Aftalekreds beslutter yderligere screening for en mulig udvidelse af Østerild Testcenter

På et møde i dag i By-, Land- og Kirkeministeriet har aftalekredsen bag den politiske aftale om gode rammevilkår for test af vindmøller besluttet, at der skal laves en supplerende målrettet screening for en potentiel udvidelse af det eksisterende Østerild Testcenter i Thisted Kommune.

Screeningen skal undersøge muligheden for at udvide testcenteret med op til fem testpladser med op til 450 m høje vindmøller ved det nuværende Østerild Testcenter, herunder ved etablering af nye testpladser nord for det eksisterende center samt tilpasning af de to nordligste af de nuværende testpladser.

I oktober 2023 besluttede aftalekredsen, bestående af regeringen og partierne SF, LA, K, RV og DF, at Plan- og Landdistriktsstyrelsen skulle gennemføre en supplerende målrettet screening af muligheden for at etablere et nyt testcenter ved Borris Skydeterræn og muligheden for at udvide Østerild Testcenter med to høje vindmøller nord for det eksisterende testcenter.

På dagens møde blev aftalekredsen præsenteret for resultatet af den supplerende målrettede screening af de to områder ved hhv. Borris og Østerild. Resultatet af den samlede målrettede screening for de nu i alt otte screenede områder kan læses her.

Kun to områder er realistiske

Screeningen viser, at alle de screenede seks områder indebærer udfordringer af forskellig karakter. På baggrund af resultaterne er det vurderingen, at der reelt kun er to tilbageværende muligheder for at placere testpladser for vindmøller på op til 450 meter: Et nyt testcenter i et område ved Skærbæk eller en udvidelse af Østerild Testcenter.

En udvidelse af Østerild med kun to høje møller opfylder dog ikke vindbranchens samlede behov for 6-8 testpladser for møller på op til 450 meters højde. Branchen har dog tilkendegivet, at en udvidelse med fem høje vindmøller vil kunne udgøre et reelt alternativ til placeringen af et testcenter med op til seks høje vindmøller i området ved Skærbæk.

Aftalekredsen er derfor enige om, at en endelig beslutning om eventuelt at gå videre med miljø- og habitatkonsekvensvurderinger af testvindmøllerpladser i et af de to tilbageværende områder bør tages på grundlag af en supplerende screening, som undersøger muligheden for at udvide Østerild Testcenter mod nord med op til fem testpladser med op til 450 m høje vindmøller, herunder ved etablering af tre nye testpladser nord for det eksisterende center samt tilpasning af de to nordligste af de nuværende testpladser.

Den supplerende screening skal gennemføres i de kommende uger med henblik på, at aftalekredsen kan tage stilling til næste skridt i begyndelsen af 2024.

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin siger om dagens beslutning:

”Det er vigtigt, at vi i aftalekredsen har afsøgt alle muligheder ordentligt, inden vi træffer en beslutning om en etablering af de nødvendige testpladser for høje vindmøller. Vi skal tage størst muligt hensyn til både mennesker og natur, men vi har også et behov for at kunne teste nye typer af vindmøller, så den danske vindmøllebranche fortsat kan være i front og skabe arbejdspladser i hele landet og dermed indtægter til gavn for både danskerne og klimaindsatsen.”

Socialdemokratiets næstformand i Udvalget for Landdistrikter og Øer Kris Jensen Skriver:

”Vi skal vende alle sten i denne sag, så vi har et solidt grundlag, inden vi træffer beslutningen om, hvor vi vil undersøge forholdene nærmere. Derfor bakker vi i Socialdemokratiet op om, at vi foretager denne supplerende screening, der giver os det bedst mulige grundlag at træffe beslutningen på”.

Venstres landdistrikts- og øordfører Hans Christian Schmidt siger: 

"I vores beslutning om at oprette testcenterpladser for høje vindmøller er det afgørende, at vi sikrer, at alle muligheder ses igennem grundigt. Det er derfor fornuftigt, at vi i aftalekredsen har besluttet at lave en yderligere screening af en mulig udvidelse af Østerild Testcenter. Derved sikrer vi, at vi kan træffe de efterfølgende beslutninger på et oplyst grundlag så vi bedst muligt kan balancere og tage hensyn til både borgerne og naturen men samtidig give vores vindmølleindustri de muligheder, der skal til for at de fortsat kan bevare deres position i frontlinjen. På den måde kan vi skabe job og indtægt, der gavner vores samfund og klima."

Moderaternes landdistrikts- og øordfører Henrik Frandsen siger:

”Det er glædeligt, at det ser ud til at der er to områder der kan danne rammen om et tredje testcenter i Danmark. Nu afventer vi med spænding udfaldet af den supplerende screening af Østerild, inden den endelig beslutning skal tages. Jeg tænker alle er interesserede i at finde den mest optimale placering af et tredje testcenter, derfor er det også glædeligt at det nu ser ud til at der er to områder der kan vælges imellem. Dette gør at der også kan inddrages andre hensyn end de strengt vindtekniske”.

Det Konservative Folkepartis landdistrikts- og øordfører Niels Flemming Hansen siger:

”Jeg er utrolig glad for, at ministeriet og den forhenværende minister lyttede og lavede en udvidet supplerende screening. Det har været ekstremt vigtigt for mig, at vi får undersøgt alle mulige arealer ift. placeringen af et tredje testcenter.”  

Læs mere om screeningerne på planinfo.dk her.

Nyhedsarkiv

08/05 2024

Kirkeminister Morten Dahlin deltog i denne uge i det første møde i Udvalget vedrørende bæredygtig finansiering af folkekirkens fællesopgaver.

07/05 2024

Igen i år kommer rammen for FLAG-tilskudsordningen til at lyde på 16 millioner kroner.

30/04 2024

Minister for byer og landdistrikter og kirkeminister Morten Dahlin har besluttet, at 16 kirker får tildelt 14,8 millioner kroner fra puljen for 2024 i…

15/04 2024

Folkekirken har netop afsluttet den største danske klimaundersøgelse af sin art i en enkelt organisation. Den omfattende kortlægning afdækker…

10/04 2024

Landdistriktspuljen støtter foreninger og aktiviteter, der skaber liv og udvikling i landdistrikterne. I 2024 er der afsat 56,7 millioner kroner i…

25/03 2024

Middelalderkirker, udligningsordning og finansiering af præster: Kirkeministeren beder et nyt udvalg om at se på, hvordan folkekirkens fællesfond kan…