Kirkeministerens tale ved årsmødet i Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer den 4. juni 2004

Tak for velkomsten.

Jeg har lyttet med interesse til indledningen på landsforeningens årsmøde: et par timers debat om forholdet mellem stat og kirke.

På den baggrund vil jeg gerne indlede med at citere nogle få linier fra "Vækst, Velfærd, Fornyelse II", det supplerende regeringsgrundlag, som blev offentliggjort den 27. august i fjor. I regeringsgrundlaget står der om folkekirken:

"Den danske folkekirke har en grundlovssikret særstilling, der betyder, at folkekirken understøttes af staten. Regeringen vil ikke ændre ved folkekirkens særstilling og ønsker at fastholde en rummelig folkekirke, der er forankret i de lokale sognemenigheder. Regeringen vil fremlægge forslag til ændrede regler for folkekirkens økonomistyring og administration." (citat slut)

Folkekirken har et tættere forhold til staten end andre trossamfund. Det er for os en naturlig følge af kristendommens og kirkens mere end 1000 år lange historie i Danmark. Men det er især en naturlig følge af, at danskernes ønske om at høre kirken til er levende, aktuel virkelighed og ikke blot historie. Man behøver ikke at være medlem af folkekirken for at være dansker. Men for det store flertal af danskerne er det en selvfølge at være det.

Det, at der også i 2004 er en høj grad af identitet mellem folket og folkekirkens medlemsskare er en gave og en udfordring til kirken. Men det er samtidig en meget klar opfordring til staten, som jo også er folket, om at stå ved et medansvar for folkekirken. Èn fælles dansk kirke, der gennem de 2.200 sognemenigheder har gode muligheder for at være tæt på folket i forkyndelse og fællesskab om et kirkeligt liv.

Ønsket om, at vi i Danmark skal have "én folkekirke - men tæt på" har været et pejlemærke for de lovændringer, som vi sammen arbejdede på i 2002, som blev vedtaget kort før Landsforeningens årsmøde i fjor, og som trådte i kraft den 1. januar i år. Disse lovændringer har givet de lokalt valgte kirkelige myndigheder, menighedsråd og provstiudvalg, mere frihed til at træffe de beslutninger, som skal træffes om de lokale kirkelige forhold.

Ønsket om "Èn folkekirke - men tæt på" er også for mig at se et både nødvendigt og godt pejlemærke for den debat, som vi meget gerne skal have ført meget bredt, men samtidig dybtgående om demokrati, økonomi og statens forhold til folkekirken.

Derfor glæder jeg mig over, at jeg netop her ved Landsforeningens årsmøde kan præsentere et væsentligt bidrag til en sådan debat i form af en lille bog med titlen "Én folkekirke - men tæt på".
Dette debatoplæg kan alle årsmødets deltagere få i det lokale, hvor Kirkeministeriet har en udstilling. Det vil også i løbet af de kommende dage blive udsendt til alle menighedsråd i så mange eksemplarer, at der er et til hvert valgt menighedsrådsmedlem og hver præst.

Der er som bekendt i løbet af det seneste halve år fra forskellige sider blevet fremlagt forskellige forslag til en bedre økonomi - og demokratistyring af folkekirkens fælles økonomi, det vil sige fællesfonden og statens tilskud til folkekirken. Først fra det udvalg om bloktilskud, som regeringen nedsatte i fjor. Derefter fra den projektgruppe i Finansministeriet, som jeg bad om konsulentbistand til Kirkeministeriet med henblik på at få forbedret styringen af fællesfonden. I løbet af dette forår desuden forslag fra bl.a. en arbejdsgruppe, som Landsforeningen og biskopperne nedsatte i fællesskab, og fra Præsteforeningen.

Der har således i løbet af vinteren og foråret været en del debat. Især med fokus på, hvem der skal have ansvar for at styre den fælles økonomi.

Det er imidlertid for mig at se nødvendigt at få bredt debatten mere ud. Den vedrører i virkeligheden den enkelte borger, det enkelte menighedsrådsmedlem, den enkelte ansatte i folkekirken. Og den går langt dybere end blot til økonomien. Den rører ved det grundlæggende i den danske folkekirke. Dens rummelighed, dens upolitiskhed og dens grundfæstethed i det danske folk.

Derfor debatoplægget "Én folkekirke, men tæt på ", som samlet præsenterer de forskellige forslag, der er kendt fra rapporter og fra debatten, suppleret med andre muligheder. Det betyder, at nye debattører kan begynde her og ikke behøver søge efter rapporter eller avisartikler for at få overblik.

Der er stræbt efter at præsentere de forskellige forslag nøgternt og pege på såvel de argumenter, som kan tale for, som de argumenter, der kan tale imod at gennemføre dem.

Det er efter min mening naturligt, at man drøfter, hvad den fælles økonomi skal omfatte, før man drøfter, hvem der så skal styre den. Og et gennemgående tema, både i forhold til, hvor udgifterne eller økonomien skal være placeret, og hvem der så skal have ansvaret for den, er naturligvis spørgsmålet om en egentlig demokratisk styring af folkekirkens økonomi.

I debatoplægget bliver der ikke draget konklusioner. Det er mit håb, at de næsten 20.000 lægfolk og præster i menighedsrådene og alle andre interesserede i løbet af de kommende måneder vil give udtryk for deres synspunkter og holdninger. Derfor opfordrer jeg til, at man inden 1. november sender sine kommentarer til Kirkeministeriet. Så vil vi læse dem med åbent sind, danne det bedst mulige overblik og derefter vurdere, hvilke konkrete initiativer de leder hen imod. De konkrete forslag, der måtte blive resultatet, vil så naturligvis blive udsendt til høring på sædvanlig vis i det folkekirkelige landskab.

Jeg skal ikke her i dag - i enkeltheder - gennemgå alle forslag, men jeg vil give et indtryk af de grundholdninger, jeg selv har i forhold til folkekirkens fælles økonomi.

Jeg er ikke tilhænger af at opbygge nye systemer, nye råd, nye nævn med dertil knyttede sekretariater. De mennesker, der vil bruge deres tid og kræfter på kirken, skal så vidt muligt bruge kræfterne derude, hvor mennesker lever. Altså i sognemenigheden. Det er dér, evangeliet skal forkyndes. Det er dér, menighedslivet skal leves. Det er dér, kirken skal være. Ikke bag mødelokalers lukkede døre.

Derfor skal beslutninger vedrørende folkekirken, træffes på det sted, som de har betydning for. Og dem, der træffer beslutningerne skal have det fulde ansvar, også for økonomien. Det vil sige størst mulig ret og pligt til at træffe beslutningerne lokalt. Og størst mulig ret og pligt til lokalt at sørge for finansieringen af dem.

Når der er direkte valgte råd, hvorfor så ikke lade dem træffe beslutninger, i stedet for at opbygge nye bureaukratiske systemer?

Som forholdene er i dag, har menighedsråd og provstiudvalg tilsammen ansvar for ca. tre fjerdedele af alle folkekirkens udgifter. Den sidste fjerdedel dækkes af fællesfonden og statens tilskud.

Hvordan ville det kunne fungere, hvis de lokalvalgte menighedsråd og provstiudvalg fik ansvar for den sidste fjerdedel? Indtil 1920 fungerede det jo sådan. I halvdelen af folkekirkens historie var det sådan.

Først med en lønreform omkring 1920 blev fællesfonden og kirkeskatten indført.

Den fjerdedel, som fællesfonden og staten finansierer, omfatter først og fremmest løn og pension til folkekirkens præster. Men den omfatter også nogle andre formål, som er nært knyttet til, og som primært er til gavn for sognene, men som det i årenes løb er blevet besluttet, at man skal varetage gennem fælles ordninger, der finansieres af den fælles økonomi.

De mest udgiftskrævende af disse områder er Folkekirkens Selvforsikringsordning, IT, pensionsforpligtelsen i forhold til tjenestemandsansatte kirkefunktionærer og revision af de lokale kirkelige kasser.

Det er for mig at se naturligt, at sådanne områder, der er nært knyttet til det lokale, også er underlagt de lokalt valgte menighedsråds og provstiudvalgs ret til at bestemme - og den tilhørende pligt til at sørge for, at der er penge til at betale udgifterne. Det vil give bedre sammenhæng mellem det at nyde godt af noget og det at have beslutningsmæssig og økonomisk ansvar for det. Og det vil give muligheder for friere valg af løsninger for de enkelte opgaver.

Yderligere - og langt mere vidtgående - er det værd at drøfte, om man kan og bør flytte finansieringen af præsternes løn til de lokale kasser. Der har i de seneste år lydt mange røster om, at den præstelige betjening af folkekirkens medlemmer skal have en højere prioritet. Den nuværende ordning giver imidlertid yderst begrænsede muligheder for at opfylde ønsker i den retning, fordi antallet af præster styres af, hvor mange penge Folketinget på finansloven bevilger som tilskud til folkekirken.

Det er interessant at se på, hvor stor en del af folkekirkens samlede økonomi, der går til præsteløn, præstepension, biskoppernes løn og præsternes uddannelse. Af de samlede udgifter på 6,2 mia. bliver der brugt ca. 1,1 mia. på den gejstlige betjening. Altså knap 1/5.

Skal der være flere præster i folkekirken, må antallet af præster derfor gøres fri af bevillingen på finansloven. Der er flere muligheder for at løse dette. Det kan ske ved, at statens tilskud til folkekirken omlægges til et bloktilskud til fællesfonden, så antallet af præster i stedet bliver knyttet til prioriteringen og budgetlægningen for fællesfonden.

Hvis vi forestiller os, at vi ophævede landskirkeskatten, og man i stedet betalte hele sin kirkeskat til de lokale kirkelige kasser, så kunne lønnen til præsterne finansieres af de lokale kirkelige kasser.
Det vil betyde, at man lokalt får mulighed for at vælge: Vil man bruge pengene på mursten og kirkefunktionærer, eller vil man i stedet bruge nogle af dem på at få en præst mere?

En sådan ordning, hvor lønnen til præsterne finansieres af de lokale kasser, kan så ledsages af, at statens tilskud til folkekirken bliver ydet til de økonomisk svage områder, som ikke selv vil være i stand til at bære alle udgifter.

I vinterens og forårets debat har fokus været rettet på styringen af folkekirkens fælles økonomi. Den har tilsyneladende været ført ud fra den grundholdning, at den fælles økonomi i fremtiden nødvendigvis skal omfatte de samme opgaver som i dag.

Men det er vel tydeligt, at vidtgående omlægning og decentralisering af ansvaret for og finansieringen af folkekirkelige udgifter, betyder et anderledes grundlag for debatten om, hvordan den fælles økonomi, der så bliver tilbage, skal styres.

Der er i debatoplægget beskrevet forskellige modeller for styring af den fælles folkekirkelige økonomi. Den nuværende ordning, hvor Folketinget og kirkeministeren har ansvaret for statens tilskud til folkekirken, og hvor kirkeministeren alene har den afgørende kompetence i forhold til fællesfonden, er én mulighed. En anden mulighed er at supplere den nuværende ordning i forhold til fællesfonden med, at der ved lov indføres et udvalg, som skal rådgive kirkeministeren om fællesfonden. En tredje er, at man yderligere kan supplere med, at Folketinget i et eller andet omfang bliver inddraget i fastsættelsen af fællesfondens budget og landskirkeskatten. En fjerde er den, som landsforeningens og biskoppernes fælles arbejdsgruppe opstillede med en egentlig bestyrelse for fællesfonden. En femte er at udlægge fællesfondens udgifter til de direkte folkevalgte, ophæve landskirkeskatten og give statstilskuddet til det lokale folkekirkelige demokrati.

Jeg har den holdning, at ansvaret for og styringen af folkekirkens økonomi i størst muligt omfang skal være placeret lokalt hos menighedsrådene, der er valgt ved direkte demokratiske valg, og hos provstiudvalgene, som ganske vist er valgt af menighedsrådene, men som dog henter et væsentligt demokratisk mandat derfra.

Så længe befolkningen støtter folkekirkeordningen vil der være behov for en fælles lovgivningsmæssig ramme og en sikring af, at statens støtte går til den evangeliske/lutherske kirke.

Når det gælder ansvaret for og styringen af denne folkekirkes fælles økonomi ser jeg helst, at Danmarks øverste demokratisk valgte forsamling, Folketinget, som også på de fleste andre områder lovgiver for folkekirken, bliver inddraget i beslutningsprocessen. Det er, mener jeg, ud fra et demokratisk synspunkt, mere rigtigt end den nuværende ordning, hvor kirkeministeren har en næsten enevældig rolle i forhold til fællesfonden.

Inddragelse af Folketinget vil efter min mening være udtryk for demokratisering. Det tror jeg for så vidt også, at de fleste er enige med mig i. Men jeg har naturligvis bemærket, at det hos en del mennesker bliver overskygget af en opfattelse af og en angst for, at det betyder en statsliggørelse og mere udpræget statslig styring af fællesfonden.

Derfor er der så bl.a. som nævnt fremlagt et forslag om etablering af en bestyrelse for fællesfonden.

Jeg har forstået, at Landsforeningens bestyrelse i løbet af foråret har besluttet sig for at fravælge bestyrelsesmodellen og i stedet går ind for et rådgivende udvalg. Men jeg ved også, at der er andre aktører i folkekirken, som fortsat er tilhængere af bestyrelsesmodellen. Derfor vil jeg gerne benytte denne lejlighed til nogle principielle bemærkninger om den.

Etablering af en egentlig bestyrelse for fællesfonden vil for mig at se være et første skridt til etablering af en synodal kirkeordning i folkekirken. Det er efter min vurdering uundgåeligt, at en sådan bestyrelse vil udvikle sig til at blive bestemmende over folkekirken langt ud over snævert økonomiske forhold. Økonomiske prioriteringer har følger for prioriteringen af livet og ikke blot de kolde kontanter.

Etablering af en bestyrelse vil også i høj grad sætte Folketinget og kirkeministeren ud af spillet, og den må forudsætte, at der opbygges en ny administration til forvaltning af den fælles folkekirkelige økonomi. Administrationen må naturligvis ske under ansvar over for bestyrelsen, og en minister kan kun handle under ansvar over for Folketinget.

Derfor vil etablering af en bestyrelse rokke alvorligt ved balancen mellem stat og folkekirke og styrke de kræfter, som på sigt ønsker en fuldstændig adskillelse.

Den udvikling er der efter min bedømmelse kun en yderst begrænset del af den danske folkekirkes 4,5 millioner medlemmer, som ønsker. Og den vil efter min mening være yderst skadelig for ønsket om at bevare én folkekirke, som omfatter og er tæt på et stort flertal af danskerne.

Jeg håber, at jeg hermed har givet lyst til at læse om og til at debattere den fremtidige ordning for folkekirkens fælles økonomi ud fra spørgsmål som:

• Hvordan får vi den rigtige demokratiske styring af folkekirkens økonomi: lokalt eller centralt - af demokratisk folkevalgte eller af organisationsvalgte?
• Hvordan får vi mest kirke for pengene?
• Vil forslagene forrykke balancen mellem stat og kirke?

Lige netop de kommende måneder er velegnede til at føre en sådan debat, fordi der i november skal vælges menighedsråd for de næste 4 år.

At vi er i slutningen af en valgperiode betyder, at alle nuværende menighedsrådsmedlemmer har stor erfaring med den nuværende ordning og dermed gode forudsætninger for at drøfte, hvilke ændringer bør foretages.

At debatten føres i tiden lige op til menighedsrådsvalget, kan måske også være med til at føje et ekstra emne eller en ekstra dimension til den valgdebat, som forhåbentlig vil blive ført livligt rundt om i sognene.

Inden jeg slutter vil jeg kort orientere om fællesfondens økonomiske situation.

Vi har sammen været igennem en økonomisk streng periode, hvis baggrund var et årelangt økonomisk rod i fællesfondens administration. Det blev afdækket af Rigsrevisionen, som på min foranledning foretog en undersøgelse af Fællesfondens administration. Rigsrevisionens påtale betød, at jeg bad Finansministeriet om konsulentbistand til administrationen af Fællesfonden. Oprydningen kulminerede med udgifts- og ansættelsesstoppet sidste sommer.

Målet med udgifts- og ansættelsesstoppet var at sikre, at budgettet for fællesfonden for 2003 blev overholdt.

Dette lykkedes. Overskuddet blev på 12 mio. kr.

Vi er nu gået i gang med budgetlægningen for 2005. I den forbindelse vil jeg gøre et par bemærkninger.

Jeg ved at mange af jer er meget optaget af udligningsordningen. Der er ingen planer om at ændre på udligningensordningen - hverken den ordinære eller den særlige - for 2005.

Vi er igang med en evaluering af kirkemusikskolerne. Hvis det skulle vise sig, at der er behov for at forøge deres budgetter, synes jeg vi skal se på det.

Biskopper og præster har ofte gjort opmærksom på, at der er behov for flere præster i folkekirken. Jeg vil på et samråd med biskopperne drøfte, hvordan det vil kunne lade sig gøre at opnormere fællesfondens præstebudget.

Jeg vil godt benytte denne lejlighed til at sige menighedsrådene tak for tålmodighedenm som mange har udvist i forbindelse med ansættelsesstoppet. Jeg ved, at det ramte skævt. Tak for jeres hjælp og tålmodighed.

Til slut vil jeg gerne sige tak til Landsforeningens bestyrelse for et godt samarbejde og for vilje til, at vi kan udveksle synspunkter i en god og dialogpræget tone, også i de tilfælde, hvor vore synspunkter brydes mest. Jeg vil også gerne sige tak for, at landsforeningen har erklæret sin vilje til i samarbejde med Kirkeministeriet at gå ind i en undersøgelse, der kan kaste mere lys over menighedsrådsmedlemmers erfaringer fra arbejdet som folkekirkens lokalt valgte ledelser. Jeg håber, at vi kan få gennemført en sådan undersøgelse i løbet af efteråret, og altså inden valget.

Jeg håber, at menighedsrådsmedlemmer over hele landet vil medvirke til det. Det siger jeg tak for på forhånd til de mange repræsentanter for menighedsrådene, som er samlet her i dag. Og jeg vil gerne samtidig bede jer modtage og viderebringe en tak for det store arbejde, som I og de næsten 20.000 andre i menighedsrådene udfører til gavn for folkekirken.

Dette manuskript har været udgangspunkt for ministerens tale. Det er dog altid det talte ord, der gælder.