Folkekirkens uddannelsesinstitutioner og genåbningen

    

Den gradvise genåbning af samfundet efter nedlukningen for at minimere smittespredning p.gr.a. corona-virus har også konsekvenser for folkekirkens uddannelsesinstitutioner. I retningslinjerne for en ansvarlig genåbning af folkekirken og andre trossamfund står, at forsamlingsforbuddet ikke gælder for afholdelse af undervisning og eksamen, hvor fysisk fremmøde er nødvendig.

Og nu har kirkeministeren med henvisning til bekendtgørelse nr. 630 af 17. maj 2020 om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19, og efter anmodning fra ledelsen på de tre kirkemusikskoler besluttet, at der kan gennemføres musikalsk-praktisk tilstedeværelseseksaminer og tilhørende forberedende undervisning i følgende fag: Orgel, Klaver, Solosang, Klokkespilspraktik, Hørelære, Taleteknik og Orgelkundskab, Ensemblesang.

Ministeren har ligeledes besluttet, at der kan gennemføres skriftlige tilstedeværelseseksaminer og tilhørende forberedende undervisning i følgende fag:

Hørelære, Programlægning og repertoirekundskab i klokkespil, Campanologi, Arrangement og komposition i klokkespil samt Ritornelkomposition og – kodning.

Tilføjelse den 9. juni 2020:

Der er givet tilladelse til, at der kan afholdes eksamen med fysisk fremmøde og supplerende undervisning i voksen-og børnekorledelse på folkekirkens tre kirkemusikskoler i lighed med bl.a. kirkemusikskoler på Kulturministeriets område. Der er desuden givet tilladelse til, at der generelt åbnes for undervisningsakitviteter på alle folkekirkens uddannelsesinstitutioner, så almindelig undervisnings-og kursusaktivitet kan begynde til efteråret. Tilladelser er givet under forudsætning af at de til en hver tid gældende retningslinjer om afstand og hygiejne mv. overholdes.