Provstestilling skal genopslås

Ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen har besluttet, at stillingen som ny provst i Aabenraa Provsti skal genopslås.

Baggrunden er, at der i Haderslev Stift er opstået en ophedet diskussion om besættelsen af stillingen. Diskussionen er kommet i kølvandet af udtalelser fra menighedsråd, provstiudvalg og biskop.

 

"Min vurdering er, at det bedste for det kirkelige liv i Aabenraa provsti er, at stillingen genopslås. Alle parter er bedst tjent med, at man begynder forfra på processen med at få ansat den bedst kvalificerede provst," siger ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen.

 

Fakta om ansættelsesprocedurer for provster:

 

Kirkeministeren er ansættelsesmyndighed for provsterne, og indstiller en kandidat til kongelig udnævnelse. Før ministeren træffer afgørelsen, afgiver menighedsråd, provstiudvalg og biskop udtalelser om et antal kandidater. Såfremt ministeren ønsker at indstille en kandidat, som ikke fremgår af biskoppens udtalelse, skal sagen drøftes med biskoppen.

 

Ministeren kan ifølge reglerne i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. bestemme, at der skal ske genopslag, såfremt særlige omstændigheder foreligger.