Indledning

Kirkegården: Begravelsesplads for alle - Hovemenu

I de senere år er der gradvist sket nogle ændringer i den danske befolkning og i dens tilknytning til folkekirken. En stigende del af indbyggerne er ikke medlemmer af folkekirken. Nogle er slet ikke knyttet til en religion. Andre har tilsluttet sig religiøse retninger, som for blot få årtier siden ikke fandtes i Danmark. Desuden er der kommet indvandrere og flygtninge, som bekender sig til en anden religion end kristendommen.


Disse ændringer stiller dem, der har ansvaret for folkekirkens kirkegårde, over for nogle spørgsmål og udfordringer.


Folkekirkens kirkegårde er med meget få undtagelser de eneste begravelsespladser i Danmark. Derfor har så godt som alle - uanset deres religiøse tilhørsforhold - ret til at blive begravet på folkekirkens kirkegårde. De eneste, der ikke har denne ret, er nogle få, som tilhører et andet trossamfund, der har en begravelsesplads i det sogn, hvor de bor.


På alle kirkegårde kender man til begravelser, hvor der ikke medvirker en præst. På mange kirkegårde har man haft begravelser, hvor der medvirkede en præst fra et af de kristne kirkesamfund uden for folkekirken. Nogle menighedsråd og andre kirkegårdsbestyrelser har desuden mødt ønsker om begravelser, som skal ske efter andre skikke og med andre ceremonier end de kristne. Ønsker, som hænger sammen med, at flere forskellige religioner er repræsenteret blandt indbyggerne i Danmark. Sådanne ønsker vil sandsynligvis blive mere udbredte i de kommende år. Det vil de bl.a., fordi en meget stor del af dem, der er kommet hertil som indvandrere eller flygtninge, og som har en anden religiøs baggrund end den kristne, kan forventes at blive boende her i landet.


Som en hjælp til menighedsråd og andre kirkegårdsbestyrelser gøres der i denne vejledning rede for en række problemstillinger omkring begravelse af dem, der ikke er medlemmer af folkekirken. Det drejer sig dels om disse menneskers rettigheder, som menighedsråd og øvrige kirkegårdsbestyrelser har pligt til imødekomme. Dels om folkekirkens muligheder for at imødekomme andre ønsker, som de pågældende måtte have.


Først beskrives forholdet mellem religionsfrihed og kirkegårde. Dernæst de generelle regler og rammer, der er fastlagt i lovgivningen, og så de mere konkrete og lokale regler og rammer, som kan fastlægges i kirkegårdsvedtægter. Desuden beskrives de særlige afdelinger for andre trossamfund, som allerede findes på nogle større kirkegårde, og som eventuelt kan etableres flere steder. Vejledningen rummer også et kapitel om begravelseshandlinger, hvor folkekirkens bygninger i en vis udstrækning også kan bruges i forbindelse med begravelse af mennesker, der ikke har været medlemmer af folkekirken. Endelig beskrives i sidste kapitel forskellige særlige forhold.


Der er religionsfrihed i Danmark. Ingen har pligt til at bekende sig til en religion eller være med i et trossamfund. Men samtidig er det i Grundlovens § 67 bestemt, at borgerne har ret til at danne trossamfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, når blot der ikke foretages eller læres noget, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.


Et trossamfund kan ansætte præster (imamer, rabbinere, menighedsforstandere m. v.). Det kan opføre bygninger til brug for religionsudøvelsen (kirker, moskeer, templer m.v.). Det kan drive skoler og udgive skrifter. Et trossamfund kan også anlægge og drive sin egen begravelsesplads.
At der er religionsfrihed i Danmark, betyder dog ikke, at der er religions-lighed. Grundlovens § 4 giver folkekirken en særlig stilling, idet folkekirken som det eneste trossamfund skal understøttes af staten. Støtten ydes på finansloven og er for tiden årligt på godt 500 mio. kr.