Nye corona-tiltag gælder også folkekirken og andre trossamfund

    

 

Som meddelt af statsministeren på et pressemøde i dag betyder det stigende antal smittede med corona-virus, at det er nødvendigt at skærpe tiltagene til smitteforebyggelse. Det får også betydning for folkekirken og andre trossamfund.

Kirkeminister Joy Mogensen udtaler:

- Det er meget vigtigt, at folkekirken og andre trossamfund ligesom alle andre dele af samfundet bidrager til at begrænse smitten. Og dagens skærpede tiltag får også betydning for dem, siger Joy Mogensen.

Som udgangspunkt gælder de nuværende regler og retningslinjer for folkekirken og andre trossamfund fortsat i lokaler, som de råder over. Gudstjenester, messer, fredagsbøn, kirkelige handlinger eller lignende kan derfor i langt de fleste tilfælde afvikles som hidtil, men naturligvis med overholdelse af de gældende arealkrav og afstandskrav og med fokus på hygiejne og udluftning.

De nye tiltag betyder dog, at der indføres yderligere begrænsninger for, hvor mange der kan forsamles til udendørs begravelser. Hidtil har forsamlingsgrænsen for udendørs begravelser været 200 personer, men fra mandag sættes det maksimale antal deltagere ned til 50.

Tiltagene får også betydning for andre udendørs aktiviteter i folkekirken og andre trossamfund, hvor deltagerne ikke i al væsentlighed sidder ned med ansigtet i samme retning. Her gælder nemlig det generelle forsamlingsforbud, som fra den 26. oktober 2020 sættes ned til 10 personer. Det betyder, at for eksempel planlagte Halloween- og Allehelgen-optog i og omkring den kommende weekend ikke vil kunne bestå af flere end ti personer.

 Kirkeminister Joy Mogensen udtaler:

- Jeg ved, at mange børn og voksne har glædet sig til at fejre Halloween og Allehelgensaften, også med fakkeltog og lignende i regi af den lokale kirke eller trossamfund. Desværre må vi i år finde andre måder at være sammen på, så vi passer på hinanden og på de sårbare grupper iblandt os.

Sektorretningslinjerne for en ansvarlig håndtering af Covid-19-tiltag i folkekirken og andre trossamfund vil blive opdateret, når de nye tiltag træder i kraft på mandag den 26. oktober 2020.