Peter Birch ny biskop i Helsingør Stift

     

Der skulle kun en valgrunde til at vælge den nye biskop i landets mest folkerige stift, Helsingør Stift. Med 682 eller 53% af de afgivne stemmer fik provst i Gentofte provsti og formand for Provsteforeningen, Peter Birch, mere end halvdelen af stemmerne, og dermed er han valgt. Peter Birch bliver nu indstillet til kongelig udnævnelse som biskop. Bispevielsen foregår i Helsingør Domkirke den 31. januar 2021, og han tiltræder i jobbet den 1. februar.

Kirkeminister Joy Mogensen glæder sig over, at den nye biskop nu er fundet:

”Jeg ønsker Peter Birch stort tillykke med valget. Det har været en fin valgkamp, og jeg vil også gerne takke de øvrige tre kandidater for deres engagement og for at bidrage til det folkekirkelige demokrati. Nu har Peter Birch fået et overbevisende mandat fra vælgerne, og jeg ser meget frem til samarbejdet med ham”.