Om præstestillinger

For at blive præst i folkekirken skal man som hovedregel have bestået teologisk kandidateksamen ved Københavns Universitet eller Århus Universitet. Før man kan blive ordineret som præst i folkekirken og ansat i en præstestilling, skal man desuden have et praktisk-teologisk kursus ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV)/Pastoralseminariet, som har afdelinger i København og Århus. Kurset varer et semester. 

Nye præster skal desuden i løbet af de første 4 år, efter at de er blevet ordineret og ansat, deltage i sammenlagt fire ugers obligatorisk efteruddannelse.  

Ansættelse som provst forudsætter normalt, at man har nogle års erfaring fra ansættelse som præst i folkekirken. Ansættelse som provst forudsætter at man bliver ansat i en præstestilling i provstiet, samtidig med at man bliver ansat som provst. Ud over at være sognepræst har provsten en række administrative og tilsynsmæssige opgaver, dels i forhold til menighedsråd og kirker i provstiet, dels som biskoppens medhjælper i tilsynet med præsterne i provstiets sogne.

Dækning af rejseudgifter

Til orientering for ansøgere til præstestillinger kan oplyses, at ansøgere har mulighed for at få dækket udgifter til rejse og eventuelt nødvendigt ophold, hvis et menighedsråd beder dem om at komme til samtale. Bestemmelsen om det findes i § 20 i Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 1315 af 21.11.2013 om menighedsråds medvirken ved ansættelse i præstestillinger m.m. Bestemmelsen lyder: "§ 20. Ansøgere, der af menighedsrådet/ene er anmodet om at prædike eller bedt til en samtale, er berettiget til dækning af rejseudgifter efter de laveste satser, der gælder for tjenesterejser for statens tjenestemænd. Udgifterne afholdes af kirkekassen."

 

Om kvoterede præstestillinger

Ansættelse og aflønning i kvoterede stillinger som overenskomstansat sognepræst sker i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten med tilhørende protokollat.
Opmærksomheden henledes på, at personer, der er fuldtidsforsikrede i en A-kasse, og som ansættes i kvoterede stillinger, kun vil kunne oppebære supplerende dagpenge fra arbejdsløshedskassen, såfremt der kan fremvises frigørelsesattest. Frigørelsesattest udstedes kun, såfremt ansøgningen er betinget heraf. Efterfølgende anmodning om frigørelsesattest imødekommes ikke. Frigørelsesattest udstedes kun for den første ansættelsesperiode på 1 år. Såfremt ministeriet ikke finder betingelserne for fortsat oppebærelse af frigørelsesattest opfyldt, kan denne tilbagetages med sædvanligt opsigelsesvarsel.

Der er i alt ca. 2.000 præstestillinger i folkekirken. 

Ca. 1.800 af stillingerne er som tjenestemandsansatte sognepræster. 111 af de tjenestemandsansatte præster er samtidig provster. 

Godt 100 stillinger er som overenskomstansatte sognepræster. Disse stillinger har en mere midlertidig karakter og er ofte deltidsstillinger. 

Fælles for de ialt godt 1.900 stillinger er, at deres ansættelse sigter på, at de skal betjene almindelige sognemenigheder. 

Ca. 100 stillinger er som specialpræst. De fleste specialpræster er ansat med henblik på at betjene patienter på større sygehuse. Et mindre antal er ansat med henblik på at betjene de indsatte i større fængsler. Der er desuden ansat specialpræster med henblik på at betjene særlige menigheder eller grupper. Det drejer sig om døvepræster, præster for hørehæmmede samt studenterpræster. Enkelte specialpræster er ansat med henblik på at løse særlige opgaver inden for et stift.