Kirkeministerens tale ved årsmødet i Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer den 6. juni 2002

Tak for invitationen og velkomsten til landsforeningens årsmøde. Jeg har glædet mig til på én gang at møde mange hundrede af de 17.000 lægfolk og ca. 2.000 præster, som tilsammen udgør folkekirkens menighedsråd.

 

I en tv-udsendelse i sidste uge blev jeg spurgt, om jeg er bange for menighedsrådene. "Nej," svarede jeg, "men jeg har respekt for dem."

 

Det vil jeg gerne gentage i dag.

 

Jeg har stor respekt for menighedsrådene som de enkelte sognes demokratisk funderede bestyrelser for kirken og dens liv, og som dem, der ved valget hvert fjerde år må stå til ansvar over for folkekirkens medlemmer i sognet for det, de har besluttet og gjort.

 

Jeg har også stor respekt for det engagement i den lokale kirkes ve og vel, som får 17.000 medlemmer af folkekirken til at bruge en betydelig del af deres fritid på at arbejde for kirken i menighedsrådene.

 

Respekten for menighedsrådene som demokratiske organer og for medlemmernes engagement er det ene af to udgangspunkter for mit arbejde som kirkeminister. Det andet udgangspunkt er, at folkekirken og den danske kirkeordning til trods for mange mistrøstige spådomme i årenes løb er en succes. Det afspejler sig bl.a. i, at den har en meget solid forankring i det danske folk. Men succes'en kan styrkes - og må meget gerne blive styrket i form af et bredere folkeligt engagement og en bredere folkelig deltagelse i kirkens, menighedens, liv og fællesskab.

 

Dette dobbelte udgangspunkt har gjort, at jeg siden min tiltræden som kirkeminister for et halvt år siden har overvejet, hvordan jeg kan medvirke til, at menighedsrådene kan få større handlefrihed - til gavn for glæden og tilfredsstillelsen ved at være med i menighedsrådsarbejdet, men forhåbentlig i endnu højere grad til gavn for sognemenighedens liv og vækst.

 

Jeg har, som nogle sikkert har hørt, og flere sikkert har læst, ved flere lejligheder præsenteret mine overvejelser og nogle af resultaterne af dem i overordnede vendinger. Den 1. marts kom der også et konkret resultat i form af, at 50 cirkulærer m.v. blev ophævet. Det bidrog i hvert fald til større overskuelighed i bunken af retsregler, man som menighedsrådsmedlem kan være nødt til at forholde sig til.

 

Konkret udspil med lovforslag i dag

I dag er jeg så i stand til at præsentere et langt mere omfattende, langt mere væsentligt og meget konkret udspil til, hvordan jeg forestiller mig, at vi kan gennemføre en afbureaukratisering og regelforenkling for store dele af det, som er menighedsrådenes arbejds- og ansvarsområde. Og hvordan vi samtidig kan øge menighedsrådenes selvstændige ret til at træffe beslutninger og handle omkring de lokale kirkelige forhold.

 

Det konkrete udspil består for det første i et lovforslag, der lægger op til ændringer i:


- lov om folkekirkens økonomi
- lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og
- lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v.

 

Udspillet består desuden af forslag til ændringer i:
- cirkulære om kirke- og præstegårdskassernes budget, regnskab og revision m.v.
- bekendtgørelse om provstiudvalgenes virksomhed
- bekendtgørelse om bestyrelse af kirkernes og præsteembedernes kapitaler
- bekendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og
- cirkulære om tjenestebolig for folkekirkens præster.

 

Hele pakken er i dag blevet sendt til officiel høring hos bl.a. stifterne, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer og en række andre organisationer. Fra i morgen kan man finde forslagene på Kirkeministeriets hjemmeside på internettet. Men årsmødets deltagere kan også allerede i aften få kopi af dem ved at aflægge et besøg i Kirkeministeriets udstilling her ved årsmødet.

 

Jeg vil opfordre alle til at læse forslagene og drøfte dem med kollegerne hjemme i menighedsrådene. Og man må meget gerne sende både ros og ris eller andre ideer og forslag til ministeriet inden den 1. september. Så vil det indgå i de afsluttende overvejelser, inden jeg efter planen fremsætter et lovforslag i Folketinget i oktober.

 

Skattestop og Fællesfonden

En af de to hovedlinier i pakken af forslag er at give menighedsrådene større økonomisk handlefrihed.

 

Inden jeg beskriver nærmere, hvordan jeg lægger op til, at det skal ske, vil jeg dog gerne sige nogle få ord om væsentlige forudsætninger for den folkekirkelige økonomi i de kommende år.

 

Regeringen har som bekendt erklæret skattestop, og selv om kirkeskat er et medlemsbidrag, så har den så meget skattekarakter, at det er en selvfølge, at den også må være omfattet af skattestoppet. Større økonomisk handlefrihed er derfor ikke frihed til at sætte kirkeskatten op. Den gennemsnitlige kirkeskat skal ligesom den gennemsnitlige kommunale skat holdes i ro.

 

Derfor udsendte jeg i vinter en kraftig henstilling om, at man ved budgetlægningen for 2003 kun regner med udgiftsstigninger, som svarer til procent-stigningerne for priser og lønninger. Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg tror på, at en sådan kraftig henstilling er tilstrækkelig. Mit svar har været: Ja, det gør jeg. For jeg opfatter menighedsrådene og provstiudvalgene som ansvarsbevidste mennesker, som godt kan se fornuften i, at når alle andre grene i det danske samfund må begrænse sig, så må folkekirken også.

 

Jeg tror også på det, fordi jeg selv går forrest ved at holde landskirkeskatten i ro. Den er for en uge siden blevet fastsat til 923,2 mio. kr. i 2003. Det svarer nøjagtigt til landskirkeskatten for i år plus en stigning, som svarer til de nye procenter for udviklingen i lønninger og priser, der også blev meldt ud til provstiudvalgene i sidste uge.

 

Skattestoppet betyder for Fællesfonden, som det sikkert også vil for de lokale kirkelige kasser, at man er nødt til at se en ekstra gang på budgettet for at være sikker på, at det holder sig inden for det, der er til rådighed. Det drøftede jeg for knap to uger siden med stiftsøvrighederne, og det vil jeg drøfte igen med biskopperne i næste uge. Derfor er budgettets detaljer ikke på plads endnu.
Men man kender altså facit i form af landskirkeskattens størrelse.

 

Mit møde med stiftsøvrighederne og samme dag i øvrigt også med repræsentanter for Landsforeningen og for Provsteforeningen, er i øvrigt optakt til, at jeg gerne vil have etableret en følgegruppe til ministeriets arbejde med landskirkeskatten. Det er ikke afgjort, hvordan en sådan gruppe skal sammensættes, men den skal sammen med en årsberetning om Fællesfonden gerne være med til at afmystificere, hvad det er, man gennem Fællesfonden bruger ca. 1 milliard kroner om året til.

 

Der er ikke noget at skjule, så større åbenhed kan kun være gavnlig, ligesom åbenhed omkring den lokale kirkelige økonomi er gavnlig og bør være en selvfølge.

 

Større økonomisk handlefrihed - rammebevilling

Og så tilbage til den større økonomiske handlefrihed.

 

Den vil jeg for det første give ved, at det nuværende system, hvor hvert menighedsråd får en bevilling på grundlag af et detaljeret, kontospecificeret budget, som er godkendt af provstiudvalget, bliver afløst af en rammebevilling.

 

Menighedsråd og provstiudvalg skal mødes til et offentligt budgetsamråd for at drøfte ønsker, forventninger og udsigter for det kommende år. Efter dette samråd skal provstiudvalget så fastsætte en rammebevilling til hver enkelt kirke- eller præstegårdskasse i provstiet. Når rammerne fordeles, skal provstiudvalget naturligvis både tage hensyn til de enkelte menighedsråds ordinære udgifter og til de særlige behov, der kan være på grund af nødvendige, ekstraordinære arbejder i de enkelte sogne.

 

Med rammebevilling ved hvert enkelt menighedsråd, hvor mange penge de kan disponere over i det næste budgetår og kan lægge et budget på det grundlag. Der skal altså ikke lægges budget ud fra ønskesedler eller på grundlag af håb om eller tro på, hvad man kan få provstiudvalget til at godkende. Derimod kan man lægge et realistisk budget ud fra en viden om, hvilken sum penge man har til rådighed.

 

Hvert menighedsråd skal fortsat lave et budget, men ikke så detaljeret som i dag. Et budget er et nødvendigt instrument til at sikre overblik over, at der nu også er penge til at betale løn til de medarbejdere, man har valgt at have i det enkelte sogn, og at der er penge til de ting, som man er nødt til at gøre eller gerne vil foretage sig i årets løb. Budgettet bidrager også til den åbenhed, som er nødvendig omkring et demokratisk organ som et menighedsråd.

 

Budgettet skal også sendes til provstiudvalget, men provstiudvalgets opgave i forhold til budgetterne bliver begrænset til at kontrollere, at de er holdt inden for lovgivningens og bevillingernes rammer.

 

Rammebevilling betyder også, at et menighedsråd i årets løb kan beslutte sig for at omdisponere forbruget af penge i forhold til det, der var budgetteret, uden at man skal bede provstiudvalget om godkendelse. Hvis man f.eks. finder ud af, at man kan spare et beløb på lønkontoen og i stedet bruge dem til andre formål i sognet, så kan man gøre det. Eller man kan, hvis der bliver sparet et beløb på et eller andet arbejde i forbindelse med "murstenene", i stedet bruge dem på noget, der har med livet inden for murene at gøre. Og hvis det ved årets slutning viser sig, at der er penge til overs, behøver man ikke finde noget at bruge dem på her og nu, men kan frit overføre dem til det eller de følgende år.

 

Jeg foreslår desuden, at bestemmelsen i økonomiloven om et særligt, begrænset rådighedsbeløb bliver ophævet. Den nuværende § 2 a i økonomiloven giver mulighed for, at et menighedsråd i år kan bruge op til 122.000 kr. "til fremme af det kirkelige liv i sognet, kirkedistriktet, pastoratet eller kommunen eller til kirkelige formål af betydning for stiftet som helhed".

 

Den paragraf foreslår jeg fjernet. I stedet lægger jeg op til at føje et nyt punkt til økonomilovens § 2, der indeholder en liste over de formål, som et menighedsråd kan afholde udgifter til at kirkekassen. Tilføjelsen vil give menighedsrådet mulighed for at afholde udgifter vedrørende - og jeg citerer:

 

"sognets eller kirkedistriktets kirkelige aktiviteter og udgifter til fremme det kirkelige liv i pastoratet eller kommunen eller kirkelige formål af betydning for stiftet som helhed." (citat slut)

Denne ændring kan betegnes som en sognefuldmagt, der giver et menighedsråd en generel adgang til at afholde udgifter, som man mener er nødvendige af hensyn til det kirkelige liv i sognet. Men naturligvis med den begrænsning, som menighedsrådets samlede rammebevilling og de andre nødvendige udgifter sætter.

 

Jeg mener, at en sådan sognefuldmagt ligger i naturlig forlængelse af menighedsrådslovens § 1, der lyder: "Sognets eller kirkedistriktets anliggender styres af menighedsrådet, medmindre andet er særligt hjemlet i lovgivningen."

 

Menighedsrådene får øget mulighed for at prioritere, hvilke former for kirkeligt liv eller kirkelige aktiviteter, man ønsker at fremme, når man får en generel adgang til at afholde udgifter til dem, som er parallel med den adgang, man har til at afholde udgifter vedrørende lønninger, kirkebygninger, kirkegårde, præsteboliger m.v.

 

Jeg har, som nogle måske har hørt eller læst om, overvejet meget, om man f.eks. i denne sammenhæng skulle skrive ordet eller begrebet diakoni ind i lovgivningen.

 

Mine overvejelser er endt med, at ordet ikke indgår i lovforslaget. Jeg ønsker nemlig ikke med lovforslaget at prioritere én form for kirkeligt liv eller kirkelige aktiviteter over andre. Den prioritering bør overlades til menighedsrådene ud fra de vilkår, som gælder i hvert enkelt sogn.

Men jeg vil da ikke lægge skjul på, at det diakonale for mig at se fortjener en høj prioritet. Kirken - den kristne menighed - er et fællesskab om troen på den treenige Gud og om Ordets forkyndelse.
Men lige fra de første kristne menigheders dage har det stået klart, at en menighed samtidig er et fællesskab af mennesker, der er kaldet til at vise medmenneskelig omsorg. Martin Luther udtrykte det med ordene: "Et kristenmenneske lever ikke i sig selv, men i Kristus og i sin næste: I Kristus gennem troen, i næsten gennem kærligheden."

 

Mit forslag giver øget frihed til, at man lokalt kan prioritere, om og hvordan det skal give sig udslag i det kirkelige liv.

 

Blandt mine forslag til ændringer i økonomiloven er også, at menighedsrådene skal have kompetence til at træffe beslutninger om køb og salg af fast ejendom, uden at beslutningerne skal godkendes af andre kirkelige myndigheder. Det vil dog ikke gælde kirker og fredede bygninger.

 

Forslaget indebærer også, at menighedsråd, der beslutter sig for at sælge landbrugsjord, selv kan beslutte, om man vil anbringe indtægten fra salget i stiftsmidlerne, eller om man vil bruge pengene på en anden måde. Det er mit indtryk, at nogle menighedsråd gerne vil af med præstegårdsjord, men at de nuværende regler om, at salgssummen skal anbringes i stiftsmidlerne, mindsker lysten betragteligt. Det er selvfølgelig ikke et formål i sig selv for folkekirken at eje landbrugsjord. Derfor er det rimeligt at fjerne den barriere, som kan være den væsentligste årsag til, at et menighedsråd fortsætter som ejer af jorden. Hvis menighedsråd vælger at placere nye kapitaler i stiftsmidlerne, vil det for øvrigt blive lettere for rådene at få dem frigivet igen.

 

Mere lokal beslutningsret

Større økonomisk handlefrihed er, som tidligere nævnt, en af de to hovedlinier i den pakke af forslag, jeg nu lægger frem. Den anden hovedlinie kan jeg beskrive som "mere lokal beslutningsret" eller "mere selvstændig beslutningskompetence" til menighedsrådene.

 

Den nuværende kirkelige lovgivning er præget af, at en lang række beslutninger om arbejder, der skal udføres i det enkelte sogn, reelt skal træffes af en myndighed uden for sognet, eller at menighedsrådets beslutninger skal godkendes af andre myndigheder.

 

Det kommer stærkt til udtryk i loven om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde. I den er det fastsat, at provstiudvalget har kompetencen til at bestemme, hvad der skal foretages som konsekvens af syn over kirke og kirkegård samt over bygninger til brug for kirken eller kirkegården. Provstiudvalgets kompetence gælder både efter menighedsrådets eget, årlige syn og efter det provstesyn, der skal holdes mindst hvert tredje år.

 

Disse bestemmelser om syn over kirker og kirkegårde m.v. er kopieret i cirkulæret om tjenestebolig for folkekirkens præster.

 

Istandsættelser og andre arbejder, der går ud over den almindelige vedligeholdelse, er i stor udstrækning resultater af, at man ved et syn har opdaget eller drøftet fejl, mangler eller ønsker om ændringer. Det betyder, at beslutningsretten reelt flytter fra menighedsrådet til provstiudvalget. I mange, mange tilfælde er det så oven i købet nødvendigt at få de konkrete projekter godkendt hos stiftsøvrigheden.

 

I meget vid udstrækning vil godkendelse også være betinget af, at projekter er udarbejdet af en arkitekt, og at man har haft projektet til udtalelse hos en eller flere af folkekirkens konsulenter, før det bliver godkendt.

 

Det nuværende system indebærer for mig at se, at menighedsråd på mange punkter med rette kan føle sig umyndiggjort. Og det indebærer et enormt bureaukrati, hvor såvel menighedsråd som provstiudvalg og stifter kan komme til at udarbejde og tage stilling til en stor bunke papirer og sende dem frem og tilbage, måske endda flere gange.

 

Næste forår kan vi fejre 100 års jubilæet for den første lov om menighedsråd. Menighedsrådene er altså for længst blevet voksne. Men selv om de er det, og selv om der undervejs gradvis er blevet løsnet noget på andre myndigheders stramme kontrol og greb om tingene, er der altså fortsat stærke begrænsninger af menighedsrådenes selvstændige kompetence.

 

Jeg mener, at både menighedsrådene og tiden er moden til et opgør med og afskaffelse af meget væsentlige dele af de begrænsninger.

 

Jeg foreslår derfor, at loven om kirkebygninger og kirkegårde ændres, så menighedsrådet selv får retten til at afgøre, hvad der skal foretages vedrørende kirkegården og vedrørende bygninger til brug for kirken eller kirkegården, når der har været holdt syn. Både efter det årlige syn og efter provstesyn. Jeg vil samtidig ved ændring cirkulæret om tjenesteboliger sikre, at menighedsrådene får den samme selvstændige beslutningsret efter syn over præsteboliger. Og ved ændring af bekendtgørelse og cirkulære vil jeg sikre, at menighedsrådene i øvrigt får selvstændig ret til at træffe beslutninger om de fleste af de forhold vedrørende kirkegårde, bygninger til brug for kirke eller kirkegård og præsteboliger, som i dag skal godkendes af stiftsøvrigheden eller provstiudvalget.

 

Jeg lægger også op til, at der i langt, langt mindre omfang end i dag skal være krav om at inddrage arkitekter eller folkekirkens konsulenter.

 

Jeg er overbevist om, at menighedsrådene har vilje og evne til selv at alliere sig med dygtige fagfolk og træffe fornuftige beslutninger på disse områder. Jeg er også overbevist om menighedsrådenes vilje og evne til at skønne fornuftigt om, hvornår det kan være godt og gavnligt at inddrage særligt sagkyndige, før de endelige beslutninger træffes.

 

Mit forslag til ændringer gælder ikke kirkerne. Kirkerne er bygninger med en særlig karakter, og kirkerne og deres inventarer har en enorm kulturhistorisk værdi. Derfor vil jeg fastholde provstiudvalgenes kompetence i forhold til, hvad der skal foretages med kirkerne som følge af syn, og jeg vil fastholde samme krav som hidtil om stiftsøvrighedens godkendelse af arbejder i kirkerne.

 

Opgør med kvotesystemerne

Et stort kapitel i det folkekirkelige regelsæt er de bestemmelser, som regulerer oprettelse og normering af de forskellige stillinger som kirke- eller kirkegårdsfunktionær.

 

Der er en meget udbredt opfattelse af, at disse regler betyder, at det er Kirkeministeriet, som med Finansministeriet i baggrunden og med kirkefunktionærernes faglige organisationer i en meget aktiv rolle bestemmer omfanget af og dermed lønnen for de enkelte stillinger som kirkefunktionær.

Man kan selv blandt meget erfarne menighedsrådsmedlemmer møde den opfattelse, at Kirkeministeriet på den måde presser eller måske endda vælter store lønudgifter ned over nærmest sagesløse og magtesløse menighedsråd. Man kan også høre påstande om, at de detaljerede beregningssystemer bruges til at pumpe stillinger kunstigt op. Og man kan høre, at de giver menighedsråd et stort og unødigt bøvl med at opmåle arbejdets omfang osv.

 

Denne påstand om det store og unødige bøvl har jeg megen forståelse for. Om systemerne bruges til at pumpe stillinger op, har jeg ikke grundlag for at vurdere. Når Kirkeministeriet eller stiftsøvrigheden beregner en stillings kvote, går man naturligvis ud fra, at der er indsendt ærlige oplysninger om de opgaver, som skal ligge i stillingen.

 

Men jeg vil så også gerne ramme en pæl igennem påstanden om, at ministeriet eller stifterne presser store udgifter ned over kirkekasserne ved at beregne stillingskvoterne og dermed lønnen.

Ifølge ansættelsesloven er det menighedsrådet, som træffer afgørelse om kirkebetjeningens ordning. Derfor er det menighedsrådet, som bestemmer, hvilke typer af medarbejdere man vil have i det enkelte sogn, og hvilke opgaver de skal løse. Det er først, når menighedsrådet har truffet de beslutninger, at stiftet eller ministeriet kommer ind i billedet og fastslår, at en medarbejder af netop den type og med opgaver i det omfang, skal have den eller den løn. Og lønnens størrelse afhænger naturligvis af den overenskomst, som den faglige organisation har forhandlet sig til rette om med Finansministeriet eller Kirkeministeriet.

 

Jeg er imidlertid af den opfattelse, at tiden er løbet fra de nuværende kvotesystemer med detaljeret opmåling og beregning af forskellige opgaver. De er besværlige at håndtere og naturligvis lettest at gennemskue for dem, der arbejder meget med dem, f.eks. de faglige organisationers repræsentanter. De er med alle deres detaljer også stive og giver ikke nødvendigvis plads for mere fleksible kombinationer af arbejdsopgaver i en stilling. Og de kan bruges til irriterende paragrafrytteri i diskussioner om, hvorvidt en medarbejder skal løse netop den eller den opgave, og hvor lang tid den i givet fald kan forventes at tage.

 

Jeg vil gerne have kvotesystemerne afløst af noget mere moderne og især mere enkelt. Det bør i folkekirken være som andre steder på arbejdsmarkedet i Danmark, at man i mere brede vendinger formulerer, hvilke opgaver man gerne vil have løst. Samtidig vurderer man, hvor mange penge man har til rådighed til løn. På det grundlag kan man derefter anmode Kirkeministeriet om, at der oprettes en stilling som f.eks. kirketjener eller organist på fuld tid eller en eller anden procentdel af fuld tid.

 

Det vil gøre det enkelt og hurtigt at få svar fra ministeriet. Og det vil gøre det enkelt og hurtigt f.eks. at øge en deltidsstilling til fuld tid, hvis der viser sig opgaver og penge til det.

 

Jeg bad allerede i vinter ministeriets embedsmænd om at se på mulighederne for ændringer i den retning. Men en sådan omlægning kan naturligvis ikke gennemføres fra den ene dag til den anden.
De faglige organisationer har krav på, at der bliver forhandlet med dem om det, før der gennemføres ændringer.

 

I løbet af foråret er der blevet forhandlet med Danmarks Kirketjenerforening om en ændring i den retning, jeg har skitseret. Jeg glæder mig over, at disse forhandlinger nu er ved at have ført til et resultat, som giver grundlag for, at der også snart kan indledes forhandlinger med de andre faglige organisationer.

 

Jeg håber i øvrigt, at vi i de kommende års arbejde med hele funktionærområdet i folkekirken, kan komme til at drage nytte af den undersøgelse af personaleressourcer, som Landsforeningen netop har sat i gang med spørgeskemaer til alle menighedsråd i tre vidt forskellige provstier.

 

Det er nyttigt at få noget mere viden om omfanget af folkekirkens personaleforbrug og om sammenhængen mellem antallet og typen af medarbejdere og det kirkelige liv i sognene. Jeg vil derfor gerne benytte anledningen til at sige Landsforeningen tak for det initiativ.

 

Det psykiske arbejdsmiljø

Jeg har selv i foråret taget initiativ til en anden og mere omfattende undersøgelse, nemlig omkring det psykiske arbejdsmiljø i folkekirken.

 

Der er ofte talt om problemer med samarbejdet og det psykiske arbejdsmiljø og om, at mennesker har fået psykiske helbredsskader på grund af sådanne problemer.

 

Antallet af mennesker, der har lidt skade, er ikke afgørende. Hvert eneste tilfælde er et tilfælde for meget. Men det vil være meget nyttigt at få afdækket både arten og omfanget af problemer med det psykiske arbejdsmiljø i folkekirken. Det vil give os et bedre grundlag for at drøfte, hvad der kan gøres for at afbøde eksisterende problemer og for at forebygge, at nye opstår.

 

Derfor sagde jeg ja tak til det tilbud, jeg fik fra Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital om at gennemføre en videnskabelig undersøgelse, som omfatter menighedsråd og medarbejdere i næsten en fjerdedel af folkekirkens sogne.

 

Jeg har med stor tilfredshed hørt, at svarprocenten for de udsendte spørgeskemaer er meget høj. Derfor tror jeg, at vi får en solid viden som resultat af undersøgelsen.

 

Den viden vil blive grundlag for en konference i løbet af efteråret, hvor vi forhåbentlig også kan drage nogle konklusioner om, hvad der videre bør foretages for at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø i folkekirken.

 

Jeg vil dog allerede nu slå fast, at jeg ikke vil komme med forslag, der ændrer, at præster er ansat af Kirkeministeriet, og at præster i deres embedsførelse er uafhængige af menighedsrådene.

 

Større frihed - større ansvar

Når jeg i forårets løb i mere overordnede vendinger har talt om mine ønsker om at sikre menighedsrådene større frihed, er jeg af og til blevet udfordret af en mere eller mindre direkte udtalt skepsis:

 

Tør du nu også det? Er der ikke fare for, at menighedsrådene vil bruge større økonomisk frihed til at ansætte endnu flere medarbejdere i den folkekirke, som i flere år er blevet kritiseret for voldsom vækst, ja, nærmest eksplosion i antallet af ansatte? Er der ikke fare for, at menighedsråd bare vil bruge endnu flere penge på at bygge prangende huse eller anskaffe endnu finere og større orgler?

Er der ikke fare for, at de smukke kirkegårde vil forfalde, hvis ikke der er provstiudvalg, stiftsøvrighed eller konsulenter til at trække kraftigt i trådene for at få truffet de eneste rigtige beslutninger? Er der ikke fare for, at fagligt mindre kvalificerede mennesker kommer til at træffe beslutningerne om præsteboligens indretning eller størrelse?

 

Er der ikke fare for, at menighedsråd beslutter at bruge penge på kirkelige aktiviteter, som en del mennesker i eller uden for sognet ikke bryder sig om?

 

Jeg kan sagtens forestille mig alle de farer - og flere til.

 

Men de forestillinger kan ikke opveje den grundlæggende respekt, jeg har for menighedsrådene som demokratisk valgte organer. Og de kan ikke opveje den respekt jeg har for menighedsrådsmedlemmernes engagement i at arbejde for kirkens ve og vel og menighedens liv og vækst.

 

Der skal nok blive truffet økonomiske dispositioner som efter min mening er forkerte.

 

Der skal nok blive ansat medarbejdere, som efter min mening ikke burde være ansat, bl.a. fordi jeg mener, at vi skal bekæmpe tendensen til professionalisering af det arbejdet i folkekirken og i langt højere grad få engageret folkekirkens medlemmer i et aktivt, ulønnet medarbejderskab.

 

Der skal nok blive bygget huse eller anskaffet orgler, som efter min mening er unødigt flotte og prangende.

 

Der skal også nok blive startet aktiviteter, som jeg eller nogle andre ikke synes om.

 

Hvis jeg bliver bedt om mit syn på det ene eller det andet, vil jeg heller ikke lægge skjul på det, hvis der efter min mening er truffet forkerte beslutninger.

 

Men det skal ikke overskygge, at folkekirkens menighedsråd efter min mening både bør kunne og vil leve op til det større ansvar, som følger med større frihed.

 

For større frihed giver større ansvar. Når man selv træffer de endelige beslutninger, er der ikke de samme muligheder for at skubbe ansvar væk fra sig selv og over på andre, som der er, når beslutningerne skal godkendes af andre.

 

Jeg håber og tror, at større frihed ikke blot vil blive oplevet som en større byrde af ansvar, men også kan frigøre kræfter og give ny inspiration til et engageret arbejde for kirkens, den kristne menigheds, liv og vækst.

 

Man har ind imellem kunnet få det indtryk, at menighedsråd først og fremmest er blevet til her i Danmark for at tumle med bureaukrati, stramme regler og tunge mursten.

 

Det bør ikke være tilfældet. Man hører ofte fra medlemmer af menighedsråd, at de lod sig opstille og vælge ud fra en lyst til og tro på, at de kunne bruge det meste af tiden og kræfterne på at yde en indsats til fremme af det kirkelige liv. Men snart følte de sig tynget af alt det andet.

 

Hvis de forslag, jeg har talt om i dag, bliver godt modtaget ved høringen, så der er grundlag for, at Folketinget kan tage dem til behandling og vedtage dem i løbet af efteråret, Dermed bliver der forhåbentlig skabt grundlag for, at menighedsrådsmedlemmer kan få opfyldt den lyst og tro, de lod sig vælge på.

 

Afslutning

Til afslutning vil jeg gerne sige lidt om udsigterne til, at folkekirken næste år ikke blot kan fejre menighedsrådenes 100 års jubilæum, men også kan tage en ny salmebog i brug.

 

Salmebogskommissionen overrakte mig for godt en uge siden et væsentligt ændret forslag til ny salmebog. Jeg kunne konstatere, at kommissionen har været meget lydhør over for de mange kritiske røster, som har lydt, efter at kommissionens første forslag blev offentliggjort den 1. marts 2000.

 

En række af de kendte og elskede salmer, som kommissionen for to år siden foreslog skulle udgå af salmebogen, er med i det reviderede forslag. Kommissionen har valgt at trække nogle af sine tidligere forslag om ændring af andre kendte salmer tilbage, så de nu foreslås bragt i den form, de har i salmebogen fra 1953. Og kommissionen foreslår nu at tage væsentligt flere nye salmer med, så man derved imødekommer den kritik, at der var for lidt reel fornyelse i det første forslag.

 

Alt i alt har kommissionen derfor nu givet mig et forslag til ny salmebog, som imødekommer et forståeligt og selvfølgeligt krav om videreførelse og genkendelighed i forhold til den værdifulde danske salmetradition, samtidig med at det rummer den fornyelse, som man også skylder nye generationer.

 

Derfor erklærede jeg også ved overrækkelsen - til manges overraskelse - at jeg er helt parat til at indstille forslaget til kongelig autorisation som ny officiel salmebog i Danmark. Jeg tog dog det forbehold, at jeg lige må høre, hvad biskopperne siger, når jeg mødes med dem til samråd torsdag 13. juni. Jeg sagde også, at jeg ville lytte til, om der er opbakning til forslaget på dette årsmøde.

 

Derimod har jeg opgivet tanken om en eller anden form for ny høring blandt folkekirkens menighedsråd. Jeg har ved mine mange møder med menighedsrådsmedlemmer rundt om i landet forstået, at de ikke har et ønske om høring.

 

Jeg har glædet mig over det stærke folkelige engagement i salmebogen, som er blevet afspejlet i de mange høringssvar og andre reaktioner, der kom efter Salmebogskommissionens første forslag, og som tydeligt har påvirket det endelige resultat.

 

Det betyder efter alt at dømme, at vi kan se frem til at få en ny salmebog, der ligesom folkekirken kan samle befolkningen. Og som forhåbentlig ligesom med folkekirken med en blanding af tradition og fornyelse kan inspirere til nyt liv og ny vækst i menigheden.

 

Tak for lydhørhed. Og tak til Landsforeningen for et godt samarbejde. Jeg glæder mig til fortsættelsen af det og ser frem til at høre såvel Landsforeningens og de enkelte menighedsrådsmedlemmers meninger om de forslag, jeg her har lagt frem.

 


Dette manuskript har været udgangspunkt for ministerens tale. Det er dog altid det talte ord, der gælder.

Nyhedsarkiv

15/04 2024

Folkekirken har netop afsluttet den største danske klimaundersøgelse af sin art i en enkelt organisation. Den omfattende kortlægning afdækker…

10/04 2024

Landdistriktspuljen støtter foreninger og aktiviteter, der skaber liv og udvikling i landdistrikterne. I 2024 er der afsat 56,7 millioner kroner i…

25/03 2024

Middelalderkirker, udligningsordning og finansiering af præster: Kirkeministeren beder et nyt udvalg om at se på, hvordan folkekirkens fællesfond kan…

24/03 2024

Kirkeminister Morten Dahlin har besluttet, at Karl Edvard Nielsens gravsten skal fjernes fra Det Store Gravfelt i Mindelunden for modstandsfolk under…

18/03 2024

I dag tager By-, Land- og Kirkeministeriet sammen med repræsentanter fra folkekirken hul på et arbejde, der skal gøre det lettere at udføre…

10/02 2024

Lørdag den 3. februar 2024 afholdt minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin et borgermøde i Østerild Multicenter om den politiske beslutning…