Enig aftalekreds: Vigtigt at afdække alle muligheder før beslutning om et tredje testcenter for store vindmøller

Partierne bag en politisk aftale om gode rammevilkår for test af vindmøller mødtes i dag i Kirkeministeriet for at drøfte resultatet af en målrettet screening af seks afgrænsede arealer i Sønderjylland og Nordjylland. Screeningen har til formål at vurdere, om områderne eventuelt kunne være egnede til etablering af et tredje, nationalt testcenter for høje vindmøller.

Regeringspartierne S, V, og M udgør sammen med SF, LA, K, RV og DF det brede flertal bag aftalen, som skal fremtidssikre vindmølleindustriens mulighed for at teste nye havvindmøllemodeller på land, inden de opstilles på havet i Danmark og i udlandet.

Screeningen viser imidlertid, at ingen af de seks områder er ideelle. Nogle lever ikke op til de tekniske krav til vind- og terrænforhold, mens andre berører væsentlige forsvarsinteresser og naturbeskyttelsesforhold. Et overblik over de seks områder og resultatet af den målrettede screening kan ses i vedhæftede dokument.

I lyset af de identificerede udfordringer var der på mødet mellem aftalepartierne tilslutning til, at der ikke på nuværende tidspunkt gennemføres en miljø- og habitatkonsekvensvurdering af et eller flere af de seks områder. I stedet var der tilslutning til, at Plan- og Landdistriktsstyrelsen på ny gennemgår arealer, der hidtil er fravalgt, fx på grund af behov for ny vejinfrastruktur, landvinding og/eller flere ekspropriationer end oprindeligt tilstræbt.

Vindmølleindustrien er en vigtig del af den grønne omstilling og skaber arbejdspladser i hele Danmark. Derfor ønsker et bredt flertal i Folketinget at sikre gode betingelser for at teste nye og mere effektive havvindmøller, som også skal hjælpe med at indfri ambitionen om at gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler i 2045, siger minister for landdistrikter Louise Schack Elholm (V), der har ansvaret for screening af områder til et eventuelt nyt testcenter.

Den gennemførte screening viser, at det er meget svært at finde et område i Danmark, der uden problemer kan anvendes til et tredje testcenter for store vindmøller. Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu er enige om at bede Plan- og Landdistriktsstyrelsen om at vende bunken og se på, om nogle af de første områder, som blev sorteret fra, alligevel kan bruges. Det er vigtigt, at vi er helt sikre på, at vi har undersøgt alle reelle muligheder, før vi eventuelt går videre med konkrete miljø- og habitatkonsekvensvurderinger, siger minister for landdistrikter Louise Schack Elholm.

Der er i dag to nationale vindmølletestcentre i Danmark, men der er behov for yderligere mulighed for at teste nye og højere havvindmøller. Det er baggrunden for, at aftalepartierne indgik Aftale om gode rammevilkår for test af prototype- og serie 0- vindmøller af 21. december 2021. På baggrund af en indledende screening af ca. 400 områder har Plan- og Landdistriktsstyrelsen sammen med DTU og vindmøllebranchen gennemført en målrettet screening af i alt seks områder i kommunerne Tønder, Esbjerg, Jammerbugt og Brønderslev, jf. opfølgende aftaler af 17. juni 2022 og 1. september 2022. Yderligere information kan findes i vedhæftede dokumenter.

Aftalekredsen mødes igen efter sommerpausen for at drøfte den fornyede screening af mulige arealer. Det forventes at resultaterne af en fornyet screening kan præsenteres med udgangen af 2023.

Der kan findes uddybende informationer om den målrettede screening på Planinfo her

[Pressemeddelelsen er opdateret d. 30. juni 2023]

Nyhedsarkiv

08/05 2024

Kirkeminister Morten Dahlin deltog i denne uge i det første møde i Udvalget vedrørende bæredygtig finansiering af folkekirkens fællesopgaver.

07/05 2024

Igen i år kommer rammen for FLAG-tilskudsordningen til at lyde på 16 millioner kroner.

30/04 2024

Minister for byer og landdistrikter og kirkeminister Morten Dahlin har besluttet, at 16 kirker får tildelt 14,8 millioner kroner fra puljen for 2024 i…

15/04 2024

Folkekirken har netop afsluttet den største danske klimaundersøgelse af sin art i en enkelt organisation. Den omfattende kortlægning afdækker…

10/04 2024

Landdistriktspuljen støtter foreninger og aktiviteter, der skaber liv og udvikling i landdistrikterne. I 2024 er der afsat 56,7 millioner kroner i…

25/03 2024

Middelalderkirker, udligningsordning og finansiering af præster: Kirkeministeren beder et nyt udvalg om at se på, hvordan folkekirkens fællesfond kan…