiftsmidlerne eller i kreditforeningsobligationer, statsobligationer, statsgældsbeviser eller lignende værdipapirer.

 

Disse kapitaler skal være forsynet med påtegning om, at frigivelse af kapitalen helt eller delvist kun kan ske efter beslutning af menighedsrådet og med provstiudvalgets godkendelse. Kapitalen vil kunne frigives til vedkommende kirke- eller præstegårdskasse til brug ved udførelse af arbejder eller løsning af opgaver, der vedrører kirken eller præsteembedet.

 

Modellen forudsætter, at der foretages ændringer af økonomilovens § 21, stk. 3, og § 23, stk. 1, samt af bekendtgørelse nr. 431 af 24. maj 1996 om bestyrelse af kirkernes og præsteembedernes kapitaler.

Til toppen

3.5.5.2. MODEL 2

Kapitalen indbetales til provstiudvalget til forvaltning, og således at kapitalen forrentes til fordel for ligningsområdet.

 

Provstiudvalget får kompetencen til at træffe beslutning om kapitalernes anbringelse, idet det forudsættes, at kapitalerne anbringes til den bedst mulige forrentning enten i et pengeinstitut, blandt stiftsmidlerne eller i kreditforeningsobligationer, statsobligationer, statsgældsbeviser eller lignende værdipapirer.

Kompetencen til at træffe beslutning om udlån af kapitalformuer til kirker og præsteembeder samt om vilkårene for disse udlån henlægges til provstiudvalget.

 

Tilsvarende får provstiudvalget kompetencen til at træffe beslutning om kapitalens frigivelse til brug ved arbejder ved kirker eller præsteembeder i ligningsområdet.

 

Modellen forudsætter, at der foretages ændringer af økonomilovens § 21, stk. 3, og § 23, stk. 1, samt af bekendtgørelse nr. 431 af 24. maj 1996 om bestyrelse af kirkernes og præsteembedernes kapitaler.

Til toppen

3.5.5.1. MODEL 1

Kapitalen indbetales til stiftsøvrigheden til forvaltning blandt præsteembedernes kapitaler, men således at kapitalen forrentes med 4% pr. år til fordel for det enkelte præsteembede. Kapitalen indgår i stiftsmidlerne og kan udlånes efter de regler, der gælder i dag, jf. afsnit 3.4.

 

Provstiudvalget får kompetencen til at træffe beslutning om kapitalens frigivelse til vedkommende kirke- eller præstegårdskasse til brug ved arbejder eller løsning af opgaver, der vedrører kirken eller præsteembedet.

 

Modellen forudsætter, at der foretages ændringer af økonomilovens § 21, stk. 3, samt af bekendtgørelse nr. 431 af 24. maj 1996 om bestyrelse af kirkernes og præsteembedernes kapitaler.

Til toppen

3.5.5. KAPITALFORVALTNING VEDRØRENDE FREMTIDIGE SALGSSUMMER M.V.

Udvalget foreslår, at menighedsrådet ved salg af et præstegårdsbrug får øget mulighed for at bruge salgssummen efter eget ønske.

 

Som en følge heraf skal provstiudvalget derfor i forbindelse med godkendelsen af salget af præstegårdsbruget, jf. afsnit 3.5.3., også kunne godkende, at salgssummen straks anvendes efter menighedsrådets ønske. Såfremt salgssummen i denne situation alene skal anvendes til arbejder eller løsning af opgaver, der vedrører en enkelt kirke i et flersognspastorat, forudsættes det naturligvis, at de øvrige menighedsråd i pastoratet kan tilslutte sig denne anvendelse af salgssummen.

 

Udvalget skal i denne forbindelse understrege, at salgssummen ikke kun vil kunne anvendes ved særskilte arbejder, der vedrører kirken eller præsteembedet, men også vil kunne anvendes til andre kirkelige formål, som menighedsrådet og provstiudvalget kan blive enige om.

 

Såfremt menighedsrådet ikke i forbindelse med salget af præstegårdsbruget har ønsker om en umiddelbar anvendelse af salgssummen, vil det være nødvendigt, at der findes nogle regler om salgssummens forvaltning. Udvalget har opstillet følgende fire modeller vedrørende forvaltningen af salgssummer, der indkommer ved fremtidige salg m.v. af præstegårdsbrug, og hvor salgssummen ikke umiddelbart anvendes til andre opgaver i pastoratet.

Til toppen

3.5.4. PRÆSTEEMBEDETS KØB AF LANDBRUGSEJENDOMME

Som nævnt i afsnit 3.3.4. kan folkekirkens erhvervelse af landbrugsejendomme alene ske med kirkeministerens godkendelse, jf. landbrugslovens § 21, stk. 3.

 

I forbindelse med gennemførelsen af landbrugsloven af 1967, hvorved denne kompetenceregel blev indsat, blev såvel spørgsmålet om afhændelse af præstegårdsbrugene som spørgsmålet om supplering af disse overvejet. Der var i denne forbindelse enighed mellem Landbrugsministeriet og Kirkeministeriet om, at man med denne adgang for kirkeministeren til at meddele tilladelse til erhvervelse ikke tilsigtede nogen ændring af den forudgående praksis. På denne baggrund var sigtet med bestemmelsen ikke, at folkekirkens samlede jordbesiddelser skulle forøges, men derimod alene at give mulighed for en mere hensigtsmæssig fordeling af disse.

 

Dette synspunkt er også kommet til udtryk i ministeriets cirkulære nr. 13 af 15. januar 1968 om præstegårdenes opretholdelse som selvstændige brug m.v. afsnit 4.

 

Udvalget kan i det hele tilslutte sig betragtningen om, at præsteembedernes besiddelse af jorder, der egner sig til landbrugsmæssig drift, heller ikke i fremtiden bør forøges. Under hensyn til, at dette udgangspunkt kun kan sikres med en central godkendelsesmyndighed, finder udvalget ikke grundlag for at foreslå justeringer af kompetencefordelingen på dette punkt.

 

Samtidig skal udvalget dog anbefale, at Kirkeministeriet optager forhandlinger med Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri med henblik på en tydeliggørelse af rentable præstegårdsbrugs muligheder for at erhverve suppleringsjorder.

Til toppen

3.5.3. NEDRIVNING AF BYGNINGER SAMT SALG AF PRÆSTEGÅRDSBRUG

Under hensyn til, at menighedsråd og provstiudvalg i forening har kompetencen til at træffe beslutning omkring ligningsområdets økonomi og i denne forbindelse foretager en samlet vurdering af ligningsområdets økonomiske forhold, finder udvalget, at kompetencen til at godkende nedrivninger af bygninger til brug for præstegårdsbruget samt helt eller delvist salg af præstegårdsbrug som udgangspunkt bør flyttes fra Kirkeministeriet til provstiudvalget.

 

Forslaget vil efter udvalgets opfattelse understrege, at nedrivning af bygninger og salg af præstegårdsbrug er menighedsrådets kompetence- og ansvarsområde, ligesom det lokale kirkelige niveau vil få en øget kompetence ved, at godkendelseskompetencen flyttes til provstiudvalget. Samtidig vil forslaget medvirke til, at sagsbehandlingen bliver lettere, idet disse sager i fremtiden alene skal behandles af to myndigheder i det kirkelige system - nemlig menighedsråd og provstiudvalg.

En ændret kompetence på dette område vil nødvendiggøre en ændring af økonomilovens § 21, stk. 3.

 

Samtidig finder udvalget, at Kirkeministeriet efter forhandling med Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri skal udarbejde en vejledning med en nærmere beskrivelse af, hvilke regler i landbrugslovgivningen provstiudvalget skal være opmærksom på i forbindelse med godkendelse af menighedsrådets beslutning om nedrivning af bygninger samt helt eller delvist salg af præstegårdsbrug. Udvalget finder i denne forbindelse særligt, at Kirkeministeriet bør prøve at nå til en forståelse med Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om en mere lempelig praksis i relation til nedrivning af bygninger til brug for præsteembedet, således at disse tilladelser fx ikke betinges af, at restejendommen inden for en årrække skal afhændes til samdrift eller sammenlægning med en landbrugsejendom med beboelsesbygning.

 

Vejledningen bør også indeholde en beskrivelse af reglerne om høring af Skov- og Naturstyrelsen med henblik på vurdering af, om bygninger, der er ældre end 50 år eller karakteriseret som værende af høj bevaringsværdighed, bør fredes, jf. bekendtgørelse nr. 1125 af 17. december 1997 om orientering af Skov- og Naturstyrelsen forinden nedrivning eller salg til private af visse ikke fredede bygninger i offentligt eje (bilag 6).

Under hensyn til, at provstiudvalget ikke i dag har sekretærbistand med juridiske kvalifikationer, og til, at en sådan opnormering af provstiudvalgets administration heller ikke for øjeblikket er ønskelig, finder udvalget, at stiftsøvrigheden skal yde provstiudvalget den nødvendige juridiske rådgivning ved, at provstiudvalget har mulighed for at forelægge fx salgsdokumenter for stiftsøvrigheden til gennemsyn.

 

Udvalget skal i denne forbindelse anbefale, at der udsendes en vejledning, der beskriver, hvilke dokumenter m.v. det undervejs i sagsbehandlingen kan være relevant at sende til stiftsøvrigheden til gennemsyn.

Til toppen

3.5.2. FORPAGTNING

Ifølge vejledningen til den nuværende standardforpagtningskontrakt, som er udarbejdet af Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, bør der altid foretages offentligt udbud af forpagtningen. Offentligt udbud kan dog med provstiudvalgets godkendelse undlades, når den hidtidige forpagter, som bebor den forpagtede ejendom, ønsker at fortsætte forpagtningen, og enighed om vilkårene herfor kan opnås mellem menighedsrådet og forpagteren og godkendes af provstiudvalget efter indstilling fra præstegårdskonsulenten.

 

Som nævnt i afsnit 3.3.1.1. har provstiudvalget i forbindelse med godkendelse af forpagtningskontrakter en forpligtelse til at påse, at bortforpagtningen prismæssigt er på niveau med markedspriserne på egnen, om der er taget særlige miljømæssige og andre saglige hensyn, samt om den gældende lovgivning i øvrigt er overholdt.

 

Offentligt udbud vil efter udvalgets opfattelse sikre, at menighedsrådene opnår den korrekte forpagtningsafgift, ligesom det offentlige udbud sikrer den fornødne åbenhed omkring menighedsrådenes forvaltning af præstegårdsbrugene. På denne baggrund er det udvalgets opfattelse, at forpagtningen i fremtiden bør ske efter offentligt udbud.

 

Udvalget er opmærksom på, at det offentlige udbud kan virke bureaukratisk, når der er tale om bortforpagtning af et mindre areal, og udvalget skal derfor anbefale, at der indføres en bagatelgrænse således, at offentligt udbud med provstiudvalgets godkendelse kan undlades, når der er tale om bortforpagtning af et jordtilliggende på under (fx) 5 ha. Udvalget skal dog understrege, at provstiudvalget bør være tilbageholdende med at tillade, at offentligt udbud undlades, såfremt der er tale om et areal, som har en særlig herlighedsværdi i form af beliggenhed, eller som er særligt velegnet til lukrative formål.

 

Den i afsnit 3.2.1. nævnte undersøgelse belyser også i hvilket omfang, det nuværende forpagtningsforhold har været i offentligt udbud. I alt var der 728 spørgeskemaer, der indeholdt svar på spørgsmålet om udbud af forpagtningsforholdet.

 

Af tabel 4 fremgår det således, at der er 377 forpagtninger, hvor der inden det nuværende forpagtningsforhold har været afholdt offentligt udbud. Den gennemsnitlige forpagtningsafgift pr. ha. for disse er 2.435 kr.

 

Det fremgår endvidere af tabel 4, at der for 351 forpagtninger ikke har været afholdt offentligt udbud forud for det nuværende forpagtningsforhold. Den gennemsnitlige forpagtningsafgift pr. ha. er for disse 2.069 kr.

 

Tabellen illustrerer endvidere den gennemsnitlige forpagtningsafgift pr. ha., når der henholdsvis har været og ikke har været offentligt udbud fordelt på intervallerne 1 - 5 ha., 5 - 10 ha. o.s.v.

Til toppen

3.5.1. UDVALGETS GENERELLE UDGANGSPUNKT

Den lange historiske tradition med præstegårdsbrug værdsættes i mange sogne. Hertil kommer, at præstegårdsbrugene ved bortforpagtning kan give et ikke ubetydeligt nettoudbytte til præsteembedet, hvilket navnligt vil være tilfældet, hvor jorderne bortforpagtes til samdrift med en anden landbrugsejendom, idet præsteembedet derved undgår de ofte betydelige udgifter, som er forbundet med avlsbygningernes løbende drift og vedligeholdelse.

 

Samtidig er mange præstegårdsbrug beliggende i økonomisk betrængte ligningsområder, hvilket betyder, at udbyttet fra præstegårdsbruget kan være et godt tilskud til en ofte stram kirkelig ligning.

 

Endvidere er præstegårdsjorderne ofte beliggende umiddelbart omkring kirkerne/kirkegårdene, hvilket kan begrunde et ønske om at bevare de pågældende jorder for folkekirken, idet menighedsrådet derved kan bestemme udnyttelsen af dem og således sikre kirkens omgivelser mod en udnyttelse, som ville være uhensigtsmæssig set fra kirkens side.

 

På denne baggrund er det udvalgets opfattelse, at der også i fremtiden bør være mulighed for, at præstegårdsbrugene kan bevares i folkekirken.

Til toppen

3.5. UDVALGETS FORSLAG VEDRØRENDE ADMINISTRATION AF PRÆSTEGÅRDSBRUGENE
3.4. KAPITALFORVALTNINGEN

Udgifter vedrørende præstegårdsbruget afholdes af kirke- eller præstegårdskassen, jf. økonomilovens § 2, stk. 1, nr. 4, ligesom leje- og driftsindtægter indgår i kirke- eller præstegårdskassen, jf. økonomilovens § 3, stk. 2. Kirke- eller præstegårdskassen bestyres af menighedsrådet /menighedsrådene.

 

Stiftsøvrigheden bestyrer kirkernes og præsteembedernes øvrige kapitaler efter bestemmelser fastsat af kirkeministeren, jf. økonomilovens § 23, stk. 1.

 

Med hjemmel i denne bestemmelse samt økonomilovens § 21, stk. 3, har kirkeministeren med bekendtgørelse nr. 431 af 24. maj 1996 om bestyrelse af kirkernes og præsteembedernes kapitaler (bilag 7) fastsat, at:

  •  

    Provenuet, der fremkommer ved salg eller anden afhændelse af

    rettigheder over præsteembedernes faste ejendomme, skal

    indbetales til præsteembeder nes kapitaler.

     

  •  

    Stiftsøvrigheden kan tillade, at salgs- og erstatningssummer vedrørende

    rettigheder over præsteembedernes faste ejendomme udbetales til

    vedkom mende kirkekasse i forbindelse med vedkommende præsteembedes

    erhver velse eller istandsættelse af anden fast ejendom.

     

  •  

    Stiftsøvrigheden kan tillade udbetaling af kapital til

    vedkommende kirkekasse til dækning af andre udgifter, som har

    relation til indbetalingen af salgs- eller erstatningssummen.

     

  •  

    Kapitalformuer kan udlånes til kirker og præsteembeder på lånevilkår,

    der fastsættes af stiftsøvrigheden, idet udlånet dog skal

    forrentes med 4% p.a.

     

Det er i samme bekendtgørelse fastsat, at:

  •  

    Kirkeministeriet kan tillade udbetaling af kapitalbeløb til andre

    formål.

     

  •  

    Kapitalformuer kan udlånes til andre formål på vilkår, som til

    enhver tid er fastsat af Kirkeministeriet.

     

Til toppen

3.3.4. PRÆSTEEMBEDETS KØB AF LANDBRUGSEJENDOMME

Køb af fast ejendom kan alene ske efter beslutning af menighedsrådet og med godkendelse af kirkeministeren, jf. økonomilovens § 21, stk. 3. Menighedsrådets ansøgning skal indsendes ad tjenestevejen til Kirkeministeriet, og ansøgningen skal være bilagt en udtalelse fra præstegårdskonsulenten. I henhold til landbrugslovens § 21, stk. 3, meddeles tilladelser til folkekirkens erhvervelse af landbrugsejendomme af kirkeministeren.

 

Det er ikke med denne bestemmelse tilsigtet at åbne mulighed for en forøgelse af folkekirkens samlede jordbesiddelser, men alene at søge disse besiddelser samlet på færre landbrugsejendomme af en sådan størrelse og beskaffenhed, at de også på længere sigt vil kunne opretholdes som selvstændigt drevne og rentable landbrug, jf. cirkulære nr. 13 af 15. januar 1968 om præstegårdenes opretholdelse som selvstændige brug m.v. afsnit 4.

 

Det fremgår endvidere af cirkulæret, at der mellem Landbrugsministeriet og Kirkeministeriet var enighed om, at det bør tilstræbes, at der sker afhændelse af jorder, når der er et naturligt behov for, at jorderne inddrages til samfundsmæssige formål eller indgår i en hensigtsmæssig byudvikling i det omfang, denne inddragelse sker i overensstemmelse med godkendt planlægning.

 

Under forudsætning af, at der fortsat i et rimeligt omfang sker afhændelse af præstegårdsjorder, vil Kirkeministeriet dog kunne godkende en tilsvarende supplering af egnede præstegårdsbrug med tillægsjorder.

 

Ifølge Kirkeministeriets praksis kan der normalt kun forventes tilladelse til præsteembedets erhvervelse af landbrugsjord med henblik på supplering af præstegårdsbrug, som også inden suppleringen skønnes at udgøre en bæredygtig, opretholdelsesegnet driftsenhed. Det vil normalt være en betingelse, at de jorder, hvormed præstegårdsbruget skal suppleres, ligger hensigtsmæssigt for en samlet drift, og at det supplerede præstegårdsbrugs areal efter suppleringen ikke overstiger 75 ha.

 

Supplering af et præstegårdsbrug vil derimod ikke kunne forventes godkendt, hvis suppleringen forudsætter nedlæggelse af en bæredygtig landbrugsejendom eller nedbringelse af den til en størrelse, hvor den ikke længere skønnes at udgøre en bæredygtig driftsenhed.

 

Tilsvarende vil hensynet til omkringliggende landbrugsejendommes suppleringsbehov og ønsker med hensyn til fortrinsstilling indgå med en betydelig vægt ved vurderingen af sagen.

 

Det bemærkes, at ansøgningen sendes til udtalelse hos Strukturdirektoratet med henblik på en vurdering af, om supplering bør finde sted. Præsteembedets erhvervelse forudsætter, at den lokale Jordbrugskommission godkender, at arealet fritages for landbrugspligten og sammenlægges med præstegårdsbruget.

 

Såfremt Kirkeministeriet kan tillade købet, godkendes dette, og samtidig bemyndiges den stedlige stiftsøvrighed til at godkende de nærmere vilkår for købet samt til at underskrive de nødvendige dokumenter m.v. i forbindelse med købet.

Til toppen

3.3.3.2. ARBEJDSGANGEN VED SALG

Salg af præstegårdsbrug kan alene ske efter menighedsrådets beslutning og med kirkeministerens godkendelse, jf. økonomilovens § 21, stk. 3.

 

Herfra er dog gjort den undtagelse, at stiftsøvrigheden generelt er bemyndiget til at godkende præsteembeders salg af fast ejendom, når der er tale om afståelse af mindre arealer som led i skelforandringer, vejanlæg, vejforlægninger, anlæg af parkeringspladser, etablering af elforsyning, kloakering og fjernvarmeforsyning, jf. ministeriets skrivelse nr. 159 af 12. august 1970 til stiftsøvrighederne om decentralisering af sagsområder, afsnit V, punkt 2 samt cirkulære af 22. december 1986 om salg af fast ejendom under menighedsrådenes bestyrelse punkt 1.

 

Menighedsrådet skal i denne forbindelse være særligt opmærksom på følgende:

 

Hvis der på ejendommen, der ønskes solgt, er bygninger, som er ældre end 50 år, eller som er karakteriseret som værende af høj bevaringsværdighed, skal Skov- og Naturstyrelsen tage stilling til, om bygningen bør fredes, jf. bekendtgørelse nr. 1125 af 17. december 1997 om orientering af Skov- og Naturstyrelsen forinden nedrivning eller salg til private af visse ikke fredede bygninger m.v. i offentligt eje § 2 (bilag 6).

 

Menighedsrådet skal i dette tilfælde fremsende sagen til Skov- og Naturstyrelsen, således at styrelsens afgørelse kan medsendes til Kirkeministeriet. Såfremt Skov- og Naturstyrelsen beslutter, at et fredningsforslag vedrørende bygningen skal forelægges for Det Særlige Bygningssyn, skal styrelsen underrette ejeren herom senest 6 uger efter modtagelsen af sagen. I modsat fald kan de kirkelige myndigheder lægge til grund, at Skov- og Naturstyrelsen ikke finder bygningen fredningsværdig.

 

Ansøgningen skal tillige være vedlagt en erklæring fra præstegårdskonsulenten.

 

Når disse oplysninger er tilvejebragt, sender menighedsrådet sagen ad tjenestevejen til Kirkeministeriet, der som nævnt skal godkende ansøgninger om salg af præstegårdsbrug, jf. dog ovenfor om kompetence for stiftsøvrigheden vedrørende salg af mindre arealer til afgrænsede formål.

 

Kirkeministeriet sender ifølge fast praksis alle ansøgninger om salg af præstegårdsbrug til udtalelse hos Strukturdirektoratet, hvilket er begrundet med, at salg af ejendommen skal ske under iagttagelse af landbrugslovens regler om notering, sammenlægning, erhvervelse osv.

 

På baggrund af en samlet vurdering af sagen træffer Kirkeministeriet herefter afgørelse om, hvorvidt salget kan principgodkendes, og hvilke vilkår der i givet fald skal knyttes til tilladelsen.

 

I praksis understreges det således typisk i principgodkendelsen, at det i forbindelse med salget skal sikres, at ejendommens jorder noteres som landbrugsejendom i matriklen, samt at reglerne i landbrugsloven om kravene til køber overholdes. Ved salg af jord (uden bygninger) betinges salget således typisk af, at jorden sammenlægges med en landbrugsejendom, jf. landbrugslovens § 13, mens godkendelse til salg af bygninger - eventuelt med et mindre jordtilliggende - typisk er betinget af, at restejendommen ejes og drives lovligt sammen med en landbrugsejendom med beboelsesbygning, og at restejendommen ved ejerskifte - eventuelt inden for en kortere årrække - afhændes til samdrift eller sammenlægning med en landbrugsejendom med beboelsesbygning, jf. landbrugslovens §§ 8, stk. 4, og 13.

 

Det understreges endvidere i principgodkendelsen, at det i udbudsmaterialet i forbindelse med salg ved offentligt udbud i overensstemmelse med reglerne i ministeriets cirkulære af 22. december 1986 om salg af fast ejendom under menighedsrådets bestyrelse må angives, at der er tale om en landbrugsejendom, at ejendommen i forbindelse med salget noteres som landbrugsejendom, og at de nævnte regler i landbrugsloven iagttages.

 

Samtidig med principgodkendelsen bemyndiger Kirkeministeriet den stedlige stiftsøvrighed til at godkende de nærmere vilkår for salget samt til at forsyne skøder og øvrige dokumenter, der udfærdiges til gennemførelse af salget, med godkendelsespåtegning.

Til toppen

3.3.3.1. INDLEDENDE BEMÆRKNINGER

Salgssituationen kan fx blive aktuel, når menighedsrådet ønsker at sælge hele præstegårdsbruget, hvilket vil sige jorden med de tilhørende bygninger.

 

Mere typisk er det dog, at menighedsrådet - ofte på grund af store vedligeholdelsesudgifter - ønsker at sælge beboelsesbygningen med et mindre jordtilliggende og samtidig beholde de resterende jorder. Kravet om opretholdelsespligt indebærer imidlertid som nævnt i afsnit 3.3., at præstegårdsbruget som udgangspunkt skal holdes forsynet med en beboelsesbygning, hvorfra jorderne drives af beboerne. Tilladelse til fraskillelse af beboelsesbygningen gives derfor kun, hvis betingelserne i landbrugslovens § 8, stk. 4 - 7, er opfyldt.

 

Herudover vil ønsket om salg kunne være aktuelt, hvor menighedsrådet ønsker at sælge et stykke jord uden bygninger, enten fordi der ikke er bygninger på ejendommen, eller fordi menighedsrådet ønsker at sælge en mindre del af ejendommens jorder.

Til toppen

3.3.3. SALG AF PRÆSTEGÅRDSBRUGENE
3.3.2. NEDRIVNING AF BYGNINGER

Nedrivning af bygninger til brug for præstegårdsbruget, hvilket i praksis vil sige beboelsesbygninger og avlsbygninger, kan alene ske efter menighedsrådets beslutning og med kirkeministerens godkendelse, jf. økonomilovens § 21, stk. 3.

 

Menighedsrådet skal i denne forbindelse være særligt opmærksom på følgende:

 

Hvis bygningen, der ønskes nedrevet, er ældre end 50 år, eller er karakteriseret som værende af høj bevaringsværdighed, skal Skov- og Naturstyrelsen tage stilling til, om bygningen bør fredes, jf. bekendtgørelse nr. 1125 af 17. december 1997 om orientering af Skov- og Naturstyrelsen forinden nedrivning eller salg til private af visse ikke fredede bygninger m.v. i offentligt eje § 2 (bilag 6).

 

Menighedsrådet skal i dette tilfælde fremsende sagen til Skov- og Naturstyrelsen, således at styrelsens afgørelse kan medsendes til Kirkeministeriet. Såfremt Skov- og Naturstyrelsen beslutter, at et fredningsforslag vedrørende bygningen skal forelægges for Det Særlige Bygningssyn, skal styrelsen underrette ejeren herom senest 6 uger efter modtagelsen af sagen. I modsat fald kan de kirkelige myndigheder lægge til grund, at Skov- og Naturstyrelsen ikke finder bygningen fredningsværdig.

 

Ansøgningen skal tillige være vedlagt en erklæring fra præstegårdskonsulenten.

 

Når disse oplysninger er tilvejebragt, sender menighedsrådet sagen ad tjenestevejen til Kirkeministeriet, der som nævnt skal godkende alle ansøgninger om nedrivning af bygninger til brug for præstegårdsbruget.

 

Hvis menighedsrådet ønsker forpagterboligen nedrevet, sendes ansøgningen af Kirkeministeriet til udtalelse hos Strukturdirektoratet. Dette hænger sammen med den i afsnit 3.3.1. omtalte pligt til at holde præstegårdsbrugene forsynet med en passende beboelsesbygning, hvilket indebærer, at tilladelse til nedrivning alene kan gives, hvis betingelserne i landbrugslovens § 8, stk. 4 - 7, er opfyldt.

 

Hvis menighedsrådet derimod alene ønsker at nedrive avlsbygningerne, skal sagen ikke sendes til udtalelse hos Strukturdirektoratet, idet avlsbygningerne ikke er omfattet af opretholdelsespligten.

 

På baggrund af en samlet vurdering af sagen træffer Kirkeministeriet herefter afgørelse om, hvorvidt nedrivning kan tillades, og hvilke vilkår der i givet fald skal knyttes til tilladelsen. Det har i de senere år således været fast praksis, at Kirkeministeriet - i overensstemmelse med udtalelserne fra Strukturdirektoratet - har betinget tilladelsen til nedrivning af beboelsesbygninger af, at ejendommens jorder drives lovligt sammen med en landbrugsejendom med beboelse, og at jorderne ved ejerskifte, der eventuelt skal finde sted inden for en kortere årrække, bliver solgt med henblik på samdrift eller sammenlægning med en landbrugsejendom med beboelsesbygning.

 

Samtidig med tilladelse til nedrivning bemyndiger ministeriet den stedlige stiftsøvrighed til at godkende de nærmere vilkår for nedrivningen samt til at underskrive de nødvendige dokumenter m.v. i forbindelse med nedrivningen.

Til toppen

3.3.1.1. FORPAGTNING

Forpagtningskontrakter skal godkendes af det stedlige provstiudvalg, jf. økonomilovens § 22, stk. 2. Dette gælder både, når præstegårdsjorden bortforpagtes med bygninger, og når jorden bortforpagtes alene, mens en eventuel beboelsesbygning/avlsbygning udlejes særskilt eller anvendes af menighedsrådet til andre aktiviteter.

 

Der er ikke fastsat detaljerede regler om, hvilken procedure der skal følges ved indgåelse/fornyelse af forpagtningskontrakter, men provstiudvalget er forpligtet til at sikre, at de folkekirkelige bortforpagtninger prismæssigt er på niveau med markedspriserne på egnen, og at kontrakterne i øvrigt er i overensstemmelse med den gældende lovgivning. Det bemærkes i denne forbindelse, at provstiudvalget ved vurderingen af prisniveauet for bortforpagtningen også skal være opmærksom på, at aftalen kan indeholde miljømæssige og andre saglige hensyn, som kan begrunde en afvigelse fra markedsprisen.

 

Dette sker i praksis ved, at kontraktudkast forelægges den stedlige præstegårdskonsulent til udtalelse, før aftalen indgås, ligesom der ved større kontrakter med mellemrum benyttes offentligt udbud.

 

Som følge af, at præstegårdsbrugene i princippet er undergivet de samme regler, som gælder for landbrugsejendomme, har provstiudvalget endvidere en vis forpligtelse til at indrette sin godkendelses- og tilsynspraksis i overensstemmelse med den til enhver tid gældende landbrugslovgivnings regler om forpagtningsforhold. Dette indebærer, at provstiudvalget vil være forpligtet til ved provstesyn at påse, at der ikke sker tilsidesættelse af retningslinierne i landbrugslovens kapitel 1 - 4 om blandt andet opretholdelse og drift.

Til toppen

3.3.1. OPRETHOLDELSE OG DRIFT

Præstegårdsbrugene er undergivet opretholdelsespligt, hvilket betyder, at bruget skal opretholdes som et selvstændigt brug og holdes forsynet med en passende beboelsesbygning, hvorfra jorderne drives af beboerne, jf. økonomilovens § 22, stk. 1, 1. pkt., samt princippet i landbrugslovens § 7, stk. 1.

 

Ifølge cirkulære nr. 13 af 15. januar 1968 om præstegårdenes opretholdelse som selvstændige brug m.v. afsnit 1 omfatter opretholdelsespligten dog kun præstegårdsbrug, der på daværende tidspunkt var forsynet med beboelsesbygninger - hvortil tjenesteboliger for præster ikke henregnes - og hvorfra jorderne drives, samt præstegårdsbrug, hvis jorder midlertidigt var bortforpagtet uden beboelsesbygning, såfremt sådan beboelsesbygning fandtes.

 

For disse præstegårdsbrug indebærer opretholdelsespligten, at menighedsrådet som ejer af præstegårdsbruget har en forpligtelse til at sørge for:

  •  

    at præstegårdsjorderne udnyttes jordbrugsmæssigt, og at

    jorderne ikke - hverken helt eller delvist - tages i brug til

    anden anvendelse uden kirkeministerens tilladelse, og

     

  •  

    at præstegårdsbrugene holdes forsynet med beboelsesbygninger,

    hvorfra jorderne drives af beboerne.

     

Det påhviler menighedsrådet at påse, at sådanne beboelsesbygninger til præstegårdsjordernes drift holdes forsvarligt vedlige, og at de, såfremt de helt eller delvist ødelægges, genopføres eller istandsættes inden 2 år. Denne forpligtelse til opretholdelse og vedligeholdelse af beboelsesbygningen gælder også, selv om præstegårdsjorderne er bortforpagtet uden bygninger til samdrift med en anden landbrugsejendom, og beboelsesbygningen eventuelt er udlejet til tredjemand.

 

Opretholdelsespligten indebærer også, at der i tilfælde af frastykning af det areal, hvorpå beboelsesbygningen ligger, som udgangspunkt inden 2 år efter frastykningen skal opføres en ny beboelsesbygning på restejendommen.

 

Derimod indebærer opretholdelsespligten ikke noget krav om, at der på ejendommen skal være avlsbygninger til jordernes drift.

Såfremt der findes avlsbygninger på ejendommen, har menighedsrådet dog en forpligtelse til at sørge for bygningens forsvarlige vedligeholdelse, jf. cirkulære nr. 13. af 15. marts 1968 om præstegårdenes opretholdelse som selvstændige brug m.v., afsnit 1.

 

Avlsbygningen kan i givet fald bortforpagtes sammen med jorden, ligesom menighedsrådet har adgang til at udleje avlsbygningen uden forbindelse med jorderne i øvrigt. Om bortforpagtning henvises til afsnit 3.3.1.1. og om nedrivning henvises til afsnit 3.3.2.

Til toppen

3.3. ADMINISTRATION AF PRÆSTEGÅRDSBRUGENE
3.2.1. UNDERSØGELSE

Pr. 31. december 1979 udgjorde præsteembedernes jordtilliggender ifølge en opgørelse fra Landbrugsministeriet ca. 20.357 ha. I perioden frem til februar 1995 er arealet - og herunder antallet af arealer med tilhørende beboelsesbygning - i overensstemmelse med aftalen mellem Landbrugsministeriet og Kirkeministeriet fra 1964 nedbragt betragteligt. Ifølge en af Kirkeministeriet i 1995 foretaget arealopgørelse, der dog tillige medtager enkelte mindre jordtilliggender, som tilhører kirker, udgjorde folkekirkens samlede jordtilliggender således ved udgangen af 1994 17.236 ha. Der forelå på daværende tidspunkt ikke statistiske oplysninger om antallet af brug med tidssvarende beboelses- og avlsbygninger, men tallet herfor var formentlig nedbragt siden 1979.

 

Udvalget har foretaget en undersøgelse af, hvilke landbrugsarealer (med eller uden beboelsesbygninger) de enkelte præsteembeder ejer. Undersøgelsen er foretaget ved brug af et spørgeskema, som er udsendt til de menighedsråd, som i 1998 havde indtægter i form af forpagtningsafgifter.
Spørgeskemaet er således udsendt gennem provstiudvalgene til knapt 800 menighedsråd. Spørgeskemaet er optrykt som bilag 5.

 

Udvalget har modtaget 765 besvarelser. Af de modtagne spørgeskemaer har et antal skemaer ikke kunnet anvendes fuldt ud, fordi de har været mangelfuldt udfyldt - fx manglende angivelse af arealstørrelse, af ejendomsværdi eller af besvarelsen af spørgsmålet om udbud eller ikke udbud af forpagtningsforholdet. Dette betyder, at det i de enkelte tabeller er forskellige antal skemaer, som indgår i beregningerne.

757 spørgeskemaer indeholder oplysninger om præstegårdsjordernes størrelse. Det samlede areal er således oplyst til 12.307 ha.

 

Tabel 1 belyser størrelsen af præsteembedernes jorder. Som nævnt indgår der 757 besvarelser i opgørelsen. Det fremgår af tabellen, at 73% af jorderne er på mellem 5 og 30 ha. Hovedparten har en størrelse på mellem 10 og 20 ha., idet 41% af brugene ligger i dette interval.

 

Tabel 2 viser dels jordernes størrelse fordelt på intervallerne 1 - 5 ha., 5 - 10 ha. o.s.v., hvor arealerne indenfor det enkelte interval er opgjort i % af det samlede areal. Samtidig viser tabellen værdifordelingen på de samme intervaller, hvor ejendomsværdierne indenfor det enkelte interval er opgjort i % af den samlede ejendomsværdi.

 

Det underliggende talmateriale viser, at der i denne opgørelse indgår i alt 560 besvarelser, hvor det samlede areal er 10.328 ha. Den samlede ejendomsværdi er ca. 791.500.000 kr., hvilket giver en ejendomsværdi pr. ha. på ca. 76.600 kr. Udvalget skal understrege, at en del menighedsråd har angivet ejendomsværdien inklusiv tjenesteboligen, idet disse ofte er vurderet under et. Dette betyder, at den samlede ejendomsværdi er for høj.

 

Tabel 3 viser, at nettoforrentningen i gennemsnit er 0,8 %. Udvalget skal i denne forbindelse understrege de fejlkilder ved opgørelsen af indtægter/udgifter, som nævnes nedenfor.

Opgørelsen af hvilke indtægter præsteembederne har i form af forpagtningsafgift og husleje, er behæftet med den fejlkilde, at et antal skemaer ikke indeholder oplysninger om
huslejeindtægter, selv om det i besvarelsen angives, at jord og bolig er udlejet hver for sig. Samtidig er der i et antal skemaer anført huslejeindtægter, selv om det i besvarelse også er angivet, at jorden er uden bolig. Huslejeindtægten kan i denne situation stamme fra udlejning af avlsbygningen eller være præstens boligbidrag.

 

Om opgørelsen af præsteembedernes udgifter ved præstegårdsbruget bemærkes, at et stort antal besvarelser indeholder en samlet angivelse af udgifter vedrørende tjenesteboligen og præstegårdsbruget.

 

Om opgørelsen af de udgifter, som afholdes af forpagteren, bemærkes, at denne opgørelse lider af den svaghed, at mange præsteembeder ikke har kendskab til, hvilke udgifter forpagteren afholder, og derfor ikke har udfyldt denne del af spørgeskemaet. Udgifter, der finansieres af forpagteren, er medtaget som en indtægt for præsteembedet i opgørelsen i tabel 3.

Til toppen

3.2. BESKRIVELSE AF PRÆSTEGÅRDSBRUGENE

En del præsteembeder ejer jorder, som i medfør af økonomilovens § 22, stk. 1, skal drives landbrugsmæssigt. Disse præstegårdsbrug omfatter både bortforpagtede, selvstændige landbrug med bygninger samt mindre - ofte spredte - jordstykker, som er bortforpagtet til samdrift med en anden landbrugsejendom. I sidstnævnte tilfælde kan en eventuel forpagterbolig være lejet ud til tredjemand eller eventuelt anvendt til andre kirkelige formål i pastoratet som fx mødelokaler, spejderlokaler m.v.

 

I landbrugsloven defineres en landbrugsejendom som en ejendom, der i matriklen er noteret som landbrugsejendom, jf. landbrugslovens § 2, stk. 2. Notering kan dog undlades, når forholdene taler herfor, jf. landbrugslovens § 3, stk. 3, og præstegårdsbrugene er efter fast praksis ikke noteret i matriklen som landbrugsejendomme.

 

Landbrugsloven gælder alene for landbrugsejendomme, men som følge af bestemmelsen i økonomilovens § 22, stk. 1, er præstegårdsbrugene dog i princippet undergivet samme regler, som gælder for landbrugsejendomme. På denne baggrund har Kirkeministeriet efter forhandling med Landbrugsministeriet fastsat nærmere retningslinier vedrørende opretholdelsespligt, herunder vedligeholdelsespligt for bygninger og dyrkningspligt for jorderne, for samdrift og forpagtning samt supplering og nedlægning af præstegårdsbrug samt for præsteembeders køb og salg af landbrugsjorder, jf. Kirkeministeriets cirkulære nr. 13 af 15. januar 1968 om præstegårdenes opretholdelse som selvstændige brug m.v. (bilag 4).

Til toppen

3.1. GÆLDENDE LOVGIVNING

Menighedsrådet bestyrer præsteembedernes faste ejendomme efter bestemmelser fastsat af kirkeministeren, jf. økonomilovens § 21, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 537 af 21. juni 1997 (bilag 2), ligesom kirkeministeren fastsætter nærmere regler om brug, indretning og vedligeholdelse af præsteembedernes faste ejendomme m.v. og om afholdelse af syn over dem, jf. økonomilovens § 21, stk. 2.

 

Forbrug af præsteembedets formue samt præsteembedets køb og salg af fast ejendom kan kun ske efter beslutning af menighedsrådet og med godkendelse af kirkeministeren eller efter dennes bemyndigelse af stiftsøvrigheden, jf. økonomilovens § 21, stk. 3.

 

Egner et præsteembedes jorder sig til landbrugsmæssig drift som selvstændigt brug, finder de i lov om landbrugsejendomme indeholdte bestemmelser om landbrugsejendommes opretholdelse og drift anvendelse, medmindre kirkeministeren gør undtagelse herfra, jf. økonomilovens § 22, stk. 1.

 

Landbrugsloven er senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 598 af 15. juli 1999 (bilag 3).

 

I dette kapitel behandles alene forholdene vedrørende præstegårdsbrugene, mens spørgsmål i relation til tjenesteboliger for præster er behandlet i kapitel 4.

Til toppen

Kapitel 3

Præstegårdsbrugere

2.4. FORSLAG OMKRING SOGNEBÅNDSLØSNING

Siden 1855 har medlemmer af folkekirken kunnet løse sognebånd, dvs. slutte sig til en præst i et andet sogn end bopælssognet. Siden menighedsrådsloven af 1912 har sognebåndsløsere kunnet overføre deres valgret og valgbarhed ved menighedsrådsvalg fra bopælssognet til det sogn, de er knyttet til ved sognebåndsløsningen.

 

Det har flere gange i årenes løb været diskuteret, om de parlamentariske rettigheder i forbindelse med sognebåndsløsning skulle begrænses eller afskaffes. Som argument for en afskaffelse af de parlamentariske rettigheder er bl.a. anført, at sognebåndsløsning som udgangspunkt er et personligt forhold mellem en sognebåndsløser og en præst med et teologisk tilhørsforhold, som sognebåndsløseren foretrækker. Det er også påpeget, at en sognebåndsløser ved at flytte sin valgret og valgbarhed kan få indflydelse på bl.a. kirkeskatten i det sogn, der er opnået tilknytning til ved sognebåndsløsningen, selv om sognebåndsløseren fortsat selv skal betale kirkeskat i sit bopælssogn. Sogne- båndsløsning giver endvidere nogle problemer ved udarbejdelse af valglister ved menighedsrådsvalg. Endelig er der peget på, at sognebåndsløsning i nogle tilfælde udelukkende eller primært bruges for at opnå indflydelse i et bestemt menighedsråd og ikke for at søge en bestemt forkyndelse.

 

Udvalget ønsker at fastholde sognebåndsløseres mulighed for at blive valgt til menighedsrådet i det sogn, hvor den præst, de har løst sognebånd til, er ansat. Derved imødekommer man en sognebåndsløsers ønske om at deltage i og bidrage til det kirkelige liv i det sogn, de er knyttet til ved sognebåndsløsningen, ved at være medlem af menighedsrådet.
Samtidig imødekommer man, at der især fra storbysogne er peget på behov for sognebåndsløsere for at kunne opstille tilstrækkeligt mange kvalificerede kandidater til menighedsrådsvalg.

 

Udvalget foreslår imidlertid, at sognebåndsløsere kun skal have valgret i deres bopælssogn. Dermed får de folkekirkemedlemmer, som bor i et sogn, og som dermed også har kirkeskattepligt i sognet, den fulde indflydelse på, hvem der skal vælges til menighedsrådet. Det forhindrer, at et antal sognebåndsløsere kan blive afgørende for menighedsrådets sammensætning.

 

Udvalgets forslag forudsætter ændring af menighedsrådsvalgloven samt af bekendtgørelse om stiftelse og ophør af sognebåndsløsning samt om sognebåndsløseres valgret til menighedsråd.

Til toppen

2.3. FORSLAG OMKRING EJENDOMME TIL BRUG FOR KIRKE OG KIRKEGÅRD

Udvalget har drøftet forøgelse af den decentralisering af kompetence, som siden 1970 er sket omkring bygninger og arealer til brug for kirken eller kirkegården.

 

Udvalget mener, at opførelse af en ny bygning på en kirkegård eller i nærheden af kirken har en så afgørende indflydelse på kirken og dens omgivelser, at det er nødvendigt med særlig sagkyndig konsulentbistand. Derfor fastholder udvalget, at sådanne sager skal godkendes af stiftsøvrigheden, som kan få bistand af Nationalmuseet og de kgl. bygningsinspektører.

 

Udvalget foreslår imidlertid, at provstiudvalget overtager den kompetence, som stiftsøvrigheden har efter de nuværende regler, til at godkende et menighedsråds køb eller ombygning af en eksisterende bygning udenfor kirkegården. Hvis den bygning, som et menighedsråd vil købe eller ombygge, er fredet, skal sagen dog fortsat godkendes af stiftsøvrigheden.

 

Salg af bygninger, der bruges i forbindelse med kirken eller kirkegården skal i dag godkendes af Kirkeministeriet. Udvalget foreslår, at salg fremover skal godkendes af provstiudvalget.

De to forslag forudsætter ændringer af økonomiloven og af bekendtgørelse om kirkebygninger og kirkegårde.

Til toppen

2.2. FORSLAG OMKRING TJENESTEBOLIGER FOR PRÆSTER

Udvalget foreslår, at den lokale selvstændighed bliver øget i en række spørgsmål omkring tjenesteboliger for præster. Det skal ske ved, at provstiudvalget får kompetence til at godkende menighedsrådenes beslutninger på områder, hvor godkendelsen efter de nuværende regler skal gives af stiftsøvrigheden.

 

Udvalget foreslår for det første, at provstiudvalget skal have kompetencen til at godkende menighedsrådets beslutninger om køb, salg, leje, opførelse, ombygning eller nedrivning af tjenesteboliger. Stiftsøvrigheden skal dog fortsat godkende menighedsrådets beslutninger i de få sager, der drejer sig om salg eller ombygninger af fredede præstegårde.

 

Udvalget foreslår for det andet, at de nuværende regler om, at præsters tjenesteboliger maksimalt må være på 185 m2, gøres vejledende i stedet for bindende.

 

Udvalget anbefaler, at provstiudvalget skal kunne søge bistand hos provstiudvalgets egen bygningskyndige eller hos den særlige bygningskonsulent for præstegårde, hvis præsteboligen er et almindeligt parcelhus. Hvis der er tale om en bevaringsværdig præstegård, skal provstiudvalget dog hente den bygningskyndige bistand hos bygningskonsulenten for præstegårde.

 

Udvalget foreslår endvidere, at der i de tilfælde, hvor menighedsrådet er forpligtet til at sørge for boligens opvarmning og for el- og gasforsyningen, foretages lønindeholdelse både for opvarmningsbidraget og for betalingen for el og gas.

 

Endelig foreslår udvalget, at såvel præsten som menighedsrådet skal have mulighed for at påklage provstiudvalgets afgørelser omkring tjenesteboliger til stiftsøvrigheden.

 

Udvalgets forslag forudsætter, at der sker ændringer i tjenesteboligcirkulæret og i bekendtgørelse om diæter m.v. til medlemmer af menighedsråd, provstiudvalg og stiftsudvalg samt til bygningskyndige deltagere i synsforretninger over kirker og præsteboliger.

 

Forslagene har ingen konsekvenser for de grundlæggende bestemmelser om, at der skal være knyttet tjenesteboliger til stillinger som sognepræst, og at præsterne har bopælspligt, medmindre Kirkeministeriet giver dispensation.

Til toppen

2.1. FORSLAG OMKRING PRÆSTEEMBEDERNES LANDBRUG

Der er historisk tradition for, at præsteembeder ejer landbrug (præstegårdsbrug). Traditionen værdsættes i mange sogne. Jorderne er normalt bortforpagtet, så menighedsrådene gennem forpagtningsafgift får et tilskud til den lokale kirkelige økonomi.

 

Udvalget mener, der bør være mulighed for at bevare præstegårdsbrugene i folkekirken, hvor menighedsrådene ønsker det.

 

Udvalget foreslår, at der laves en bestemmelse om, at bortforpagtning skal ske efter offentligt udbud.

 

Udvalget foreslår endvidere, at kompetencen til at træffe afgørelser om nedrivning af bygninger, der er knyttet til præstegårdsbrugene, samt om hel eller delvis salg af præstegårdsbrug, samles på det lokale niveau. Efter de nuværende regler skal menighedsrådenes beslutninger i disse sager godkendes af Kirkeministeriet. Efter forslaget skal de godkendes af provstiudvalget.

 

Ændringsforslaget er begrundet med, at menighedsrådet og provstiudvalget i forening har kompetencen til at træffe beslutningerne omkring den lokale kirkelige økonomi. Såvel nedrivning af præstegårdsbrugenes bygninger som salg af præstegårdsbrug har især betydning for den lokale økonomi. Forslaget vil desuden betyde, at sagsbehandlingen bliver lettere, fordi færre kirkelige myndigheder skal inddrages.

 

Udvalget foreslår desuden, at et menighedsråd får øget mulighed for at disponere over indtægten fra salg af præstegårdsbrug.

Efter de nuværende regler skal salgssummen indbetales til præsteembedernes kapitaler, som forvaltes af stifterne, og Fællesfonden får renteindtægten fra kapitalen. Menighedsrådet kan kun få salgssummen udbetalt med godkendelse fra stiftsøvrigheden eller i visse tilfælde Kirkeministeriet.

 

Efter udvalgets forslag skal salgssummen i princippet fortsat indbetales til forvaltning af stiftsøvrigheden, men renten skal tilfalde den lokale kirkelige kasse. Provstiudvalget skal desuden overtage kompetencen til at afgøre, om menighedsrådet kan få kapitalen frigivet, og hvad kapitalen i givet fald må bruges til.

 

Forslaget forudsætter, at der sker ændringer i økonomiloven samt i bekendtgørelsen om bestyrelse af kirkernes og præsteembedernes kapitaler.

 

Udvalget har også drøftet brugen af pesticider på de jorder, som ejes af præsteembederne. Et generelt forbud mod brug af pesticider kan give problemer i forbindelse med bortforpagtning.
Udvalget kan derfor ikke anbefale et generelt forbud, men peger i stedet på muligheden for, at menighedsråd søger at forpagte jorden ud til økologisk drift.

Til toppen

Sammendrag

Forenklingsudvalget foreslår i denne delbetænkning nogle ændringer i reglerne omkring de landbrug (præstegårdsbrug), som ejes af præsteembederne, i reglerne omkring tjenesteboliger for præster samt i reglerne om ejendomme til brug for kirke og kirkegård. Ændringerne går især ud på at flytte godkendelseskompetence fra Kirkeministeriet eller stiftsøvrighederne til provstiudvalgene.

 

Udvalget foreslår desuden en ændring i de parlamentariske rettigheder, som er knyttet til sognebåndsløsning.

 

Ændringsforslagene beskrives kortfattet i de følgende afsnit i dette kapitel. De enkelte emneområder samt udvalgets overvejelser og forslag beskrives mere udførligt i de følgende kapitler.

Til toppen

Kapitel 2.

1.4.2. UDVALGETS HIDTIDIGE ARBEJDE

I perioden september 1999 til maj 2000 har udvalget holdt 5 møder.

 

Man har drøftet forskellige emner og er nået til enighed om en række forslag til forenkling/decentralisering i forhold til administrationen af folkekirkens faste ejendomme, regler om sognebåndsløsning samt regler om menighedsråds medvirken ved udnævnelse af præster.

 

Udvalget har derfor besluttet at afgive denne delbetænkning, hvor man fremlægger resultatet af de hidtidige overvejelser med forslag til ændring af forskellige regler.

 

Afgivelsen af denne delbetænkning er udtryk for, at udvalget opfatter sit arbejde som en proces, der kan fortsætte - også efter udgangen af 2000. Der er flere emner, der skal behandles, og man finder ikke, at der er grund til, at drøftelserne heraf hastes unødigt igennem.

 

I øvrigt kan det oplyses, at udvalget allerede i januar 2000 afsluttede sin første arbejdsopgave, idet man efter særlig anmodning fra kirkeminister Margrethe Vestager afleverede et forslag til ændrede regler om menighedsråds medvirken ved udnævnelse i præstestillinger. Udvalgets forslag er efter en høringsprocedure gennemført ved Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 120 af 22. februar 2000 om menighedsråds medvirken ved ansættelse i præstestillinger m.m., jf.
Kirkeministeriets vejledning af 14. april 2000.

 

Udvalgets indstilling til kirkeministeren af den 4. februar 2000 er optaget som bilag 1 til denne betænkning.

 

Kirkeministeriet, juni 2000

Eli Højbjerg Andersen Steffen Brunés
Kresten Drejergaard Marjun Egholm
Preben Espersen Jakob Hvidt
Carsten Dalsgaard Jørgensen Peter Anton Krogsøe
Finn Langager Larsen
Birthe Lund (formand)
Helle Samson
___________________

Pernille Esdahl
Mette Schwaner
(Udvalgssekretærer)

Til toppen

1.4.1. AFGRÆNSNING AF UDVALGETS ARBEJDE

Udvalget beskæftiger sig kun med regler, der henhører under Kirkeministeriets ressort. Regler fastsat af andre ministerier falder - uanset at de kan være administrativt byrdefulde for menighedsråd m.fl. - udenfor udvalgets område.

 

På tilsvarende måde lægges det til grund, at folkekirken er et offentligt forvaltningsvæsen, hvor de folkekirkelige myndigheder er omfattet af særlige forvaltningsretlige regler, fx forvaltningslov og offentlighedslov, som udvalget ikke tager op til drøftelse.

 

For folkekirkens kirkebygninger gælder nogle særlige forhold. Ca. 1.700 af kirkebygningerne er fra middelalderen, og de betragtes derfor som en væsentlig del af den nationale kulturarv. Derfor stilles der nogle særlige krav til forvaltningen af kirkerne, blandt andet om brug af ekspertbistand fra fx Nationalmuseet og de kgl. bygningsinspektører.

 

Menighedsrådene bestyrer kirkebygningerne efter reglerne i lov og bekendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde. Dette regelsæt betegnes ofte som folkekirkens egen fredningslovgivning, idet folkekirkens kirker ikke er omfattet af bygningsfredningsloven, ligesom kirkegårdene ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovgivningen.

 

Selv om kirkebygningen er et centralt punkt i menighedsrådenes forvaltning, er det udvalgets opfattelse, at en øget decentralisering af forvaltningen af kirkebygningerne og de øvrige bygninger på kirkegårdene med større beslutningskompetence til menighedsråd/provstiudvalg vil indebære en ikke ubetydelig risiko for, at der fra visse sider lægges et politisk pres for at få kirkerne omfattet af fredningsreglerne. Et sådant skridt ville efter udvalgets opfattelse være ulykkeligt og bestemt ikke lette menighedsrådenes virke på dette område. Udvalget har på denne baggrund besluttet ikke at stille forslag om øget decentralisering af beslutningskompetence i relation til forvaltningen af folkekirkens kirkebygninger og de øvrige bygninger, der ligger indenfor kirkegårdsdiget.

 

Ved udvalgets drøftelser i relation til decentralisering har man lagt den nuværende struktur til grund, hvorefter menighedsrådene har en selvstændig budgetteringsret og -pligt, men ikke en skatteudskrivningsret. Det betyder, at det er uden reelt indhold at give menighedsrådene en selvstændig beslutningskompetence i forhold til udgiftskrævende dispositioner af en vis størrelse. I disse situationer kræves provstiudvalgets accept af, at udgiften afholdes, d.v.s. at pengene bevilges.

 

Udvalget har derfor ved sine overvejelser lagt til grund, at det lokale kirkelige instansniveau udgøres af menighedsråd og provstiudvalg i fællesskab, idet udvalget ikke har set det som sin opgave at overveje større strukturændringer. I den forbindelse peger udvalget på de mange muligheder for dispensationer gennem anvendelse af samarbejdsreglerne i menighedsrådsloven og økonomiloven.

Til toppen

1.4. UDVALGETS ARBEJDE

Ifølge kommissoriet har udvalget to opgaver:

  •  Forenkling og effektivisering. 

  •  Forbedre informationsniveauet om folkekirkens økonomi.

Da den første opgave er den største, er udvalget begyndt sit arbejde med denne. Her har man indledningsvis foretaget en afgrænsning af området for udvalgets arbejde samt opstillet nogle præmisser af fx strukturmæssig karakter, som man vil lægge til grund.

Til toppen

1.3. UDVALGETS SAMMENSÆTNING

Udvalget fik følgende sammensætning:

 

Gårdejer Eli Højbjerg Andersen, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer.
Kontorchef Steffen Brunés, Kirkeministeriet.
Biskop Kresten Drejergaard, Fyens Stift.
Kontorchef Marjun Egholm, Kirkeministeriet.
Kommitteret Preben Espersen, Kirkeministeriet.
Provst Jakob Hvidt, Danmarks Provsteforening.
Kontorchef Carsten Dalsgaard Jørgensen, Kirkeministeriet.
Sognepræst Peter Anton Krogsøe, Den danske Præsteforening.
Departementschef Finn Langager Larsen, Kirkeministeriet (formand).
Birthe Lund, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer.
Stiftskontorchef Helle Samson, Lolland-Falsters Stift.

Til udvalgets sekretariat blev udpeget:

Fuldmægtig Pernille Esdahl.
Overassistent Mette Schwaner.

Til toppen

1.2. UDVALGETS KOMMISSORIUM

Udvalget fik følgende kommissorium: "Udvalget får til opgave at gennemgå gældende regler og procedurer på det folkekirkelige administrationsområde med henblik på forenkling og effektivisering - herunder i henseende til yderligere decentralisering af kompetence, sanering af uhensigtsmæssige regler og procedurer samt at skabe større rum for valgfrihed for de lokale kirkelige myndigheders dispositioner.

 

Som en særlig opgave skal udvalget undersøge, om det er muligt f.eks. gennem løbende indsamling af materiale at skabe et forbedret informationsniveau om folkekirkens økonomi med henblik på at kunne indgå i debat/imødegå kritik. Udvalget skal herunder overveje, hvilke oplysninger det er relevant og muligt at indsamle, hvordan det kan ske, samt hvordan de kan bearbejdes og videreformidles.

 

Udvalgets arbejde skal være afsluttet inden udgangen af 2000."

Til toppen

1.1. INDLEDENDE BEMÆRKNINGER

I de seneste 10 - 15 år er der gennemført en næsten total fornyelse af de kirkelige hovedlove. Målet med dette arbejde har været at modernisere lovene både sprogligt og indholdsmæssigt, herunder også i henseende til forenkling af regler og decentralisering af kompetence.

 

Uanset at der således er sket en udvikling i retning af afbureaukratisering i forhold til tidligere, så lyder der fortsat kritiske røster især fra menighedsråd om bureaukrati og manglende lokal selvbestemmelse over lokale kirkelige forhold.

 

Samtidig er der kommet mere fokus på en række forhold omkring menighedsrådenes forvaltning af de lokale kirkelige midler, hvilket skaber et behov for øget information om folkekirkens økonomi.

På baggrund heraf har kirkeministeren ved brev af 23. juni 1999 nedsat Forenklingsudvalget.

Til toppen

Kapitel 1

Indledning

Forenklingsudvalgets Delbetænkning 1

afgivet af det af Kirkeministeriet den 23. juni 1999 nedsatte udvalg